Viborg Kommune har indbudt os fra FAP Viborg Amt til en række på 3 møder om kvalitetsstandarder. I den anledning har jeg skrevet følgende, som jeg tror, kan bruges af andre.
Topmål, lavmål, mellemmål – og brugerindflydelse.
Jeg takker for indbydelsen til denne møderække, jeg vil nemlig gerne høres. Det bekymrer mig dog at se, hvad denne mødeform gør ved mine og alle andres synspunkter: Den frembringer og sammenblander helt modsatte synspunkter, og ud af blandingen uddrages ganske få kommentarer, spørgsmål og nøgleord. Jeg tror ikke, at dét jeg ønsker at bidrage med, kan komme uskadt igennem denne proces. Jeg skriver dette for at sikre, at alle her har mødt hele mit synspunkt, så de ikke bliver skuffede, hvis jeg må afvise at give mit håndslag på møderækkens resultat, når vi er færdige.
Jeg mener, at en god kvalitetsstandard er en, der opfylder sit formål. For at vi kan lave en god standard, må vi altså først have denne standards formål defineret. Jeg ser mindst tre forskellige slags formål, som ikke må rodes sammen. Der er også forskel på, hvem der kan præge de tre forskellige slags kvalitetsstandarder: Brugere, medarbejdere, ledere og politikere.
Der er først topmål: Det er ”stateof- art”-standarder, og de sættes ved forskning og forsøgspraksis af de bedste inden for et fag, hvis ellers de politiske eller økonomiske forhold tillader det. Eks.: ”Vi betragter Peggy Claude-Pierre’s metode overfor anoreksitilfælde som topmålet”. Topmål sættes af fagfolk i samarbejde med brugere, ikke af politikere ved møder og diskussioner.
Det er ingen skam at arbejde under topmålet, det må vi alle gøre næsten hele tiden; men der er jo også lavmål: De sættes af grænserne for, hvad man kan holde ud eller hvad man vil stå model til. Et lavmål er klart eksempel på, at et behov ikke bliver mødt. Eks.: ”Brugerne har behov for at blive mødt uden fordomme. Vi læser ikke brugernes journal, før vi har mødt dem ansigt til ansigt.”
Behov og eksempler kan beskrives i samarbejdet mellem brugere og faglige medarbejdere. Man kan ikke ændre på et behov eller sætte et lavmål ad politisk vej. For en politiker er det kun spørgsmålet, om man vil opfylde et givet behov og derved respektere et lavmål: Ja eller nej. Hvis man kommer til at ramme under et anerkendt lavmål i sit arbejde, bør man skamme sig og kvalitetssikre sin praksis. Hvis lavmålet bliver en vane, bør man for alles bedste finde sig et andet arbejde.
Sidst, men ikke mindst er der det, jeg vil kalde mellemmål: Det er de bevægelige kvalitetsstandarder, som skal afspejle tidens og stedets politik. De formes mellem tidens krav, fagenes ”state-of-art” og det økonomiske råderum, og i lokale brugeres, fagfolks, lederes og politikeres aktuelle forståelse af det alt sammen. Eks.: ”Værestedet skal holde åbent fra 9 – 22, alle ugens dage.” Det er kun mellemmålene, der kan ændres i politiske møder og kompromis’er. De skal erklæres som mellemmål, så ingen tror, at de er lavmål og bliver skuffet eller forarget, når de skal revideres.
Et mellemmål når kun topmålet, hvis man kan og vil slide og spendere som de bedste. Hvis man er ansvarlig, men mere beskeden, holder man altid sit mellemmål i betryggende højde over lavmålet. Politikere og ledere skal respektere brugere og faglige medarbejdere ved at respektere de relevante topmål og lavmål som grænser for deres politiske arbejde.
Brugerindflydelse handler både om en brugers indflydelse på de ydelser, han selv modtager, og om hans indflydelse på institutioner og organisationer. De brugere, der har skoen på, er ikke de eneste, der ved noget om, hvor galt den trykker. Man bør også lytte til dem, som har prøvet skoen, men har kastet den bort, fordi de slet ikke kunne holde den ud. De brugere, der søger indflydelse gennem standard brugerråd, er kun dem, der trives med formen og dem, der ikke aner hvad de ellers skulle gøre. De brugere, som skønner, at deres synspunkter ikke kan komme uskadte igennem standardproceduren, kan sagtens have noget på hjerte, som er langt rigtigere og langt vigtigere.