...den hænger nedad. Sådan lyder den gamle sang. Og vi er rigtig mange, både mænd og kvinder, der er kede af det af dén grund. Det handler om impotens og frigiditet. Mange mennesker har problemet – men psykisk syge har ofte det ekstra problem, at den helt nødvendige medicinske behandling i mange tilfælde også har den bivirkning, at den fremkalder impotens eller frigiditet og en fedme, der i sig selv kan ødelægge sexlivet.

Disse bivirkninger er invaliderende. Jeg har selv haft problemet i større eller mindre udstrækning i mange år, indtil jeg fandt en medicin, der ikke (for mig) har disse bivirkninger. Man skammer sig – og føler sig helt alene med problemet. Der er i behandlingssystemet (som i det øvrige samfund) en ulykkelig berøringsangst overfor dette problem. Ingen taler om det. Og så må man jo selv vralte sig gennem tilværelsen med sine tyve til fyrre ekstra kilo og oven i købet ikke kunne ”få den op at stå”.

Dette kan i sig selv smadre et liv. Man tør ikke binde sig – føler sig også på denne måde, ud over den sociale stigmatisering ved psykisk sygdom, utilstrækkelig. Man tør ikke være tæt på andre mennesker. For tænk nu, hvis hun vil noget mere... Ak nej, jeg tør ikke – jeg bliver leet ud. Jeg er til grin.

At man ikke ved behandlingssstart med psykofarmaka får at vide, at mange typer medicin har disse bivirkninger, er efter min mening en skandale. Problemet bliver gemt væk – og i den ulykkeliges hjerne bliver forestillingerne om sex mere og mere underlige og bizzare – fordi man forsøger at fortrænge det. Vi må erkende, at problemet eksisterer – for rigtig mange psykisk syge. Åbne op for debatten – og dermed lægge pres på medicinalindustrien for at finde bedre medicin. Jeg er så ked af... Men det gider jeg ikke være længere. Nu skal der gøres noget!