Fælles for de tre oplægsholdere var, at der efterlystes en mere nuanceret forståelse af relationen mellem mennesket og arbejde. Og spørgsmålet om en omdefinering af arbejdsbegrebet, eller rettere udvidelse af dette, til også at omfatte menneskelige egenskaber som socialitet og fælles identifikation igennem vores forskellighed, var nærliggende. Igennem historien er vi blevet fortalt, at arbejdsløshed er roden til alt ondt, og arbejdet er en menneskeret. ”Men arbejdet for mennesket er meget mere end det at være en del af produktionsapparatet,” er holdningen hos Bjarne T. G. Hansen. Arbejdsmarkedet må i højere grad tilpasse sig, at vi mennesker er forskellige. Det at man har en psykisk lidelse skal ikke medføre, at man desavoueres som menneske. Men tværtimod skal de sociale menneskelige kvaliteter både respekteres og anerkendes som en vigtig del af arbejdsmarkedet. Først når det er en realitet, kan man tale om et egentligt rummeligt arbejdsmarked.
Hvis man som følge af en psykisk lidelse har været ekskluderet fra arbejdsmarkedet, kan det være både en svær og lang rejse tilbage i arbejde. Derfor er det om muligt endnu mere vigtigt at øve sig på at vende tilbage, for at ens valg derved bliver mere kvalificeret. Med den nødvendige indsigt kan alle erfaringer bruges i livet. Og den smerte, som følger med det at blive ramt af en psykisk lidelse, kan vendes og blive til en motiverende faktor for forandring, er erfaringen, Preben Meilvang har gjort sig. Han har således ”øvet” sig, gennem uddannelse som brugerlærer, MB’er og er nu ved at afslutte pædagoguddannelsen. Som Preben udtrykker det: ”Jeg har taget livet i mine egne hænder.”Selv-identifikationen sker bl.a. ved de relationer, vi opbygger igennem arbejdslivet, men også, og i lige så høj grad, ved de aktiviteter, som ikke direkte er forbundet med det lønnede arbejde. Hvis ”det rummelige arbejdsmarked” ikke blot skal være tom retorik, må man udvise forståelse for, at ikke alle mennesker kan og vil arbejde. Vi vil ikke blot vurderes på vores produktive evner, men vil hævde retten til at blive inkluderet, som ligeværdig, uanset graden af evne for produktivitet på arbejdsmarkedet. Et arbejdsmarked, der i dag i alt for høj grad virker ekskluderende for mange mennesker. Den menneskelignende robot eller kopi kan måske nok overleve på et rigidt arbejdsmarked. Men mennesker er ikke kopier, vi er alle unikke originaler. Og arbejdsgiverne må afkræves større fleksibilitet, således at der sker en rimelig tilpasning af arbejdsforhold, så alle dem, der vil, kan blive inkluderet. Sindslidende, som i en periode har været væk fra arbejdslivet, har måske i en periode god nytte af at have en slags mentor, eller støtte på arbejdspladsen.
Som Christian Martin udtaler, så inkluderes alle i fællesskabet om arbejdet, i de såkaldte ulande. Der overlades man ikke til sig selv, på trods af begrænsninger og forskellighed i produktionsevne. Det moderne samfund kunne med fordel lære deraf. Forskellige syn på og holdninger til arbejdet har længe været mere eller mindre fraværende i debatten i det offentlige rum. Diskussionen, der fulgte de tre oplægsholdere, viste om noget behovet for igen at få kickstartet debatten, idet relationen mellem arbejdet og mennesket ikke er så entydig en størrelse.