Regeringen og andre bryster sig af, at man nu har indført behandlingsgaranti på psykiatrisk behandling, ligesom på kræftbehandling.

Hvis der er mistanke om modermærkekræft, er du sikret behandling inden for kort tid. Jeg oplevede, at jeg fik fjernet et mistænkeligt modermærke inden for 10 dage, fra jeg opdagede det, havde været omkring min egen læge, besluttet at benytte mig af frit sygehusvalg, udvalgt den kirurg, som jeg var parat til at lade snitte i mig, og til det var fjernet. Så tog det hele 5 dage at få besked om miskrokopien – de ringede en fredag – sekretæren ville blot lige sige, at hun var ved at skrive et brev om, at der ikke var noget modermærkekræft. Mistanken var begrundet i at det voksede, kløede og tillige lå midt i operationsarret – der nu er skåret op på ny efter 7 års ventetid.

Behandling for selvmordstanker er meget mere kompliceret at forholde sig til. Efter i mere end 25 år at have haft dem on and off, tænkte jeg, det må da være noget som Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse kan hjælpe mig med. Jo jeg var velkommen til en samtale – det blev til to samtaler af 2 timer med en forstående og vidende mandlig sygeplejerske. Hans vurdering var, at jeg hørte mere til på Rigshospitalets kompetencecenter for bipolar lidelse. Jeg prøvede at argumentere for, at jeg gerne ville have et forløb af 3 måneder som Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse kunne tilbyde – sygeplejersken mente, det var for kort tid og sendte mig derfor videre. Rigshospitalets kompetencecenter for bipolar lidelse udmærker sig ved, at de kun tager patienter, der er udredt medicinsk, og hvor alle muligheder er udtømt. Jeg ønsker ikke at tage medicin mere, det har jeg prøvet i 17 år – jeg ventede tålmodigt på at medicinen skulle virke – Litium fik jeg forebyggende for mani – min tålmodighed slap op, da jeg havde ventet 10 år på at den sørgede for, at jeg ikke fik mani. Den kom troligt hvert andet år eller oftere.

De medicinske muligheder var således udtømt, for jeg ønskede ikke at prøve flere medicinske behandlinger. Og der findes i dag mange andre muligheder, som jeg ikke har prøvet i de 12 år – hvor jeg har gået og ventet på at manien eller depressionen skulle blive så slem, at jeg blev indlagt. I øvrigt var overlægen en læge, som jeg havde brugt 15 minutter på at diskutere med, om hun havde 5 minutter til en snak – så det motiverede mig ikke til at søge hjælp den vej.

For 7 år siden tog det uger, fra knuden i brystet var opdaget, og til jeg indvilgede i at lade mig behandle for ondartet lymfekræft, jeg ville hellere død og ingen kunne overtale mig trods talrige forsøg. Da jeg var nyopereret, lå jeg på 6. sal på Rigshospitalet og overvejede at tage springet ud fra altanen – de nægtede at tilkalde en psykiater, men hidkaldte en præst. Det var ikke præsten, der reddede mig, men to gode venner gik i krig mod systemet. Den ene hentede mig resolut fra hospitalet og sørgede for, at jeg var under opsyn resten af dagen. Den anden tog nattevagten og anbragte mig i sin dobbeltseng – med armene slynget om mig faldt han i søvn. De næste dage var jeg i gode venners hænder.

Systemet er sådan opbygget, at hjemtransport kun kan tildeles til eget hjem. Systemet kan kun påtvinge en, at man ikke må sove på gulvet – for du må ikke rejse dig op fra gulvet, når du lige har været 3½ time under kniven hos en af landets førende kirurger og fået fjernet en knude så stort som et æg. I øvrigt må du heller ikke være alene – selvom du bor alene. Blot du overholder vores forskrifter og påbud. Løsninger kan vi ikke tilbyde.

