Medlemsbladet LAP bringer i nr. 2, 2008 et indlæg fra Ole Christensens under overskriften "Menneskerettigheder i Psykiatrien”

Allerførst vil jeg gerne præcisere et par ting i Ole Christensens indlæg. Han skriver, at han har indberettet Psykiatrisk Sygehus i Viborg til Sundhedsstyrelsen for at have overtrådt psykiatriloven tre gange. Det er i og for sig korrekt, men Ole Christensen nævner ikke, at Det Psykiatriske Patientklagenævn har vurderet de tre klager for at se på, om psykiatriloven er blevet overholdt. Patientklagenævnet har fundet, at retspsykiatrisk afdeling i Regionspsykiatrien Viborg har overholdt psykiatriloven.

Ole Christensen skriver også, at han skal i retten 4.april i forbindelse med en principiel erstatningssag mod Regionspsykiatrien Viborg. Vi har undersøgt de nærmere omstændigheder i forbindelse med den omtalte sag, der angiveligt skulle have været for retten d. 4. april 2008 og har kunnet konstatere, at der var tale om en helt anden retssag. Vi kan derfor slå fast, at der ikke har været anlagt erstatningssag imod Regionspsykiatri Viborg.

Når det handler om retspsykiatri, står de retspsykiatriske afdelinger ofte i dilemmaet mellem patienter, der ikke ønsker behandling, og domstolene, der har pålagt retspsykiatrien at behandle patienterne. Det er det danske retsvæsen, der som myndighed beslutter, hvilke patienter der skal indlægges på en retspsykiatrisk afdeling. Dermed er et ophold på en retspsykiatrisk afdeling et alternativ til et fængselsophold. Objektivt set har der været tale om en lovovertrædelse, som i den konkrete situation medfører et krav fra samfundet om, at lovovertræderen skal behandles frem for at straffes med fængsel. Det er opgaven for de retspsykiatriske afdelinger at indfri dette krav fra samfundet. De retspsykiatriske afdelinger behandler derfor ikke patienter for at straffe dem, men fordi afdelingerne er blevet det pålagt af domstolene, og fordi de har et ønske om at hjælpe patienterne.

Det skal naturligvis ske inden for de love og konventioner, der gælder for det retspsykiatriske område. For at sikre at det sker, er der opstillet en række klage- og ankeinstanser, der skal tilse, at tingene går rigtigt for sig. Der er derfor mulighed for at klage til både Patientklagenævnet, Sundhedsstyrelsen, Folketingets §71-udvalg, Folketingets Ombudsmand og domstolene.

Ud over de mange muligheder for at klage, retter Regionspsykiatrien også løbende et kritisk lys mod sig selv. Inden for de seneste år er der to gange lavet spørgeskemaundersøgelser om patienternes tilfredshed med indlæggelserne på landets 17 retspsykiatriske afsnit. Retspsykiatrisk afsnit i Viborg har begge gange ligget i top sammenlignet med de øvrige afsnit. Dette betyder ikke, at alt er perfekt i Viborg, men det indikerer måske, at man i Viborg netop tager menneskelige hensyn indenfor de restriktive rammer, der er givet.

Til trods for, at jeg er uenig med Ole Christensen på mange punkter, så har han en pointe i, at psykiatrien skal passe på, ikke at undertrykke patienternes rettigheder. Den seneste psykiatrilov er i den sammenhæng et skridt i den rigtige retning, fordi patienternes rettigheder er blevet mere tydelige.