Jeg har hørt stemmer i mange år, og har været meget forpint af det. Men som led i min Recovery-proces har jeg fundet en måde at betragte fænomenet på, så jeg kan tackle det. Faktisk føler jeg, at stemmerne er på kraftig retur som følge af min nye måde at betragte det på.

Det hele startede i min første ungdom, ved at jeg gjorde noget, jeg ikke skulle have gjort. En gerning, som startede et vældigt selvhad indeni mig. Jeg forbandede mig selv.

I mange mange år derefter har jeg været et meget splittet menneske. Jeg har følt, at der var noget indeni mig, som var så ondt, at jeg måtte fortrænge og til sidst helt fraspalte det min personlighed. Der var noget, jeg ikke ville kendes ved. Der var tanker, der var så onde, at jeg ikke turde tænke dem. Men det at holde disse tanker på afstand var så opslidende, at jeg var ved at blive skør. Og jeg har oplevet lange perioder med stor psykisk træthed. Det føltes, som om der stod en mand udenfor døren, og ville ind. Han bankede og bankede, med knyttede næver, og jeg stod på den anden side af døren, og forsøgte desperat at holde ham ude, at holde stand.

Nu har jeg så åbnet døren for at se, hvad det egentlig er, der larmer sådan på den anden side af døren – med andre ord i mit hoved. Og det viser sig, at det jeg fraspaltede, og som jeg så desperat har forsøgt at holde ude er en del af mig selv.

Den nye måde, jeg betragter stemmerne på, er, at det er mine egne tanker. Tidligere troede jeg, at jeg havde telepatisk forbindelse med andre mennesker. Jo jo, jeg har skam haft interessante samtaler indeni mit hoved med flere berømte personligheder, bla George W. Bush, Anders Fogh Rasmussen og andre notabiliteter. Troede jeg. Og det er jo også altid rart at føle sig på bølgelængde med de kendte.

Men jo mere jeg kæmpede mod stemmerne, jo mere splittet blev jeg. Jeg troede, at onde mennesker ville skade mig via tankerne. Jeg var paranoid. Jaget og pint af mine egne tanker. Som jeg ikke ville kendes ved. Derfor fik de karakter af noget udefra kommende. Jeg følte mig ofte midt i opslidende kampe mod disse ”onde personligheder” - det hele var for så vidt ret spændende – men altså opslidende.

Det helt store gennembrud har været at indse, at stemmerne er mine egne, selvdestruktive tanker, født af et grænseløst selvhad. Og derefter at tilgive mig selv.

I 16 år har jeg været panisk angst for at tænke bestemte tanker. Det er som når man får at vide, at man ikke for nogen pris må tænke på en lyserød elefant. Man tænker ikke på andet – men prøver samtidig at holde tankerne borte, ude. Enormt opslidende. Befrielsen kommer, når man lukker disse tanker ind – tør tænke dem. Det er såmænd slet ikke så farligt. Det er ikke sikkert, at man skal handle på disse tanker – men man er nødt til at lukke dem ind, tænke dem. Se hvad det er, hvad det handler om.

At have været så splittet, som jeg har været det, og så opleve denne heling føles som lykke. Befrielse. I perioder har stemmerne kommenteret alt hvad jeg tænkte og følte og gjorde. Og jo mere jeg kæmpede mod dem, jo mere splittet og forpint blev jeg.

En dag bliver jeg måske så stærk, at jeg kan slippe medicinen. Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er den nye fred, jeg føler i mit sind. Recovery kan tage lang tid. Fra mit selvhad startede til i dag er der gået 23 år. Nu skal jeg til at drage omsorg for mig selv. Elske mig selv. I stedet for at være nødt til at frelse verden. Tilgive mig selv. Lade tankerne strømme. Se på dem. Se på alt, der er i mig. Hele mit sind. Jeg er ikke længere bange for mine egne tanker. Heller ikke de mørke impulser. Det, der er, det er. Og det bliver først farligt, når man forsøger at fornægte det, holde det ude. Dette er min vej mod et bedre liv.