- Kognitiv terapi er mere effektiv og billigere end antidepressiv medicin.

Det fastslår psykolog og master i Folkesundhedsvidenskab Rita Fjeldsted.

I afhandlingen ”Behandling af Depression i Almen Praksis” fra 2002 viser hun, at det er ganske ufortjent når terapi i dag lever upåagtet bag et stadig stigende forbrug af antidepressiv medicin i Danmark, - derfor bør Sygesikringen give tilskud til psykoterapi hos autoriserede psykologer på linje med medicin, mener psykologen.

Styrken i terapi fremfor medicin er at terapi forebygger nye anfald, fortæller Rita Fjeldsted,
- ser vi over en flerårig periode virker terapien bedst. Når man ser over et længere tidsperspektiv, som jeg har gjort i min afhandling, klarer terapien sig bedre end både lykkepiller og de gamle tca-præparater. Det siger noget om, at terapien giver folk redskaber til at undgå tilbagefald og undgå fremkomsten af nye depressioner, forklarer hun.

Problemet er penge


Den offentlige Sygesikring giver ikke tilskud til terapi på samme måde som den giver tilskud til medicin. Sygesikringen giver kun tilskud, hvis en depression for eksempel skyldes et dødsfald i den nærmeste familie eller en ulykke. Og det er langt fra alle, der har de ca. 10.000 kr., som et terapiforløb hos en psykolog kan koste, når der ikke er tilskud.

- konsekvensen er at flere bruger medicin frem for terapi fordi de ikke kan få tilskud. Det bliver simpelthen for dyrt for klienten selv, siger Rita Fjeldsted.

Terapi kan fjerne ubalancen

Selv har Rita Fjeldsted modtaget klienter, som har opgivet at tage deres antidepressive medicin. Det er måske sket på grund af bivirkninger eller fordi de kun har oplevet en delvis bedring med pillerne,
- der oplever jeg at terapi kan hjælpe klienterne til en fuldstændig helbredelse, fortæller hun.

Hun betegner sygesikringens tilskudspolitik og det stadig stigende forbrug af lykkepiller som resultatet af en mekanisk indstilling. En indstilling, der går ud på at depression er en ubalance i de biokemiske processer, blandt andet serotoninen i hjernen og kan stabiliseres ad medicinsk vej.

- Man er bare ikke opmærksom på hvad det er, der skaber ubalancen, siger Rita Fjeldsted. Man er heller ikke opmærksom på at en del undersøgelser viser, at terapi på samme måde som medicin kan genoprette den biokemiske balance i hjernen.

- Redskabet for psykologerne er troen på det enkelte menneskes ressourcer. En psykolog ser nemlig sin klient som et normalt menneske, der blot reagerer på nogle uheldige omstændigheder, forklarer hun,
- og mennesker med en depression er i stand til at genoprette balancen, hvis de får tilstrækkelig hjælp til det.

Ønsker frit valg af behandling

Til trods for erfaringerne fra hendes egen praksis er Rita Fjeldsted selv overrasket over, hvor klare hendes resultater af undersøgelsen har været.

- Jeg vil sige, at jeg ikke havde nogen fast forventning om, hvordan resultatet ville se ud. Og mine resultater viste da også, at terapi var den dyreste behandlingsform, når man kigger på det enkelte behandlingsforløb. Men samtidig er den altså væsentlig mere effektiv på længere sigt.

Med det resultat i hånden er det lykkedes hende at trænge igennem i de fl este danske medier samt i Amtsrådsforeningen, hvor man er positiv over for at ændre tilskudsreglerne for behandling af depression. Foreløbig er der ikke kommet konkrete resultater ud af offentliggørelsen af afhandlingen,
- men selv håber jeg at mine resultater kan medvirke til at valget af behandlingsform bliver mere åbent og frit både for de praktiserende læger og klienterne selv, fortæller Rita Fjeldsted.