Du skal møde ugentligt til kontrol og tømning af operationsar – du må ikke køre bil – og systemet er da lige glad med, om du har en busforbi – gå du blot 5 km fra stationen og hjem – vi ser dig gerne i næste uge og tømmer operationsstedet for blod/væske igen. Vi sparer på transportomkostningerne – for det er da meget nemmere at betale for en ugentlig kontrol.

Det gik for sig i 8 uger, jeg mødte troligt op, lod sygeplejersken tømme operationsstedet for væske og lægge ny forbinding på. Så tog jeg sagerne i egen hånd, meddelte at jeg nok selv skulle lægge forbindingen så stramt, at den holdt operationssåret fri af væske, og lod hånt om påbuddet om, at jeg ikke måtte rejse mig fra en madras på gulvet.

30 år med selvmordstanker har efterhånden lært mig at tackle dem selv, men er mine tacklinger konstruktive, eller kunne det gøres bedre – hvorfor skyder jeg alting foran mig – hvorfor er jeg helst fri for kontakt med andre mennesker – hvorfor orker jeg næsten ikke at gøre noget, som ikke lige her og nu tilfredsstiller et behov. Hvorfor orker jeg næsten ikke at høre på andre mennesker, lukker ikke døren op, når det ringer på. Lader telefonen kime til den selv stopper. Tja mit bud var selvmordstankerne – der kommer vandrende på alle mulige tidspunkter af døgnet. Selv når jeg lige har haft en dag i gode venners lag.

Det jo ikke hver dag – de kommer – sommetider er det flere gange i timen, tanken strejfer mig.

Midt i alt dette rod, finder jeg mig selv siddende hos min egen læge. Kontakten er egentlig god, jeg er tryg og fortrolig, men dog usikker på, hvad der er galt. Går derfra med en straks henvisning – det røde øje skal tilses nu i dag af en ekspert. Vi skal have taget blodprøver. Jeg holder fast på, at jeg vil tilses af en øre-, næse- og halslæge, for om vedkommende kan opklare – hvad der er med min hørelse. Da jeg var spæd – skreg jeg hver gang mine forældre tændte for radioen – de opgav, at få mig undersøgt. De var nygifte – sad hårdt i det, boede i Søborg – lægen der skulle lave undersøgelsen havde praksis i Århus – det var for dyrt og besværligt. Og der var ingen hjælp at hente til transport eller godtgørelse for mistet arbejdsindtægt.

Er det i virkeligheden lyd, som gør mig træt med en lyst til at ligge i et mørkt rum med færrest mulige lyde.

Øjenlægen konstatere, at jeg har en virus i øjet – og fortæller mig, at den kan drille mig i op til 2 år.

Øre-, næse- og halslægen er der ventetid hos – så der går 1½ måned. Jo der er ganske rigtigt noget galt – spændinger i nakken. Instruktion i gode siddestillinger, forslag til medicinsk afspændning, hovedpinetabletter om dagen og benzodiazepiner til natten. Prøv det en måned og kom evt. igen.

Tilbage hos egen læge – ventetiden på at få et svar på, om jeg måtte følge det sidste behandlingsforslag, var utrolig kort – NEJ – det må jeg fraråde på det kraftigste – med din historie med mavesår og din telefonbogs-tykke psykiatrijournal – vil jeg foreslå at du finder andre løsninger på dine nakkeproblemer.

En måned venter jeg på en løsning, men da er smerterne i hoften vendt tilbage på fuld knald. De har også været on and off i 15 år – medens jeg har ventet på, at der kunne findes en reumatolog, der kunne diagnosticere både ryg og hofte/ben i et hug – og ikke en specialist på hver af de to kropssektioner. Som kunne sætte spørgsmål ved, om problemet lå inden for hans kropssektion eller hos kollegaens kropssektion. Den reumatolog, som tilså mig første gang i 1998, var nu blevet selvstændig, og derfor kunne han sagtens overkomme at koncentrere sig om begge kropssektioner på en gang. Konklusionen er, at scanningen af hoften ikke viser tegn på slidgigt, smerterne må have en anden årsag – beklager det vi sagde til dig, da du var 33 år, om slidgigt i hoften, var en fuser. Gå hjem og hvil dig – undlad at gå ture i skoven – du må finde en anden måde, at lufte din hund på. Og i øvrigt mener jeg, dine smerter er noget psykisk – jeg kan jo se, at du har et langt behandlingsforløb i psykiatrien. Ganske vist startede dine rygproblemer, før din psyke begyndte at gå med krykker.

