Et liv med bipolar lidelse
Mine forventninger til at læse bogen var på forhånd gode, da jeg havde læst bagsiden og uddrag af indholdet på sidesnippen. Hvad jeg ikke havde forestillet mig var, at jeg ville blive fuldstændig grebet af forfatterens måde at skrive om sit liv med den bipolare lidelse på. Det er på en gang en biografi som spænder over flere årtier, men samtidig er den skrevet som en roman. Ikke opdelt i kapitler, men afsnit fra forskellige datoer og årstal i forløbet. Hvert afsnit med en overskrift, som indikerer, hvor Martin er henne i sin sygdom – eksempelvis 25. juli 2001 – ”Rutsjeturen fra helvede”. Så er man klar over, at her sker der noget – måske en mani eller psykose er på vej?
Hele Martins liv - fra han var 19, og til bogen slutter - er en rutsjetur i sindstilstande af de -pressioner, manier og psykoser samt en endeløs behandling af en medicinfauna, hvor benzodiazepiner er den trofaste følgesvend hele vejen. Dette stof som meget hurtigt bliver en støttepind for at lindre angsten, som litiumbehandlingen ikke kan ændre på.
Et stort antal psykiatere – nogle af tvivlsom karakter – har fulgt ham hele vejen, mange med fejldiagnosticering og deraf følgende forkert medicinering, som sikkert var givet i en god mening. På et tidspunkt er alkohol også blevet en følgesvend. Et tifold af indlæggelser af kortere og længere varighed. Store stillinger og fine uddannelser med topkarakterer, skiftende kærester, flytninger m.v. ændrer ikke på tilstanden.
Cigaretten, den royale gule Kings, er hans ven hele livet og fremstår som en del af fortæl -lingen – man kunne tage en kold tyrker og holde op med Alopam og de gule Kings på én gang? Eller hvad? Det blev nu ved den angstdæmpende medicin, en kold tyrker uden psykiaterens samtykke. Det er lettere at holde op med at skyde heroin, end det er at slippe Alopam, som en læge på et tidspunkt fortalte ham.
Det ender med, at Martin er medicineret med ikke færre end fire præparater + Alopam (angstdæmpende medicin) på samme tid. Det kaldes i dag polyfarmaci og er absolut en farlig størrelse, som han også kommer til at mærke på et tidspunkt, hvor han får konstateret en livstruende serotoninforgiftning. Det viste sig, at tre af præparaterne var serotoninfremmende og derfor endte med at give ham fysiske gener så store, at han måtte akut indlægges. Det var en voldsom og slem oplevelse, som kun i sidste øjeblik blev opdaget - han blev reddet og heldigvis uden varige men.
At bogens forfatter mestrer at skrive med så let en pen, med lune og intelligens inkluderet en række versefødder, og samtidig beskriver tilstande som manier og psykoser på sådan en måde, at man - selvom man ikke kender til disse- vil fornemme, hvad man er oppe imod. Det er bemærkelsesværdigt - derfor kunne jeg ikke slippe bogen, som blev læst på ca. 12 timer over to en halv dag.
At jeg havde håbet på en slutning, som ville være løsningen på et bedre og måske lidelses- frit liv for denne unge mand – skal ikke være en hemmelighed - men sådan blev det ikke.
Dette er ikke en lidelsesberetning, men en utrolig velskrevet selvbiografisk roman skrevet af et stærkt menneske. Martin Hansen noterer sidst i bogen: ”Så længe der stadig er tabuer om psykiske lidelser, forbliver jeg anonym”. Det kan jeg godt acceptere, men ærgerligt for han har hele tiden holdt hemmeligt på sine arbejdspladser, at han bar på den bipolare sygdom. Så måske har han selv medvirket til at stigmatisere psykisk lidelse – det kunne jeg godt have tænkt mig at tale med ham om.
Denne bog skal læses af alle, der har - eller har været i nærheden af – en psykisk sygdom – pårørende, hospitalspersonale og alle os med denne lidelse – eller som Martin skriver et sted: ”Det er jo ikke en lidelse, men en gedigen psykisk sygdom”.
Jeg anbefaler på det varmeste at læse bogen, hvor man skiftevis griner og klemmer en tåre, samtidig med at man forstår, hvad det vil sige at leve et liv med den bipolare sygdom.
Forfatter: Martin Hansen
320 sider, 199,- kr.
Forlag: Mellemgaard/2014
ISBN: 978 87 93270 34 3