Sidst i juli tog jeg på sommerlejr til Humble på det sydlige Langeland. Det var første gang, jeg skulle af sted på sådan en sommerlejr, så jeg havde lidt sommerfugle i maven. Det var mange nye mennesker at skulle hilse på.

SommerlejrJeg bor på Sydfyn, så det var nemt at tage toget til Svendborg og så blive samlet op der af en bus, bestilt af LAP, og kørt resten af vejen til Humble Musikefterskole. Der blev vi indkvarteret to og to på værelser. Det var et fint sted at bo. Egentlig var det meningen, vi skulle have været i en spejderhytte helt oppe nordpå, men den var nedbrændt. Derfor de flotte forhold. Der var en dejlig stor spisesal og en opholdsstue over for værelserne. I midten var gården, hvor vi kunne samles.

Som dagen gik, fik jeg hilst på folk, og de viste sig selvfølgelig at være søde og imødekommende. Jeg blev indkvarteret sammen med min veninde fra Holstebro, som godt nok først kom dagen efter på grund af sygdom.

SommerlejrUnder hele opholdet havde vi sol og sommer, vi var rigtig heldige med vejret. Kun den sidste aften snød vejret os. Bedst som borde og bænke var sat op, og grillen var tændt, stod det ned i stænger. Grillen kom i læ, og vores grillaften måtte foregå indendørs. Grillen var det eneste typisk danske mad, vi fik til aftensmad.. En iransk kok var inviteret med, så der var iransk mad på programmet hele ugen. Det var dejligt at prøve noget andet end brun sovs og kartofler. Hver aften var der dessert, som regel noget med is og frugt. Dejligt.

Allerede dagen efter ankomsten var der udflugt. Jeg tog med på en bustur til Tåsinge, hvor vi så Valdemar Slot. Det var et flot slot. Opført i 1600-tallet af Christian den 4. til hans søn grev Valdemar. Deraf navnet. Der var mange rum i forskellig stil. Noget var meget gammelt, andet var nyere. Slotskirken nåede jeg også at se. Men ikke et legetøjsmuseum, som lå i forbindelse med slottet. Bare ærgerligt. Der var for lidt tid. På vejen tilbage til Humble så vi Sixten Sparre og Elvira Madigans grav. Da vi kom hjem, ankom min veninde fra Holstebro, og blev indkvarteret.

SommerlejrSenere på ugen var der endnu en stor udflugt. En heldags. Turen gik fra Humble til Svendborg med bus. Derefter med færge til Ærøskøbing, hvor vi havde et ophold. Det er en by med mange gamle charmerende huse, og der bliver gjort meget for at holde stilen og restaurere husene. Vi kiggede rundt på byen, og fandt så en café, hvor vi kunne sidde udenfor og følge med i gadelivet. Så med bus til Marstal, hvor der igen var ophold. Marstal er den store by på Ærø, og ikke så charmerende som Ærøskøbing. Igen var vi heldige at finde en ”udendørs” café, og igen var det hyggeligt. Nu kom sejltur nr. 2, nemlig til Rudkøbing. Derefter gik det hjemad til Humble med bus. Kort efter vi kom hjem, kom en gruppe cyklende hjem, som havde været ude at se på vilde heste. Eller var det hest. De havde cyklet 40 km, så jeg var glad for at have valgt busturen. Men selvfølgelig var det sejt at have cyklet så langt. Og de havde set Langelandsfortet, som nok var et besøg værd.

SommerlejrI løbet af ugen var der mulighed for mindre udflugter. I sommervarmen var det rart med en badetur til Ristinge Strand, den bedste strand på Langeland. En lille tur op og se Humble Kirke med dens kalkmalerier og Tryggelev Nor med Langdyssen ved Hesselbjerg. En bustur til Rudkøbing, som jeg kender godt i forvejen, men som altid er hyggelig at komme til. Specielt i de dage, hvor Langelandsfestivalen løber af stablen, og byen er fuld af liv. Og ikke mindst en sejltur med sejlbåden Ællingen. Jeg havde godt hørt, den var kæntret en af de dage den var ude at sejle. Men det kan da ikke gå galt flere gange på en uge, tænkte jeg. Vi satte os i båden fem mand en eftermiddag. Kun to havde forstand på at sejle. Vi kom et lille stykke ud, så var det på tide at vende båden, for det gik hurtigt udad på grund af den megen vind og strøm, der var den dag. I samme øjeblik beslutningen var taget, brast storsejlet. Så gik det stærkt. Der blev byttet plads i båden, storsejlet rullet sammen i bunden af båden, og båden blev vendt. Så gik det langsomt fremad og – heldigvis indad. Så ind kom vi, godt nok et stykke fra vores udgangspunkt. Men så måtte båden bare slæbes langs stranden, til vi nåede tilbage. Skrækscenariet var, hvis vi var drevet udad og forbi Ærø, for hvor var vi så havnet? Heldigvis havde alle mand redningsveste på. Det er en tur, der sent vil blive glemt.

SommerlejrHjemme på skolen skete der også meget. En dag havde vi besøg af gøgleren Gugge. Han arbejdede med nogle af os om eftermiddagen. Om aftenen var der forestilling, hvor vi gjorde vores bedste. Jeg jonglerede med tre tørklæder. Det gik ikke med bolde. Det er sværere end det ser ud til. Heldigvis var der en anden som kunne det. Og Gugges forestilling var suveræn. En anden dag havde vi besøg af en massør, og det var en god oplevelse. Skuldre og nakke fik en omgang. Det trængte de også til. En aften, en dejlig lun sommeraften, havde vi bål. Det var hyggeligt, der blev spillet guitar og sunget. De, der havde lyst, havde mulighed for at stege pølser og bage snobrød. Da blev det sent, før vi fandt sengen. På toppen af det hele blev der holdt en fest torsdag aften. Med band fra København. Der var gang i dansen. Og da den var slut, var der snak og hygge til ud på de små timer. Snak og hygge var der i det hele taget meget af. Altid var der mennesker i gården, som sad og snakkede. Altid kunne man gå ned og få en sludder. Heldigvis var der plads til det, mellem alle de gode oplevelser.

Sommerlejrgruppen fortjener en stor tak for arrangementet af denne tur. Det kunne ikke have været gjort bedre. Jeg håber, der kommer mange gode lejre fremover.