Undertegnede har været medlem af LAP siden 2003 og jeg har i den forgangne tid deltaget i følgende aktiviteter; medvirket til oprettelse af grundforeningen i Nordjylland, været medlem af Landsledelsen 2004-5, og tovholder for Sommerlejrgruppen 2006-8, samt diverse andre aktiviteter.

Jeg skriver til Landsledelsen og Forretningsudvalget da jeg er stærkt forundret og bekymret over den retning LAP er ved at tage og den personalepolitik der internt tegner sig i foreningen. Det blev mig bekendt i november måned, at man i forbindelse med en ny bevilling fra Socialministeriet, valgte at afskedige henholdsvis de to rejsesekretærer – Ulf V. Olsen og John Hansen.

Jeg har som tovholder for sommerlejren siden 2006 haft et tæt samarbejde med Ulf V. Olsen, dette på baggrund af en beslutning der bl.a. blev godkendt af den daværende sommerlejrgruppe i samarbejde med Landsledelsen, med begrundelse i, at der var brug for en slags administrativ tovholder på sekretariatet – grundet at det var en stor opgave for gruppens medlemmer at varetage nogle forretningsmæssige praktiske og administrative beslutninger og gøremål i forbindelse med forberedelse, planlægning og afholdelse af sommerlejr.

Og jeg tror godt jeg på de gamle medlemmer af sommerlejrgruppens vegne tør sige, at vi set i bakspejlet har været utrolig glade for den support vi har haft i Ulf V. Olsen. Det var i hvert fald den konklusion os tilbageværende medlemmer af lejrgruppen blev enige om på sidste møde i november. Så det er med stor beklagelse vi nu siger farvel til Ulf.

Dernæst vil jeg gerne vende tilbage til den personalepolitik der tilsyneladende tegner sig i LAP. I de år jeg har været medlem af foreningen, har jeg oplevet noget af en ”svingdørskultur” hvad angår de ansatte i LAP. De to første rejsesekretærer jeg oplevede; Mårten Breum og Nils Holmquist Andersen – endte med at sige deres job op i protest mod arbejdsforholdende og negligering fra en stor del af daværende Landsledelsesmedlemmer. De to førnævnte rejsekonsulenter var som bekendt ansatte med tidligere brugererfaring. I de følgende år har det været noget af en karrusel med nye.

• Nu er det jeg spørger: hvor er det LAP er på vej hen?
• Hvordan bevarer og prioriterer man kontakten til grundforeningerne med den nuværende beslutning?
• Har man en personalepolitik i LAP der garanterer en vis afklaret tryghed i ansættelsen, samt et psykisk arbejdsmiljø der sikrer et godt klima imellem Landsledelse og ansatte + sekretariat?
 Når man træffer større beslutninger som den netop indtrufne afskedigelsesbeslutning, bør man så ikke informere medlemmerne og endnu bedre, henligge sådanne beslutninger på landsmødet?

Hvordan skal LAP fremover fungere?

Skal det være en sygdomsorganisation med fine ord på papiret, høringsudtalelser til folketinget, prangende brochurer osv. Og hvor de menige medlemmer må stille sig tilfreds med at modtage et blad fire gange om året og deltage i et landsmøde?

Eller kunne man forestille sig noget mere afbalanceret hvor også de menige medlemmer og grundforeningerne blev taget mere alvorligt og fremdraget i foreningen. Det sidste bl.a. i forbindelse med tilbud om årlig sommerlejr – for at kunne mødes på tværs af landet, samt andre medlemsaktiviteter som afholdelse af f.eks. frivilligkurser. Dette er nogle bekymrende overvejelser jeg har gjort på det seneste samt nogle spørgsmål jeg godt kunne tænke mig at få svar på – og meget gerne noget debat internt i LAP.

Mange kærlige psykiatribruger-hilsener,
Ulrich P. Steinus.