I den seneste Niels Malmros film: ’Sorg og glæde’, tager han traditionen tro udgangspunkt i sin egen tilværelse. Kort fortalt handler filmen om, da hans kone dræbte deres barn for 30 år siden. For nylig holdt han et foredrag her i Århus, hvor han fortalte om filmen, og især baggrunden.
Hans kone var sindslidende, da hun blev gravid, hun fik tilmed medicin, men Malmros mente, at den kunne hun godt stoppe med, for som han sagde: ”Nu har du jo mig”, underforstået, at han kunne træde i stedet for den. Han var uddannet læge, den gang, men ikke psykiater, med den viden, han har nu, kan han godt se, at det var helt forkert. Den gang havde han det nogle gange på fornemmelsen, at det kunne gå galt, at hun ville skade deres barn, derfor havde han sørget for, at hendes mor skulle komme og ”passe på”, når han ikke var hjemme.
Han havde tillid til sin svigermor, så han tjekkede det ikke. Det blev fatalt. En gang kom hun ikke, og deres barn blev dræbt. Det er den eneste ”fejl”, der skete, altså at han havde tillid til svigermoren, han skulle have kontrolleret, om hun nu også kom. Selv om det er et meget alvorligt emne, og meget personligt for hr. Malmros, så fortalte han om det i overraskende lystige og positive vendinger. Jeg tillader mig at konkludere, at han har fået det på afstand, samt at filmen og foredragene (dem holdt han flere af i landet) var en form for katarsis, altså mental renselsesproces.
Han er stadig væk gift med hende, det vil sikkert overraske mange. På den baggrund har han talt med hende, om han måtte lave filmen, det syntes hun var ok. Et andet moralsk problem var hendes mor, hvad ville hun sige til det? Men hun er på plejehjem, samt meget senil. Med andre ord, hvad man ikke ved har man ikke ondt af. I foredraget kom han ind på, at når hustruen var indlagt på det psykiatriske hospital ved Århus (Risskov) så skulle hun sove på flersengs stuer, problemet var at en spillede musik, så hun ikke kunne sove. Derfor måtte hun tage hjem til Niels og sove om dagen. Der er sket noget siden hen, nu har ALLE fået enestuer, med eget bad og toilet.
Den røde tråd i Malmros’ film er ofte den mentale smerte, man kan opleve som menneske i tilværelsen. Hans nok mest berømte film er ’Kundskabens træ’ fra 1982, det er i hvert fald den, han mest taler om i de foredrag, han holder om sine film. Dem har jeg hørt en del af igennem tiden. Han bor jo også i Århus, lige som undertegnede, så det er nemt at komme til foredragene. Jeg har for øvrigt været med i en af hans film, netop kundskabens træ, min rolle var statist. Jeg tog HF eksamen på Århus Katedralskole netop i årene 1980-1982. Filmen foregår netop på den skole, 20 år tidligere, ergo var det naturligt at finde de unge mennesker på 16-19 år der. Man skal se godt efter for at få et glimt af undertegnede, det er til sidst i dansescenen.
