Året 1981 blev udnævnt til ”Handicapår” – dengang var dette ikke indbegrebet af psykiske lidelser, og det fik mig til at bruge emnet til at skrive en kronik om en akut tvangsindlæggelse udløst af en forrygende psykose. Det må indskydes at kronikker med indhold af psykiatrisk karakter, skrevet af almindelige mennesker, ikke var hverdagskost at få ud i medierne. I dag er psykiske lidelser kommet ind under handicaplovgivningen og vi må så se, om der kan komme nogle fordele og forbedringer ud af det.
Biograffilmen ”Gøgereden” brugte jeg som eksempel - den var bestemt ikke overdrevet – det jeg så i den film fra tiden i 50´erne var jo nærmest identisk med det jeg selv oplevede i 1980.
Hvis man besøgte et psykiatrisk hospital i begyndelsen af 1980´erne – måtte man simpelthen blive stærkt chokeret. Tvangsindlægges man som jeg, på lukket afdeling en sen nattetime, var forløbet dette:
Mine pårørende har forladt hospitalet og i min psykotiske tilstand beder jeg om en samtale med vagthavende læge. Men her møder jeg den første modstand, for det lader sig ikke gøre før stuegang næste dag. Jeg mærkede følelsen af tremmer, hørte kraftig raslen med nøgler som åbner og låser – og jeg fik den første fobi nu - hvis jeg ikke havde været bevidst om det før.
Jeg bliver utroligt bange og vred på samme tid og begynder at løbe mod udgangen. Her begynder dramaet at tage fart. Jeg blev grebet af stærke arme og ført til skafottet – sengen med bæltet. En smule forståelse ville have kunnet afværge det drama der nu fulgte. I stedet for kommentaren fra plejeren; ”Jeg kender godt din slags, dig skal vi sgu nok ordne!” Og pludselig ligger jeg fastspændt på en to-mandsstue i fikseringsbælte ved siden af en mand!! Den stakkels fyr i den anden seng bliver udvist til en anden stue og jeg ligger nu alene og vrider mig rundt i selen, mens jeg skriger af angst.
Det lykkedes mig at komme fri af selen - jeg fik kræfter som en okse - selen var formentlig ikke korrekt fastgjort. Endelig kommer jeg løs og er nu helt desperat – jeg er uskyldig - blevet umyndiggjort til trods for mine 30 år. Forsvarsmekanismen træder automatisk i funktion – jeg gik simpelthen grassat – amok – jeg har pludselig uanede kræfter og kæmper nu en vild kamp mod to stærke portører. Efter en lang og sej kamp mod sprøjten og slagene, mistede jeg bevidstheden og dermed kontakten med livet - og psykens kræfter arbejder nu helt autonomt.
Jeg vågner først op et døgn senere og er nu i en helt anden verden. Pludselig befinder jeg mig på en enestue, tøjet er hængt pænt på plads i skabet, som om intet var hændt. Sengen er våd, for jeg har ikke kunnet forrette min nødtørft som normalt, selvom jeg havde råbt og skreget på hjælp hele dagen. Nu er jeg altså blevet sindssyg!
Jeg har haft et nervesammenbrud, som de kalder det her – men de aner bare ikke at jeg har været døden så nær, som man kan komme. Kroppen er gul og lilla af slag og rifter, ringen med den smukke gule topas er slået ud af fatningen… Men jeg vidste, at jeg var blevet frelst af Gud; Han har set alt hvad der er hændt og jeg har med Ham aftalt at stå dette igennem, selv om døden ville have været en lettelse. (En lignende religiøs oplevelse som jeg havde haft under den første tvangsindlæggelse i 1977).
Nu kan behandlingen så begynde. Psykosen bliver behandlet med injektioner af kraftig antipsykotisk medicin. Først efter 8 dage kommer den kvindelige overlæge ind på den lukkede afdeling. Jeg fremviste min forslåede krop, men turde ikke fortælle hvorfor jeg så sådan ud. Jeg fortalte heller ikke, at jeg var skarp modstander af nervemedicin, som hidtil aldrig havde gavnet mig.
Hospitalet jeg blev indlagt på ligger i Glostrup ved København og var i 70´erne og indtil midten af 80´erne berygtet for sin hårdhændede behandling af psykiatriske patienter og kendt for ikke at stille diagnoser. Dette må være årsagen til at jeg først fik bi-polær affektiv lidelse (manio-depressiv psykose) diagnosticeret 10 år efter, at jeg i 1969 fik en fødselspsykose og første gang mødte psykiatrien.
Det var ikke en hospitalslæge som stillede denne diagnose – men Simon Spies´s livlæge Jan Finn Smith, som efter en kort samtale i hans konsultation på Mercur Hotel, kunne fortælle mig, hvad jeg fejlede. Det var godt at få sat ord på min mangeårige dårlige psykiske tilstand, som var blevet behandlet med alt muligt fra chokbehandlinger til anti-depressiva og under hospitalsindlæggelser med hård antipsykotisk medicin.
Dette er kun en meget lille del af min 40-årige sygehistorie – jeg kan fortælle om mange andre rædselsvækkende oplevelser under indlæggelser med en behandling, som må kritiseres på det skarpeste – mange andre patienter havde som mig oplevet tvang i den yderste konsekvens.
Oplevelsen fra dengang man ikke stillede diagnoser, kan i dagens Danmark muligvis finde sit sidestykke – men med handicaploven/FN-konventionen i hånden i dag, bør noget sådant ikke kunne finde sted. Men jeg har mine tvivl – i praksis må det kunne gøres langt bedre. Lad os få et ”galeår” i LAP! Så kan vi udråbe de rettigheder vi nu har fået - og gøre det på en seriøs måde.