Ved et offentligt foredrag om indgangene i psykiatrien erfarer jeg, at der findes et Akutteam i Nordsjælland. De har åbent mellem 9 og 23 – altså hvis de har tid og er på kontoret. En dag ringer jeg, da får jeg Psykiatrisk skadestue – de forstår ikke, hvorfor jeg er havnet hos dem, jeg forstår det heller ikke – men efter nogen afsøgning af kontoret ved siden af, viser det sig, at Akutteamet er taget på udebesøg resten af aftenen – jeg så på mit ur - det viste 18.30. Okay – jeg ringer en anden dag – skadestuen orker jeg ikke, måske er det bare mine erfaringer med systemet der er uheldige.

Akutteamet rykker ud til mig – to nynner ringer på min dør. De kommer ind og sætter sig vel tilrette i mine spisebordsstole med deres store vinterfrakker. Jeg forstår egentlig godt, hvorfor de gerne vil være to. Det er rart at have en kollega, at vende tingene med, når det er så tunge emner som selvmordstanker. Jeg har faktisk forberedt mig grundigt. De kom nemlig døgnet efter, jeg havde ringet. Planlagt på klokkeslettet. De havde sagt, at der var god tid, og jeg skulle bare fortælle, hvad jeg havde på hjerte. Er lidt en langsom starter, så jeg gik i gang – blev afbrudt, og spørgsmål på spørgsmål faldt i mine lydsarte ører. Jeg var træt – da de gik efter en time – men også lettet, for de ville forsøge at få åbnet døren til Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse igen. De havde ikke tid at høre mine nedskrevne ord om selvmord til ende.

Ventetid igen – i løbet af den næste uges tid fik jeg beskeden, desværre du er bipolar – og når du ikke vil tage mod tilbuddet på Kompetence center for bipolar lidelse, kan vi ikke hjælpe dig med nogen behandling for dine selvmordstanker. Du må finde en psykiater ude i byen, og vi ved godt ventetiden er lang, men brug så din egen læge i ventetiden.

Min tålmodighed var opbrugt for længst, og heldigvis havde jeg arvet efter min far, så jeg betalte i månedsvis for hjælp hos en psykolog – det skal siges, min egen læge var god til at finde henvisnings-årsager – der kunne matche systemets krav. Og jeg slap således med egen betaling på 300 kr. i timen. Mine noter om selvmord tog jeg med til denne, men som det sker, var der lige nogle andre ting, der blev vurderet væsentlige at snakke om. Jeg syntes, det var svært at tage hul på emnet, og sad med papiret i hånden i hele konsultationstiden, uden at mine tanker om selvmord blev formet om til ord, der forsvandt ud af min mund og ind i hendes øre.

Nogen tid senere sidder jeg hos egen læge – for god ordens skyld har jeg taget papiret med selvmordstanker med. Hun lytter, jeg bliver forundret, da hun skriver og skriver, mens hun lytter. Til sidst spørger jeg – ”hvad skriver du ned ?” – ordret hvad du siger – det er så klart og tydeligt. Jeg vil ikke risikere at miste noget eller få omformuleret dine ord. Min læge siger til mig, du burde nok have været rundt om psykiatrien for længst, men det er ikke muligt at henvise dig – for de afviser dig jo bare. Normalt siger jeg til mine patienter, at de bare skal henvende sig på skadestuen – det er den nemmeste vej ind i psykiatrien og måske den eneste – altså fra den stol, jeg sidder på. Når jeg ikke har villet smide dig i kløerne på Psykiatrisk Skadestue – så er det fordi, jeg kender til dine talrige dårlige erfaringer med dem.

