Studier har vist, at mange mennesker begynder at høre stemmer pga. stress eller efter en traumatisk oplevelse i deres liv.

Den 29. september 2005 havde Socialpsykiatrisk Center arrangeret et foredrag om dette emne i Hvalsø Hallen. Udgangspunktet var psykiatribrugernes egne livshistorier. De fortalte om, hvordan det er at høre stemmer, og de fortalte om nye måder at forstå og håndtere stemmehøring på. De fortalte de mest hjertegribende historier om mangel på kommunikation med sygehuspsykiatriens personale og om magtmisbrug. Først når patienten gjorde oprør mod systemet kunne hun inddrage alt, hvad der var af betydning for egen situation og helbredelse. Patienterne udviklede deres egne selvhjælpsstrategier for at kunne øge egen indflydelse. Der blev bl.a. etableret et stemmehørernetværk i Hvalsø. http://www.hearingvoices.dk/

For brugeren af etableret psykiatri handler det om at blive hørt og føle sig forstået, mens de oplever det som mangel på respekt, når der anvendes tvang. Brugerne føler sig misinformeret, når der mangler adgang til information om muligheden for at komme sig og påtage sig ansvar for eget liv. Det er foruroligende, når man har det skidt, at man tilmed skal være bange for at blive tvangsbehandlet også lang tid efter et indlæggelsesforløb. Når man behandler et menneske med depotmedicin (psykofarmaka, som har sin fulde virkning i ca. 14 dage), er der fare for, at behandlingen fortsætter resten af menneskets liv, fordi der stadig findes læger, der tror at psykisk syge ikke kan blive raske. De mest udsatte grupper er udlændinge, hvor deres uvidenhed om rettigheder og deres økonomiske afhængighed kan misbruges til at udforske ny medicin.

Det er forkert at tro, at de fleste psykiatere har et fuldstændigt billede af deres patienters sygdomshistorier, idet de får mindre og mindre tid til flere og flere patienter. De fleste er interesserede i at dæmpe eller fjerne symptomer ved brug af medicin. Desværre er der ikke råd til at tilbyde psykologhjælp, det er for krævende, og behandlingen varer for længe.

Ofte ser psykiaterne ikke symptomerne/lidelsen i en kontekst af patientens liv. De fleste psykiatere er biologisk orienterede og har et mekanisk og materialistisk verdensbillede. Det er umuligt for personer med for eksempel en ”Kundalini rejsning” at tale med deres læge om åndelige oplevelser, mystiske hændelser eller særlige evner. Sådanne fortællinger vil blive opfattet som udtryk for sindssygdom. Der viste sig også for sådanne mennesker et behov for at stifte deres eget hjælpenetværk. En sådan gruppe mødes hver måned i Roskilde og København. hjem.get2net.dk/kundalini

Motion, god kost, at undgå skadelige stoffer, kærlighed, fred og ro, natur, meditation/bøn og arbejde er blandt meget andet ligeledes vigtige for at kunne få det bedre.

Men for at man kan komme sig, skal der forskes i disse spørgsmål, og der er brug for et system med fokus på helbredelse via afvænningscentre og andre støtteforanstaltninger med mulighed for en gennemtænkt og planlagt nedtrapning af medicin.

Det må være en højt prioriteret opgave for de nye regioner.

Mennesker skal leve livet, erfare og selvstændiggøres, stilles over for udfordringer og modnes. Den moderne "livsstilsmedicin" tilbyder en lettere verden, men mine erfaringer siger mig, at det medfører umodenhed, angst og kedsomhed samt bivirkninger, som stort set altid følger af en medicinsk behandling.

Medicin vil ikke skabe mening, afskaffe ensomhed, forhindre sorg og ulykke. Sund fornuft, sociale kontakter og et godt netværk, gode bøger, fritidsaktiviteter, kunst og kærlighed - er vejen frem.

Medicinalindustrien gør dårlig trivsel til en sygdom

Det er ingen hemmelighed, at der er meget store økonomiske interesser indenfor dette feltinteresser, det som enkeltindivid kan synes næsten uoverkommeligt at stille spørgsmål til. Vi har i vidt omfang overladt sundhedspolitikken til medicinalindustrien, der har overordentligt frie hænder til at sætte dagsordenen.

Det er også i vid udstrækning en samfundsmæssig beslutning, hvor grænsen går mellem dårlig trivsel og depression. Der er enorme grupper af mennesker, der af den ene eller anden grund ikke befinder sig på livets solside i en kortere eller længere periode, f. eks. ensomme, arbejdsløse eller folk med kærestesorg.

Det er over for denne gruppe, at den moderne medikalisering af livets problemer bliver til industriinteresser.

