Mange pårørende glemmer sig selv. Pårørende til psykisk syge har også behov for at komme sig, siger Ulla Bjulver, leder af Sinds pårørende Rådgivning i Århus og medforfatter til en ny bog med pårørende, der fortæller deres livshistorie.

”Den psykisk syge siger jo ikke, at du skal ofre dit liv. Men det er der mange pårørende, der pr. automatik gør. Jeg tror, det hænger sammen med, at mange pårørende glemmer sig selv. Det kan der være 117 grunde til. Nogle gange kan det også være nødvendigt i en periode.

Men som mennesker har vi jo alle sammen et ansvar for vores liv og kan sige ”Jamen, nu kan jeg ikke mere.” Ulla Bjulver mener det er alment menneskeligt, at man gerne vil gøre alt for at hjælpe et menneske, man elsker, ét menneske, man holder af, når man kan se, at det lider. Men ofte betyder det, at man går ud over sine egne grænser og presser sig selv hårdere, end man egentlig har energi til. Man kan sige, at man frelser den anden, men ødelægger sig selv.

Pårørende til psykisk syge skal ikke glemme sig selv Ulla Bjulver og Rie Petersen fra Sinds Pårørenderådgivning har udgivet ”Skøre sjæle – de pårørende fortæller”.

Bogens budskab er, at pårørende kommer videre i deres liv ved at skrive livshistorier. Livshistoriemetoden er oprindeligt kendt som terapeutisk metode for psykiatriske patienter. Den viser sig at være brugbar over for pårørende, der bruger deres energi uhensigtsmæssigt på den syge.

”Vi bruger det at få både pårørende og bruger til at fortælle historien, fordi når du fortæller din livshistorie, så bliver det egentlig en terapeutisk proces.”

Alle kommer videre via livshistorier

Mange psykiatribrugere bruger livshistoriemetoden til at få de positive og gode ting med i livet, mest fordi de ofte slår sig selv oven i hovedet med alle de onde ting og der , hvor man er uduelig og dum og hvor man ikke dur til noget som helst. I bogen fortæller pårørende mange historier, der indeholder vrede og mange skyggesider. Ulla Bjulver oplever det ikke som et problem.

Hun siger: ”Lige meget hvor hårdt og barsk et liv har været, så har der altid været gode oplevelser. Det er der i alle menneskers liv.

Jeg synes også, at det er nogle meget barske og hårde historier, hvor sorg og vrede fylder meget. Men jeg vil sige, at alle de her pårørende, der har skrevet deres historie er kommet videre.

Alle historier slutter også med, at du kan mærke, at nogle er gået et skridt videre og nogle er gået 25 skridt videre. Så jeg synes ikke, at det kun er det mørke og det dystre, der fylder.”

Søg hjælp før det går galt.

Mange pårørende oplever måske afmagt eller følelsen af at spilde sit liv. Mange opgiver håbet, samtidig med, at de måske ikke er klar over præcist, hvor der er hjælp at hente. Ulla oplyser om, hvor vigtigt det er at komme i gang og søge hjælp, inden det går galt.

”Det er fælles for dem, der kommer nede i Sinds Pårørenderådgivning, at jo hurtigere de får hjælp, jo lettere bliver det faktisk at leve, også for den, der er syg, fordi du får nogle redskaber til netop at lade være med at gå fuldstændig ind i den andens liv, men have et liv for dig selv.”

Det er sådan, at mange faktisk får en masse aha-oplevelser og tænker ”Gud, var jeg virkelig sådan” og pludselig kan se deres meget uhensigtsmæssige adfærd. Pårørende lever den syges liv.

Ulla Bjulver siger, at der ikke er et ord for denne uhensigtsmæssige adfærd, men at det vil sige en medafhængighed, som mange pårørende til alkoholikere har.

Det er netop dette negative adfærdsmønster, der skal brydes. ”Der er faktisk utrolig mange lighedspunkter mellem det at være pårørende til psykisk syge og det at være pårørende til en alkoholiker.

Du begynder at leve dit liv ud fra, hvordan den, der er psykisk syg lever sit liv og du får forskellige roller. Du bliver advokat for den, der er psykisk syg, du bliver socialrådgiver, du bliver hjælper. Du får alle mulige funktioner og det skal man ikke have over for et andet voksent menneske. Vedkommende må selv tage ansvar for sit eget liv.”