NU HAVDE JEG FÅET NOK

Til det næste møde i Dialogfora på Psykiatrisk Center Nordsjælland havde jeg sat to punkter på dagsordenen. Det ene handlede om, hvor svært det som aktiv psykiatribruger er at få støtte – for psykiatrien møder dig i situationer, hvor du viser nogle resurser – eller du har fremstået i medierne på en måde, så de siger – uden at kende dig eller din hverdag – du har ikke brug for hjælp fra os. De er jo ikke vant til at møde folk fra deres resurseside – men ser dem primært i deres sårbare øjeblikke, når de søger hjælp.

Jeg har da ligesom andre mennesker lært at holde tårerne væk fra øjnene i de timer, jeg står på talerstolen eller springer rundt til en konference et par gange om måneden, og jeg kryber da bare ned under dynerne de dage i ugen, hvor jeg ikke kan andet, for jeg er jo førtidspensionist – og dermed ikke ramt af arbejdets glæder. Eller den nye kontanthjælpsreform.
Det andet punkt handlede om Akut-temaet – jeg havde blot bedt dem fortælle os, hvad det var, og hvordan det fungerede. Jeg holdt næsten masken, men kunne alligevel ikke til sidst, måtte stille et af mine meget drillende spørgsmål, medens jeg sad med tårer i øjnene. Der var en årvågen leder, som så det og efter mødet tog fat i mig – jeg tror jeg har en psykiater – der kan skaffe dig den hjælp, du har brug for. Vi kender dig jo i systemet – din journal er ganske vist tykkere end de gamle telefonbøger, men hun er grundig og dygtig – jeg sørger for, at hun er velforberedt – har læst din journal og ved, at den sidste psykiater her på stedet ventede tålmodigt næsten to år, før han arkiverede din journal – for han var jo vidende om, hvordan du fik det bedre – men kunne blot ikke fortælle dig hvad hans målestok var. Behandlingen var uden mål.

EFTERSKRIFT

Jeg fik hvad jeg bad om – en psykolog – dog med modsat køn end ønsket - og en fysioterapeut. Behandlingsplanen venter jeg stadig på – den kommer vel næste gang – det er så 3 måneder henne i forløbet, og jeg har selv været med til at tilrettelægge den, klart og tydeligt er den blevet drøftet ved næsten samtlige konsultationer – naturligvis inden for de sidste 5 minutter. Og forløbet hos psykologen er berammet til 4 måneder. Nu har jeg så ventet 1½ år på at få 1 måneds psykologbehandling mere, end hvad Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse kunne tilbyde mig. Og deres primære begrundelse for ikke at ville tage mig i deres arme var, at jeg havde brug for et længerevarende forløb.

Jeg ventede 2 måneder på at en socialrådgiver havde 10 min. til at lytte og forstå et af mine problemer – en uges ventetid mere og jeg fik nogle skemaer i hånden – hun har vist ikke læst min journal – eller opfanget mine signaler om, at jeg har svært ved at få lavet tingene.

Min erkendelse – der er tilsat flere kilo ironi og sandheden gemmer sig i de nøgne kendsgerninger. Det er som om psykiatrien ikke formår at skabe rammer, som kan helbrede selvmordstanker. Heldigvis har jeg en dygtig kiropraktor – der siger, selvmordstanker skal bekæmpes ved at du holder dig i bevægelse. En naturterapeut fortalte mig – du skal tage selvmordstankerne alvorligt, bad dem i hvidt lys og prøv så at mærke, hvad der er årsag.

En kendt dansk forfatter har skrevet: ”man skal være, hvor man er, når man er der”, så nu er jeg begyndt at dele mine selvmordstanker med mine venner – når de er der.

Måske det virker. Enkelte er da begyndt at spørge til, hvordan jeg har det, selvom jeg ser fysisk godt ud og frisk, kan psyken altså netop godt gå med krykker.