Det var med stor sorg og undren jeg modtog besked om, at Peter Blæsbjerg, Middelfart ikke længere er hos os.
At det skete via Facebook var ret chokerende – at læse her om en mangeårig ven og et LAP-medlem, der ikke magtede at leve længere.
På Landsmødet i april mødte jeg Peter (for sidste gang) og vi talte, som så mange gange før om livet, om mad - der optog ham som den dygtige kok han var – om at han ville stille op til Landsledelsen, fyldte også meget. Mindre fyldte det, at han ikke havde det så godt trods nye gode ændringer i hans liv, såsom flytningen til Middelfart, hvor han havde sin mor og ene bror.
Men han spurgte mig dog, om jeg kendte til andre behandlinger end Litium og Seroquel mod den bipolare sygdom, han led af. Der tog jeg det ikke op, som at der var fare på færde, da han ikke virkede hverken nede eller oppe. Og det er også svært at råde mht. andres medicin – det der virker for mig, virker måske ikke for en anden. Så jeg sagde blot, at en praktiserende psykiater bedre kunne komme med nogle serøse bud. ”Men der er jo flere måneders ventetid”, svarede Peter. Det tænker jeg stadig over.
Vi havde længe været Facebook- venner og ad denne vej skrev Peter i en privat besked til mig i begyndelsen af juli, at han havde skrevet en bog, som ville udkomme i august måned. Om jeg ville have tilsendt en usb med bogen + fotos til gennemsyn, og hvad jeg derefter syntes om ”Et liv i kaos”, som bogen hedder. Den bog ville jeg gerne læse og anmelde i LAP-Bladet.
Grundet omstændighederne vil jeg først være klar med boganmeldelsen i blad nr. 4. Først uger efter hans død (12. juli 2016) kan jeg skrive disse tanker ned. Peter har skrevet om sit liv på godt og ondt, men på den mindst selvmedlidende og meget sobre måde - og flere steder med slet skjult selvironi. Denne første og eneste bog, viste sig desværre at blive et memorandum om Peter og et punktum. Et dejligt og vellidt menneske, som vi er mange der vil savne, er borte – jeg forstår stadig ikke, at dette menneske på kun 48 år til sidst opgav kampen – og dog forstår jeg det; jeg har jo selv været en af dem, som lægerne ikke kunne give en ordentlig behandling. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde kunnet hjælpe.
Tankerne går til Peters mor, kæreste og brødre. Æret være Peters minde.