Penge er ikke alt og meget foreningsarbejde kan laves for små midler. Men penge gør det unægtelig lettere. De gør det muligt at afholde flere arrangementer og møder. De gør de muligt at styrke foreningens sociale sammenhængskraft og vores politiske profil – også lokalt.
Udflugter, offentlige møder, medlemsmøder og generalforsamlinger, aktioner, annoncer, oplægsholdere, rejser – alt sammen koster det penge.
Der er afsat penge i kommunerne til dette arbejde. Dem kan man søge om. Men det er min erfaring, at det skifter fra kommune til kommune hvilken slags ansøgningsskemaer de bruger, ligesom det skifter hvilke ansøgningsfrister, de har, og hvor mange ansøgningsrunder, de har i løbet af et år.
Nogle kommuner har ansøgningsskemaerne liggende på deres hjemmeside, hvorfra man kan downloade dem og printe dem ud. De har typisk også information om ansøgningsfrister og procedurer. Det er ikke altid lige let at finde skemaerne på kommunernes hjemmesider. Prøv at søge på ”frivilligt socialt arbejde” eller på ”§ 18”. Kommunens hjemmeside hedder typisk www. [Din kommunes navn] .dk
Andre kommuner har ikke ansøgningsskemaerne på nettet. Her er det kun et at gøre. Grib knoglen, ring til kommunen og spørg efter den person i kommunen, der har med socialt frivilligt arbejde og paragraf 18 midler at gøre. Folk på kommunerne er generelt meget flinke og det kan være en god ide under alle omstændigheder at ringe til dem og få skabt en god personlig kontakt. Hvis de er rigtigt flinke – og I flinke ved dem – er det meget tænkeligt, at I vil kunne få lidt venlig vejledning i, hvordan ansøgningsskemaet skal udfyldes for at give pote – dvs. penge!
Jeg og min kommende kollega i Vestdanmark vil selvfølgelig gerne være jer behjælpelige. Men det vil være rigtigt godt, hvis I selv sørger for at skabt en kontakt til dem, der bevilger pengene. For når de kender jer – og I kender dem, er der næppe tvivl om, at det vil gøre det lettere at få fat i pengene.
Erfarne medlemmer i LAP kan således berette om, at de en gang i mellem bliver ringet op af embedsmænd og politikere, der minder dem om ansøgningsfrister, de selv havde være uopmærksomme på. Den slags gør politikere og embedsmænd selvfølgelig kun i forhold til folk, de kender i forvejen.
Jeg henviser i øvrigt til min kollega, jurist Erik Olsens, artikel.