Tidligere på året offentliggjorde Justitsministeriets Forskningsenhed en undersøgelse bestilt af Rådet for Socialt Udsatte. Ved at sammenkøre en række offentlige registre skulle undersøgelsen finde svar på en række spørgsmål, bl.a.:

• Hvad skyldes det voldsomt stigende antal psykiatriske behandlingsdomme?
• I hvor høj grad bliver folk dømt for noget de har gjort, mens de er indlagt eller på anden måde i kontakt med psykiatrien?
• Hvilke faggrupper er det, der anmelder psykiatribrugere for vold og trusler?

Undersøgelsesrapporten: ”Udviklingen i domme til foranstaltning” kan hentes på Justitsministeriets og Rådet for Socialt Udsattes hjemmesider, og rummer bl.a. følgende konklusioner:

• Fra 1981 til 2012 er antallet af behandlings- og anbringelsesdomme om året næsten 6-doblet.
• Størstedelen af væksten skyldes en stigning i domme for ’voldsforbrydelser’
• Ca. 1/3 af væksten angår vold eller trusler mod offentligt ansatte (§ 119 i Straffeloven)

Når psykisk syge er blevet dømt for vold eller trusler mod offentligt ansatte, viser det sig at:

• Halvdelen var døgnindlagt i psykiatrien på gerningstidspunktet!
• En fjerdedel var i ambulant psykiatrisk behandling på gerningstidspunktet!
• Kun en fjerdedel var ikke i kontakt med psykiatrien på gerningstidspunktet!

Blandt den halvdel, der var døgnindlagt, skete hændelsen, der førte til dommen, i hvert andet tilfælde på selve indlæggelsesdagen!

De faggrupper, der anmelder indlagte eller ambulante psykiatriske patienter for vold eller trusler, er især social- og sundhedsassistenter (sosu’er) og lign., sygeplejersker, politi, læger og pædagoger. For dem, der ikke er i kontakt med psykiatrien er det udover sosu’er og politi, især sagsbehandlere og administrativt personale, der anmelder.

Undersøgelsen bekræfter altså det, mange af os i LAP i mange år har sagt: Det er i høj grad psykiatrien, der selv kriminaliserer sine patienter. Man kan ligefrem få en langvarig behandlingsdom bare for at sætte sig til modværge mod psykiatriens overgreb som tvangsmedicin og bæltefiksering. Efter min opfattelse har man i dele af psykiatrien direkte spekuleret i, hvordan man kunne anvende straffelovens bestemmelser om behandlingsdomme til at opdrage på besværlige patienter!

Behandlingsdomme gives næsten altid ’med mulighed for indlæggelse’. Det betyder, at den overlæge, der står for behandlingen, uden varsel og uden at kriterierne i Lov om tvang i psykiatrien behøver at være opfyldt, kan spærre den dømte inde efter forgodtbefindende.

Selv om man ikke direkte kan tvangsmedicinere en person, der har fået en behandlingsdom, kan overlægen altså som regel få sin vilje ved at holde den dømte indespærret, indtil denne makker ret. Som behandlingsdømt har man ingen klagemuligheder over indespærringen og det er kun ombudsmanden, der formelt fører tilsyn på området. Man kan forsøge at få dommen ophævet i retten, men også her er det som regel lægens ord, der bliver afgørende.

Formelt er en dom til behandling ikke nogen straf, men mange oplever behandlingsdomme som langt værre end den normale straf, man ellers ville have fået, i form af samfundstjeneste, bøde, betinget eller kortvarig frihedsstraf.

Vi vil i Rådet for Socialt Udsatte følge op på justitsministeriets undersøgelse med en mindre bog, hvor der bringes interviews med folk, der uretfærdigt er blevet ramt af sådanne domme til behandling eller anbringelse. Interviewene vil blive anonymiseret, så man ikke kan genkende den enkelte.

Er du en af dem, der uretmæssigt er blevet kriminaliseret og har du lyst til at lade dig interviewe, så kontakt gerne udviklingskonsulent Karl Bach Jensen på tlf. 5152 6218 eller via mail: karl@lap.dk.