I de sidste numre af LAP bladet, har man kunnet læse om peer- støttemedarbejdere. Det er folk, der er ansat, lønnet eller ulønnet, i psykiatrien. Deres job består i at samtale med patienterne eller brugerne. Det afgørende er, at de selv engang var været sindslidende; de kan med andre ord bruge deres erfaringer i samtalen. Som en skrev hele tiden i sin artikel: "I teorien" - det er netop i teorien, at det skulle blive bedre. Men hvad med den virkelige verden? Har det nogen betydning i en samtale? Det afgørende er selvfølgelig, at den ansatte er tilstede, er nærværende, har indlevelsesevne, er sympatisk, rar osv. - altså alment menneskelige faktorer. Man siger, at brugerne får mere ud af at tale med en, der selv har prøvet det. En med mørk hudfarve får også mere ud af at tale med en "peer" - altså en der også har mørk hudfarve. Det er igen alment menneskeligt, at man får mere ud af samtalen, når den foregår med en, der er ligesom en selv. Unge vil gerne tale med unge, søster solidaritet kender vi blandt kvinder, der (selvfølgelig) har bedre samtaler med veninderne end med vennerne. Hudfarve, alder og køn spiller en rolle, selv om det fuldstændig er de samme ord, der kommer ud af munden. Selv noget så ligegyldigt som højde, har en betydning: jeg får mere ud af en samtale, når jeg står op, og vi kan kikke hinanden i øjnene. Det sker ret sjældent, da jeg i følge mit pas måler 1,97 meter.

Jeg mere end antyder, at det samme gælder for peer støtterne. I og med at man ved det er en, der også har været noget hårdt og negativt igennem, så føler man selvfølgelig en form for samhørighed, derved kan man godt bilde sig selv ind, at selve samtalen - de ord, der kommer ud af munden, også er bedre. Det har man svært ved, når det gælder højde og hudfarve.

Det er til med langt fra alle kommuner, der vil have peers, fx. Århus kommune. Jeg har talt med en leder på et af de store væresteder. På spørgsmålet, om han ville ansætte peers, var svaret: det har vi ikke råd til. Hvad så hvis de er frivillige? Der var det også nej tak. Det er kun, hvis der kommer et krav ovenfra, de må være der. Jeg vidste godt, han ville svare det. Det gælder langt de fleste steder for psykiatribrugere i kommunen. Det forstår man godt. De kan netop ikke bidrage med noget nyt, som en nyansat ikke også kan komme med.

Hvordan skal man kunne mærke, at det er en peer støtte, man taler med? Det er umuligt. Det eneste plus, er hvis man ved det. I sidste nummer af vores blad står følgende overskrift: "Ligemænd til ligemænd er vejen frem" -åbenbart ikke i Århus Kommune. For en 10 år siden havde man noget, der mindede om det, det var på det psykiatriske hospital i Risskov. Der havde man noget der hed MB uddannelsen, det stod for medarbejdere med brugerbaggrund. Der kunne man få en uddannelse, så man nemmere kunne få jobs efterfølgende. Den fyldte også rigtig meget i pressen. Ud af 100, der ville ind, blev 75 siet fra ved optagelsessamtalen; ud af de 25 måtte 5 opgive den; ud af de 20 der bestod, fik 10 job. Folk troede fejlagtigt, at den gav job i sidste ende, den gav ikke et eneste job, det afgørende var hvor mange ledere på x, y og z værested, der ville ansætte. De var da ligeglade med den MB uddannelse, den var slet ikke kompetence givende. "Jeg tror at Svend Preisler havde forregnet sig”, sagde et LAP medlem til mig forleden dag. Det var Svend Preisler, der stod for den i sin tid. Nu har han et job et andet sted i landet, og vi bliver i samme boldgade. Han finder jobs til sindslidende, men han vælger de bedste ud, dem der har meget overskud, så er det klart, at han kan give over 90 % arbejde. Det der tæller ved medarbejdere, det er gåpåmod, venlighed, sødme, høflighed, faglig viden, engagement og overskud. Så er det lige meget med hudfarve, køn og højde og tidligere sygdoms perioder. Fem min. efter en samtale så har jeg glemt alt om personens højde. Nogle af de bedste samtaler, jeg har haft, er med lave kvinder, i sidste ende har formen ingen betydning. Det har det heller ikke, hvis man har været syg for 5 år siden.

I næste nummer vil jeg uddybe kommuners syn på peers, de har dem et sted, hvor de tilmed bliver uddannet, ergo er man ligesom forpligtet til at have dem.