Det værste er, at den velmenende pårørende glemmer sig selv og går ud over sine grænser, så det i mange tilfælde kan ende med, at den pårørende selv bliver syg i en kortere periode.

Der er tyve hele tiden!

En familie indrettede hele deres liv efter den syges vrangforestillinger:

”Et eksempel kan være en far, som er meget dominerende. Han siger: ”Jamen, der er tyve hele tiden i vores hus og tyve, der vil bryde ind i huset. Vi skal lukke alle døre, og vi skal rulle sorte rullegardiner ned,” selv om det er højlys sommer eftermiddag. Når far siger det, jamen, så er det sådan. Det er jo ikke nogle hensigtsmæssige mønstre, man får i den familie, fordi man indretter sig efter den, der er syg.”

Der er også andre fortællinger i bogen, hvor pårørende fortæller om de svære ting, der er blevet bearbejdet via skriveprocessen:
”Man hører om en mand, der går rundt og tager al cementen ud mellem murstenene, fordi han tror, der er mikrofoner derinde. Konen har svært ved at stoppe ham. Lidt hen ad vejen går hun med på det, fordi hun ikke orker konfl ikten i forhold til ham.”

Ulla Bjulver fortæller, at når konen senere ser sine egne handlemønstre på skrift, bliver hun fuldstændig fortørnet og tænker:

”Jamen gud, har jeg levet 16 år med en mand, som har været så syg!” og ser, at hun selv har været en del af et uhensigtsmæssigt mønster. Hun har hørt mandens vrangforestillinger i mange år, hvor han har følt sig forfulgt af et lesbisk par – og hun har ikke reageret.

Når hun ser tilbage på det i dag, tænker hun måske: ”Jamen, er det rigtigt det her?” Hun ved godt, det ikke har været rigtigt, men hun bliver selvfølgelig forskrækket over det.

- Det kommer bag på mange, at de har glemt sig selv i mange år. Mange spørger sig selv: Hvorfor handlede jeg som jeg gjorde? Hvorfor kom jeg så sent kom ud af det dårlige mønster? Men på sin vis er det jo et selvvalgt mønster.

At sige det højt

Der sker noget, når man fortæller sin historie højt eller får den skrevet ned på papir:

”Det er forskelligt, hvad der virker bedst. Nogle mennesker er rigtig gode til at udtrykke sig mundtligt, hvor andre bedre kan lide at sidde for sig selv og skrive. Men det er den samme proces, du går igennem.”

Pårørende får brudt ensomheden.

I Sinds Pårørenderådgivning kommer mange pårørende, som er i krise og som selv har lettere angst eller depression. Mange får hjælp og brudt ensomheden:

”Når de har gået i et af vores gruppeforløb, får det bearbejdet og snakket med andre, så ved de, at de ikke er alene. Der er mange andre, der har de samme følelser. Så bryder de pårørende noget af isolationen, tabuet og ensomheden. Mange får det godt igen.”

At komme sig som pårørende

Inden for psykiatrien taler man meget om det at komme sig, også kaldet recovery, der går ud på at genvinde magten over sit liv efter en sygdomsperiode. Den samme proces kan sættes i gang med et forløb i Sinds Pårørenderådgivning:

”På en måde, kan man sige, at det er en recoveryproces, men den tager som regel også fl ere år. Det er ikke noget, man bare gør på 3 måneder – og så har du det super godt igen. Det er nogle ting, du skal bearbejde. Du skal også lære nogle nye handlemønstre i dit liv.”

Får den psykisk syge altid skylden?

Bearbejdsningsprocessen kan være temmelig ubehagelig for mange, fordi man lige pludselig skal til at arbejde med sig selv og ikke den syge. Ulla har i denne sammenhæng en pointe:

”Du kan lige pludselig ikke længere give den, der er psykisk syg skylden for, at tingene er som de er. Du bliver nødt til at tage hånd om det og tage ansvar. Hvis du f. eks. har været gift med en mand i 40 år og du aldrig rigtig har kunnet tage ansvar og fi nde ud af, hvad du føler og hvad du har behov for, ja, så kan det være en ubehagelig proces.”