Ja, nu går året på hæld, vores første år med den nye strukturreform.
Det har været et turbulent år. De nye kommuner har haft svært ved at finde sig selv, og at få kontakt med dem har været et tålmodigt job for borgerne. Det kunne slå enhver ud, som var lidt dårlig og havde brug for noget hjælp. Hvis man ikke var syg i forvejen, så kunne man hurtigt blive det. Her sidst på året er det økonomien, som har været i højsædet, og det er desværre gået ud over vores medlemmer. Der er mere fokus på de ældre end vores gruppe; et sted skal man jo spare og det har vi mærket - og kommer til at mærke endnu mere, man skærer ned på SKP ordningen, nogle kommuner har endda valgt at slå et par love sammen. Sådan noget som hjemmehjælp, det er en by i Rusland. Vi har hørt at man skal bruge sin SKP- bostøtte til dette, hvis man samtidig har en fysisk sygdom som gør, at man i en periode har brug for ekstra hjælp. Dette betyder også, at vi bliver sat uden for fritvalgordningen.
De nye regioner har også sat sparekniven foran. Der er blevet meget større afstande på landet ind til psykiatrien. Man vil lave store psykiatriske sygehuse, i stedet for mindre og flere senge ude i nærmiljøet, hvor vi jo gerne ville have nogle døgnhuse. Her kunne vi alle blive i vores nærmiljø, og måske også kunne få en behandling eller hjælp, hvor vi ikke bare blev påduttet medicin, men også et tilbud om lidt ro et par dage hjemmefra. Det ville spare alle - på længere sigt også økonomisk, men politikere ser sjældent på langtids-planlægning. Det skulle de gøre, for så ville de investerede penge være sparet i den sidste ende. Vi kunne også kalde det forebyggelse; hvilket politikerne siger, at de går meget ind for.
Man kunne jo her sidst på året sende et nytårsønske og denne besked til politikerne, både på landsplan og lokalt: mere brugerindflydelse og mere af, at der bliver lyttet til, hvad vi ønsker. Tillige ville det være dejligt, at de vil begynde at betragte os som hele mennesker i psykiatrien. Vi er hverken robotter eller grøntsager.
Sidstnævnte kan vi måske tvivle lidt på, når man i dagens psykiatri anvender elektrochok (ECT) i samme antal som i 70’erne, uden at bivirkningerne efter ECT er tilstrækkeligt belyst. ECT har uden tvivl gavnet nogle, men skadet mindst lige så mange. Her burde man lytte meget mere til de erfaringer, som mennesker, der har været i ECTbehandling, har.
Retspsykiatrien kan jo kun blive bedre. De gamle amter, som ingen retspsykiatri havde, har nu pga. strukturreformen fået en retspsykiatrisk afdeling. På Sct. Hans Hospital har de fået 100 nye sengepladser. Men det hjælper ikke at bygge nye afdelinger, når vi stadig ser, at nedværdigende behandling og tvang langt overskygger den gode menneskelige samtale med ligeværd i højsædet. Patienterne her indlægges i længere perioder, end vi tidligere har set – og det er tit for helt små forseelser, fx som at modsætte sig behandling med medicin man ikke kan tåle. Her mangler den lægeetiske forpligtelse til at forsøge med et andet præparat, eller en medicinfri periode. LAP er bange for, at retspsykiatrien i stor udstrækning er medvirkende til at skabe den øgede stigning af retspsykiatriske patienter.
Vi byder samtidig Marianne Stengaard Sandermann fra Odense velkommen i forretningsudvalget og siger tak til Kaj Larsen for hans indsats.
Vi ønsker alle vores medlemmer og samarbejdspartnere et godt nytår med håbet om et lykkebringende år 2008.