Nogle medlemmer er kommet med den idé, at LAP bør forsøge at rejse og føre enkeltsager af generel og principiel interesse og betydning for medlemmerne.
På landsmødet i 2007 blev dette punkt herefter medtaget i handlingsprogram 2007/08.
Sager af denne karakter kan enten være sager inden for de forskellige administrative klagesystemer eller sager der - typisk efterfølgende – indbringes for domstolene. Endelig er der også mange gange den mulighed, at gå til Folketingets Ombudsmand.
Betingelsen er som hovedregel, at der foreligger en konkret sag for et medlem, der kan tages op – og at det pågældende medlem er indstillet på at stille sig til rådighed for sagen.
Fælles for den type sager er yderligere, at de ofte er langvarige – dvs. de kan måske strække sig over adskillige år – og kræver normalt mange ressourcer i tid og penge – også selv om der f.eks. kan opnås fri proces.
Ikke så sjældent kan det derfor i stedet vise sig mere effektivt, at det pågældende problem søges løst i en mere politisk sammenhæng.
LAP vil imidlertid meget gerne forsøge at finde sager, der med fordel kan tages op sammen med et medlem – og som samtidigt kan komme andre medlemmer til gavn.
Har du derfor en egnet sag, vil vi meget gerne hører fra dig. Husk blot, at det skal være en sag, der ikke er forældet eller hvor klagefristen er udløbet. I de tilfælde kan vi normalt ikke stille noget op. Naturligvis skal du også grundigt overveje, om et sådant sagsforløb vil være for belastende for dig eller have for store personlige omkostninger – selv om vi naturligvis gør hvad vi kan for at støtte dig bedst muligt undervejs.
Som det fremgår er der mange ting, der kan spille ind, når det skal vurderes, hvilken sager der er realistiske at tage fat på. Det er naturligvis helt afgørende, at der ikke sættes sager i gang uden at der er gode chancer for et positivt resultatet, der bliver til gavn for både den enkelte selv og andre psykiatribrugere.
Send os i første omgang en kort beskrivelse af sagen – men ikke hele sagen med bilag osv. Så prøver vi at vælge dem, der ser mest lovende eller betydningsfulde ud for foreningens medlemmer.
Har du spørgsmål eller vil du gerne drøfte en sag på forhånd, er du meget velkommen til at kontakte LAPs juridiske konsulent.