Der er mange foreninger der varetager de sindslidende, eller psykisk sårbares interesser. Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering er en af dem; de har holdt en konference, der omhandlede arbejdsmarkedet for føromtalte gruppe. Bl.a. havde de hyret en sprogprofessor fra Ålborg universitet, en klog mand, der formåede at jonglere med ordene, både på en god men desværre også dårlig måde. Han havde analyseret den måde, som ansatte på arbejdsformidlingen taler til brugerne på. Jeg skal love for han var fremme med tættekammen, han havde fundet en masse eksempler på, hvordan de talte forkert, hvordan det, de sagde, kunne misforstås. Jeg kunne da godt med lidt god vilje forstå det, han sagde, altså se det ”forkerte” i det, de ansatte sagde. Men det var ikke værre end så meget andet, man hører.
Alle de små ”fejl” han fandt i deres kommunikation, kan man finde ved alle mennesker, fx. når man siger noget, der er lidt for indforstået. Nogle gange skulle jeg tænke mig rigtig godt om for at ”se” fejlen, så nærmest usynlig var den. Men han er jo sprogprofessor, så han får løn for at se ”fejl”, som alle laver dagligt. Konklusionen på det hele var, at det ikke får cheferne på arbejdsformidlingerne til at ændre de ansattes måde at tale på.
Benny Lime var konferencier, vi kender ham som ordstyrer på vores landsmøder, han fortalte en historie, om hvordan en sindslidende havde fået det bedre ved at komme ud på landet, køre traktor i marken, spise brombær samt spise noget af bondekonens hjemmelavede mad. Den ”behandling” var bedre end medicin og samtaleterapi. Jeg havde nær sagt, den er for ”tyk”, altså alt for overdreven og sentimental. Det er da klart, at de fleste bliver i bedre humør af det, vel at mærke at komme på besøg; efter flere måneder er det dagligdag på landet. Man kan også få det bedre af at rejse til Spanien, det ændrer ikke på ens sindslidelse.
Som rosinen i pølseenden havde man hyret Michael Meierheim. Han skulle interviewe 3 obligatoriske ”negere”. En obligatorisk ”neger” er et fænomen, man kender fra amerikanske film, hvor der er en sort med, alene fordi filmen skal være politisk korrekt. 3 stk. sindslidende var på scenen sammen med hr. Meierheim. De var alle sammen nogle, der tilhørte eliten, meget velfungerende - mindst 2 af dem var allerede i job. På et tidspunkt spurgte Michael en om følgende: ”Det vil sige, at I gerne vil mødes med respekt og værdighed af personalet på arbejdsformidlingerne?” Til det svarede hun ”Nej, vi vil ansættes i job på grund af vores faglige kvaliteter”.
Hun svarede på noget andet. Det var noget sprogprofessoren kunne slå ned på, at en bruger ikke engang hører efter, hvad hr. Meierheim siger, selv om de er på en scene foran 100-vis af mennesker. Der forventer man da, at folk spidser ører og lytter efter.