Det er nødvendigt at diskutere dette åbent!

Vi er nødt til at tænke de samfundsmæssige hensyn ind i vores sundhedspolitik. Sociale og psykologiske problemer bør ikke løses med biokemi.

Antidepressiv medicin gør det sværere for folk at tage stilling og være kritisk. Men ønsker vi virkelig et samfund, hvor kemisk forandrede personligheder af denne type er standarden?

Hvis udvendighed, selvhævdelse og tilpasning er vinderne, så bliver taberne de indre værdier som sjælero, modstandskraft og retfærdighedssans.

Udvendighed og tilpasning er måske økonomisk rentabelt for en stund, men det gør medmenneskelighed til en mangelvare, og det bremser menneskelig vækst.

Drømmen om den lette biomedicinske løsning er i mine øjne en livsløgn. Præparaterne hæmmer også evnen til at håndtere livets almindelige tildragelser. Sådanne stoffer kan give en betydelig afhængighed. Virkningen forringes efterhånden så meget, at risikoen for bivirkninger blandt andet i form af opblussen af selvmordstanker og selvskadende adfærd bliver større end den positive effekt.

Mennesker med psykisk sygdom følger sig stigmatiseret af diagnosen, nogle følger sig stigmatiseret af behandlingen.

Sindslidende har behov for behandling, omsorg og pleje under smukke omgivelser og relevante aktivitetstilbud, beskæftigelse, gymnastik, sport, underholdning m.m.

Hvad med at bygge et sanatorium/refugium som forsøg på velfærdpsykiatri, alternativ forebyggende behandling, hvor sårbare sjæle kan opleve velvære og blive forkælede, f.eks. med vand eller massørens hænder, og komme sig over deres livs krise? Jeg vil gerne åbne en debat i den retning. e-mail: k.a.hansen@tele2adsl.dk

Dybest set mener jeg, at et rigt samfund bør have råd til at kunne tage sig af de svage/syge og de fremmede, som vi har.

Derudover bør samfundet også være så rummeligt, at det kan give plads til forskellige former for skæve eksistenser, ikke kun på det allerede etablerede arbejdsmarked, men via en speciel iværksætterpulje for de svage. Der skal åbnes en dør for dem, som har ideer til nye initiativer, videreuddannelse og kendskab til støttemuligheder skal udvides. Folk som har brugererfaring skal inddrages i videnskabelige undersøgelser og i forskning på de psykiatriske områder. Det nytter ikke at fortsætte videre med kun at høre på den etablerede lægevidenskabelige forskning, mest identificeret med medicinalindustrien. Det giver skæve grundværdier i behandlingspsykiatrien. Det skal ikke forstås sådan, at jeg vil udelukke medicinering i psykiatrien, jeg vil bare fastslå, at der også skal gives andre muligheder i praksis. Hjernen er et levende organ, som har stort potentiale til selvregenerering, hvorfor så ikke udnytte denne egenskab.

Der skal oprettes en database, i internationalt omfang, indeholdende eksempler på recovery, og der skal opsamles informationer om alle de måder, som førte til helbredelse, såvel alternativ behandling som forsøgsmetoder. Sådan en database skal være gratis tilgængeligt for alle på Internettet.

Der skal gives håb om helbredelse for en psykisk sygdom! Der skal gives lov og god tid til at mennesker kan blive helt raske, og ikke kun nøjes med at dæmpe symptomerne gang på gang med piller, der efterfølgende medfører gentagne indlæggelser.

Stress er en følgesvend til det danske arbejdsmarked, og derfor bør man uddanne folk i stresshåndtering, både på arbejdsgiver og arbejdstager siden. Et sanatorium/refugium kan være det bedste sted til at afstresse folk og sammen med en vejledning om kost, motion m.m., kan det lægge et plaster på sjælens sår.

Jeg har selv været vidne til en stresset leders dødsfald. En leder, som besad bred viden, og som var socialt engageret og optaget af de svages vilkår.

Hvilket spild af resurser!

Som almindelig borger har jeg følt mig magtesløs, når jeg kunne se mangel på handlekraft, om det var fra min egen, lokalsamfundets eller fra statens side. Jeg har set, at arbejdsmedicinske klinikker ikke magter at håndtere så mange sager, som der er, især når de ikke kan få effektiv støtte fra fagforbundenes side.

Derfor blev jeg aktiv bl.a. i LAP (www.lap.dk), for at skabe mere balance mellem de stærke og de svage. Og først og fremmest for at skabe mere trivsel, livskvalitet og psykisk velvære for de svage borgere, og for selv at opleve glæde ved at hjælpe andre.

Danmark har råd til at tænke og investere i menneskeværd.