I sommeren 2011 blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg. Efter en indlæggelse på 7 uger fandt man frem til, at jeg ikke havde nogle psykiatriske diagnoser, men en del vanskeligheder. Man anbefalede et socialpædagogisk tilbud, men der blev ikke lyttet, og derfor kom jeg i en plejefamilie. Det første stykke tid gik godt, fordi jeg byggede en facade op, men efter 10 måneder skar jeg så dybt, at det skulle limes.
Jeg blev efter et år i denne plejefamilie flyttet til en ny. Jeg skar stadig i mig selv, min plejemor fik lim med hjem af lægen. Jeg mener at flere sår, der skulle have været syet, blot blev limet.
Jeg var tit indlagt, fordi jeg havde det så dårligt. Jeg blev henvist til Selvmordsforbyggelsescentret, hvor det blev et meget langt forløb - læangere end det egentlig var meningen, da kommunerne ikke var hurtige nok om at finde et nyt tilbud. Under forløbet var jeg ved at havne i en spiseforstyrrelse, og jeg tabte mig 15 kg. Det endte med en tvangsindlæggelse med politi og det hele, fordi jeg havde taget en køkkenkniv og var parat til at gøre en ende på det hele. Under indlæggelsen prøvede jeg også at kvæle mig selv.
Døren blev tit låst for at jeg ikke skulle stikke af, men en dag lykkedes det mig at nå to etager ned og hele vejen udenfor, før jeg blev fanget igen. Jeg blev faktisk også fastholdt en enkelt gang og fik ”tvunget” mad i mig - det var så ubehageligt. Jeg blev flyttet fra døgn, til dag, til døgn og tilbage på dagafdeling, for så at blive udskrevet.
Det var en meget hård indlæggelse, men hvor var jeg glad for min socialrådgiver. Hvis ikke han havde været der, havde det været endnu værre. Jeg var forresten kommet på noget antipsykotisk medicin. Efter indlæggelsen blev det hurtigt det samme igen og skolen gik heller ikke godt.
Jeg begyndte at slå min plejefar, så han fik store blå mærker- jeg kunne ikke længere kende mig selv. Jeg besøgte Psykiatrisk Skadestue endnu engang, fordi jeg var hoppet ud foran en bil. Jeg blev bare sendt hjem igen, mærkeligt nok. Da vi kørte derfra holdte min plejemor ind til siden, fordi hun skulle snakke i mobil, jeg løb ned mod den store vej, kun med en tanke i hovedet. Igen endte det med en tvangsindlæggelse med politi.
Da jeg blev udskrevet skulle jeg i skole igen, men jeg var bange for at miste kontrollen over mig selv, derfor var det rigtig svært. Det endte med, at jeg blev slæbt ud i bilen, døren blev låst, jeg blev slæbt ud igen og ind på skolen. For at det ikke skal være løgn, ansatte kommunen endda en pædagog til at sørge for, at jeg kom i skole hver dag! Uha!
Jeg blev mobbet af de andre plejebørn og sagde til min sagsbehandler, at jeg gerne ville hjem. Det måtte jeg ikke, på trods af at hun faktisk havde givet mig et løfte. Hun endte med at give en forklaring på hvorfor, og den lød på, at min mor havde underskrevet en erklæring på, at hun havde afgivet forældremyndigheden over mig (hvilket slet ikke var rigtigt).
Jeg var magtesløs og planlagde at hoppe ud fra første etage, for at få folk til at vågne op. (De ville jo hverken lytte til psykologer, psykiater, min mor eller mig - når vi gang på gang sagde, at jeg skulle have et socialpædagogisk tilbud). Min sagsbehandler havde faktisk udtalt, at de på psykiatrisk afdeling ikke havde forstand på det, men bare sagde noget fordi de skulle. Selv en bisidder fra Børnenes Vilkår havde været med ind over, og alligevel befandt jeg mig stadig i en plejefamilie. Jeg prøvede på at hoppe ud fra første etage, men det blev stoppet. Da jeg gik og ventede på igen at kunne gøre forsøget, kom min sagsbehandler og andre ud og sagde, at jeg skulle flytte på opholdsstedet Tuen. Jeg blev så glad, men der skulle åbenbart gå et stykke tid, det var en hård tid, for jeg kunne mærke at mine plejeforældre tog afstand fra mig.
Min sagsbehandler havde sagt at hun ikke troede, at det ville hjælpe mig at flytte derud, men de var jo nødt til at prøve - jeg selv mener at de var nødt til det pga. min mors klagebrev. Da jeg flyttede på Tuen var jeg en del gange hos lægen for at blive syet. Har oplevet flere læger, der ikke ville bedøve mig; faktisk har en læge også udtalt, at jeg bare ville havde opmærksomhed, for ikke at nævne at de personer, der var med mig, rigtig fik noget for deres skattepenge. Jeg fik ny psykiater og blev skiftet over på noget andet medicin, da de symptomer jeg beskrev, faktisk var mange af dem, der var nævnt som bivirkninger ved det medicin, jeg tidligere havde fået. Så er det da klart, at det ikke hjalp, at jeg bare var blevet sat op i dosis, da jeg tidligere havde klaget over virkningen af medicinen - det forstærkede jo bare mange symptomer – eller bivirkninger.
Nu (3 år efter min første indlæggelse) er jeg hårdt ramt af en personlighedsforstyrrelse, der siger sparto, som jeg måske allerede var ved at udvikle, da jeg var indlagt 1. gang – jeg ved det ikke - men jeg synes det tydeligt viser, at jeg ikke har fået den hjælp, jeg har haft brug for! Jeg har affundet mig med at jeg aldrig bliver rask, men hold op hvor har opholdsstedet Tuen allerede gjort så meget godt for mig! Jeg har ikke ”cuttet” i over 1/2 år, jeg får nu lov til at være sammen med veninder, jeg tidligere havde forbud mod at se. Jeg går i skole frivilligt! Og ja, jeg har fået styrken til at skrive dette og meget mere, som skal med i en bog af psykolog Steen Hillings. Jeg har faktisk også præsteret at holde et foredrag, og der er flere i sigte! Siger det ikke lidt om, at et opholdssted ville have været det rette for mig, allerede fra starten af?
Jeg kommer gerne ud og holder foredrag – hvis du vil i kontakt med mig, kan det ske via mail på mettelouise@me.com.
