Knud Kappelgaard har med denne skønlitterære bog formået at beskrive den dårlige behandling indlagte i Asylet i Risskov fik i 1800 tallet, sådan at man ikke kan lade være med at tænke på forholdene i dag.

”Kapellanens Dagbog” er halvautentisk idet den bygger på en sygejournal fra dengang, men dagbogsfortællingerne er forfatterens egne fiktive ord.

Kapellanen ( som er en hjælpepræst ) kommer til sit sogn i 1850 og er meget glad og tilfreds dermed. Men pga. dødsfald i hans nærmeste familie får han det psykisk meget dårligt af sorg.

Samtidig falder hans betagelse af det modsatte køn klart ved siden af den accepterede norm på det tidspunkt.

En flok rigtige præster får ham derfor indlagt på Asylet. Her formår han at gøre den triste dagligdag lidt lysere for sig selv og sine medpatienter med forskellige kreative bidrag som deklamation og sang. Personalet på Asylet anser denne udfoldelse som sygdomstegn og sætter ham til at lave træls, rutinepræget arbejde. Han er i Asylet i 38 år indtil sin død og har i den lange periode taget meget skade af at være indlagt.

Udover de alvorlige budskaber i bogen omkring psykiatrien og nødvendigheden af kreativitet under en indlæggelse samt problematikken normalt/unormalt er bogen også et godt litterært værk. Der er nogle flotte beskrivelser af natur og af kapellanens følelser og stemninger.

Bogen er klart anbefalelsesværdig. Den er udkommet på forlaget Underskoven i dette år.