Jeg sidder og er meget sur på psykiatrien, både hospitaler og distriktspsykiatrien.

Man er uheldig at ramle ind i problemer, som så medfører, at man bliver indlagt på et psykiatrisk hospital. Men man regner selvfølgelig med, at de er der for at hjælpe en over den svære krise, man nu engang er havnet i. Med støtte og vejledning, for så at komme videre med livet.

Jeg blev holdt fast i systemet i 9 år, ved at hver gang jeg ikke ville tage deres anbefalede medicin eller følge deres behandling fi k jeg at vide, at hvis jeg ikke fulgte deres anbefalinger, ville de kontakte min kommune med henblik på bekymring af min egenskab som mor.

Jeg har fem børn og elsker dem alle sammen. Jeg var bange for at miste retten til dem, og derfor blev jeg ved med at følge deres behandling. Jeg skulle deltage i samtaler hver 14 dag, og min medicin var på 300 piller om måneden.

Jeg er i dag fri af al medicin og fungerer fuldstændig normalt, jeg droppede dem. Og jeg har stadig mine børn. Jeg er begyndt i skole og arbejder også lidt, det er skønt ikke mere at være frivillig tvungen til at følge deres behandling.

Vi er nødt til at trodse dem, når behandlingen ikke er hensigtsmæssig eller forkert diagnose. Lad dem ikke lege med os.