Anne Marie Eriksen har skrevet en bog om et meget alvorligt emne. Hun har i sin tid slået sit lille spædbarn i ihjel.

I den ret let læste bog, der er på 86 sider, der tilmed ikke er ret tæt skrevet, fortæller hun meget selvreflekterende om forløbet op til den skæbnesvangre dag. Vi får et indblik i en unge piges inderste tanker og færden igennem mange år, både - som sagt - før, men især også efter den skæbnesvangre nat. Det er lige på, skal jeg love for, det er ikke for sarte sjæle. Fx. får vi at vide, hun var sin kæreste utro, inden barnet blev født, til med var hun lidt af en ”rod”, der fulgte sine egne veje. Den skæbnesvangre nat kvalte hun sit barn på 5 måneder samt prøvede at begå selvmord. Hun skriver: ”At jeg var til fare for andre, kunne jeg ikke vide. At Nikolas skulle dø den nat og ikke jeg, kunne ingen forudsige. Ja, ingen kunne se for sig en kvinde flygte ud af soveværelses vinduet med en kniv i hånden og et spædbarn på armen. For hvorhen? Midt om natten?” Gerningen er hele omdrejningspunktet i bogen, efterfølgende fortæller hun meget detaljeret om sin livshistorie, både hvor hun boede, hvem hun havde som kæreste, om sine utallige indlæggelser, sine sygdomme såsom spiseforstyrrelser, mani og depression.

Tilmed har hun prøvet alternative behandlinger. Det er en hudløs ærlig beretning, hvor man bliver imponeret af hendes hukommelse, selv drømme, hun havde om natten for 10-20 år siden, bliver detaljeret beskrevet. Vi får tilmed et indblik i hendes musikalske karriere, der både omhandler klaver spil og sang. Man kan læse, at hun er et meget intelligent og bogligt begavet menneske, der tænker rigtigt meget over tingene, langt mere ned den gennemsnitlige dansker gør. Nogle gange for meget, tillader jeg mig at konkludere. I bogen beskriver hun tit, hvilke associationer episoder giver hende. Som fx. da en lille killing i koldt vejr stod uden for hendes lejlighed en nat, hun tog den med op i varmen. Episoden gav associationer i retning, af da hun gik med sit døde barn ud i den mørke og kolde nat, mange år tidligere....eller en dag hvor hun tog en mælke karton, der var tom, væk fra en anden karton i køleskabet, nu savnede den karton, der var tilbage, en partner, den var ensom.

Det er en barsk bog, hun har skrevet, den er som en form for katarsis for hende, det betyder mental renselsesproces. Man skal have et vist overskud for at læse den, mange sindslidende vil kunne nikke genkendende til det hav af dagligdags-episoder, hun beskriver. Hun er en sand mester i af afkode det psykologiske spil mellem mennesker samt beskrive det i øjenhøjde med læseren. Konkret er der episoder og tanker, de også har haft, hvor en del vil finde en form for støtte på den måde, at ”jeg er ikke den eneste i verden,” der tænker og føler dette og hint. Det er klart det bedste ved bogen. En bog mange kan få noget ud af, hvis man kan tåle de lidt barske sider, der trods alt er.

Til sidst i bogen står der: ”Ingen skal tage min byrde på sig. At jeg fik en behandlingsdom og ikke kom i den elektriske stol el. lign. er samfundets måde at sige til mig på, at det var hændeligt. Tak for livet” Bogens titel er ”Hvis du vil se mig i himmelen” underforstået, at det lille barn er deroppe, hun vil gerne se det igen, hvis han altså også gerne vil. 

Bogen er udgivet på Forlaget Mellemgaard.

ISBN 978-87-93076-02-0.