Jean Pierré Wilken & Dirk Den Hollander | Akademisk Forlag
En ny bog om recovery. Meget tæt skrevet og primært tænkt som orienterende for behandlergruppen, men også med mange nye tanker, sammenhænge og vinkler. En særligt spændende ting er, at der ofres ret meget plads på en historisk udredning omkring begreberne. En udredning der også klarlægger, hvor meget begreberne har skiftet indhold gennem tid. Og hvor mange rester af ”forkerte” tolkninger af begreberne, der stadigt cirkulerer rundt. Måske især i myndighedernes opfattelser af, hvad recovery er for en størrelse.
De to forfattere kommer også fint rundt om de mange enkeltdele der i samspil er med til at igangsætte/skabe processen. Derfor kan bogen bl.a. også ses som et vigtigt og væsentligt modspil til den ressort prioriterede tilgang til recovery, der pt. er fremherskende i samfundets planlægningstilgang til recovery.
En af bogens styrker er, at den viser den holistiske og ligeværdige treklang af det mentale, psykiske og fysiske, som er basal for oplevelsen af at livet kan lykkes. Det eneste negative der kan siges er, at når man har bogen i hånden og læser sig gennem de principper, forfatterne mener, er grundlæggende for succesfuld recovery, så sidder man med en fad smag i munden, når man registrerer, hvor langt der er til at samfundet bare nærmer sig de principper. Endsige opfylder dem.
Det er anmelderens opfattelse, at den største hurdle der skal overvindes for at opnå ægte recovery, er den ressort-ministerielle opdeling af processen, der findes i samfundet. En opdeling der modarbejder helheden i processen. Og i sidste instans hverken får de samfundsmæssige økonomiske gevinster hjem, eller får løftet sig ud over noget der - måske lidt uvenligt - kunne kaldes ”avanceret pottetræning”