Af Lillian Rank.
Da jeg var til konference i København på Islandsbrygges Kulturhus, igennem psykovision/ LAP d. 1. oktober, erfarede jeg en hel del visdom, som jeg så godt som muligt vil prøve at formidle videre til jer, kære læsere.
Konferencen var med Sandra Escher, som er hollandsk forsker, praktiker og forfatter. Hun har skrevet bogen ”Giv stemmerne mening” sammen med sin mand Marius Romme. Afsluttet sin PHD i 2005, som omhandlede børn og unge stemmehørere.
Derudover var der Jacqui Dillon, som er englænder, stemmehører, formand for det engelske stemmehørernetværk og arbejder til daglig i socialpsykiatrien. Har på 2 år oprettet 25 selvhjælpsgrupper i Londonområdet, en stor kapacitet i England indenfor området.
På et senere tidspunkt fik jeg en snak med Jacqui Dillon, hvor vi stort set mest spontant smilede og lo over vores generelle galgenhumor over mangt og meget, bl.a. at vi aldrig skal holde op med at tale åbent – i livet, på gaden og i sammenhæng, også omkring det forkerte i behandlingssystemet, ligeledes omkring Recovery og medicinbivirkninger.
Aldersmæssigt vil jeg skønne Jacqui og jeg lige gamle, altså ca. 42 år. Hun er positiv, glad, spontan og har en kæmpe energi omkring sig, egentlig ligner hun mest en lang ranglet teenager, med langt mørkt hår, sorte designer solbriller og iført kort cowboyjakke, man kan næsten fornemme London’s stræder.
Men der skal bestemt ikke tages fejl af at Jacqui havde en kolossal visdom i sig og en kæmpemæssig urkraft efter et liv i frihed og menneskerettigheder generelt.
Disse to oplægsholdere lagde så meget mere vægt til min, i forvejen store overbevisning til praktisk talt alt omkring emnet, at selvhjælp er helbredelsen, at det er det den enkelte kommer sig af. At forstå ens handlinger og handlemønstre – menneskeforståelse af sig selv, ens reaktioner ved traumer, splittelsen ved at høre én bestemt stemme og reagere følelsesmæssigt ved to ting, det sagte og stemmen. Forståelsen for disse handlinger skaber forståelse for selvet – én selv – at man ikke var skør/ sindssyg.
Derudover havde hun en udviklet ”redningsplanke” i nødstilfælde i form af en liste:
• Det er mit liv, og jeg vil leve det på min måde
• Motion
• Lave en liste, hvis jeg var desperat eller havde selvmordstanker
• F.eks. blive hjemme i dag, dette minut, dette sekund
• 2-3 venner at ringe til
• Lave en kop te/kaffe, tegne et billede, tage et bad, gøre rent, læse, lære
• Kunst, musik, dans, synge, skrive, meditere
• Gøre helbredende ting for ens krop
• Udtrykke sig ved at tegne sine følelser
• Når ”stemmerne”, de voksne fra barndommen taler, skal man tænke på at de også har været børn engang
Vejen til recovery kom Jacqui Dillon også ind på og nævnte næste oplægsholder Ron Coleman. Ron Coleman er i dag coach og foredragsholder, diagnosticeret skizofren og har brugt 13 år i psykiatrien, udgivet bogen ”Recovery – et nyt perspektiv i psykiatrien”.
Vejen til recovery, ifølge Jacqui Dillon’s erfaringer, har været at mennesker, der står for retfærdighed, kan være ens hjælp, at tale ud, sandheden, skrive dagbog, forholdet til sig selv skal vendes til accept og kærlighed til én selv, freelance foredrag, lade folk komme til at tale, oprette netværksgrupper/ selvhjælpsgrupper.
Efter frokost overtog Sandra Escher for at fortælle om netværksgrupper/selvhjælpsgrupper for børn, unge og deres forældre. Hovedvægten af hjælpen lå især i at få forældrene til at forstå og hjælpe deres barn, i stedet for indlæggelse og medicinering.
Hjælpen lå i at;
• Tale om børnenes og de unges stemmer
• Tage det for virkelighed og ikke at fremmedgøre det
• Give barnet/den unge en chance for familieterapi, uden at skulle indlægges, medicinering, journalisering og diagnosticering.
Jeg kunne fortælle meget meget mere om denne konference, som var så spækket og kompakt af ny viden og gode feedback. Der skulle være en mængde oplysninger på PsykoVision www.psykovision.dk eller mail@psykovision.dk.
Ligeledes kan der bestilles Ron Coleman´s bog sammen med bl.a. titler som: ”stemmehøring”, ”Førstehjælp ved psykoser” og ”Selvskadende adfærd”.
Jeg håber dette kan komme til gavn for mange til at komme videre i livet og ”vær’ noget mer’ go’ ve’ jer ” og som Krogh skriver vil jeg tillade mig også at sige; ”pas godt på jer selv”