Knud Kappelgaard har fået udgivet en CD, ”Lysets salmer”, med 12 udvalgte salmer fra sin bog ”Salmer til hver dag i året”, sat i musik af komponisten Jan Erik Hansen, som også spiller musik til på forskellige instrumenter. Salmerne synges af sangerinden Anne Marie Eriksen.
Denne anmeldelse er skrevet af Jens, som har en teologisk baggrund, som kan tilføje andre synsvinkler end dem Nina, med sin halv-ateistiske opvækst, kan bidrage med, men begges synspunkter er lige værdifulde.
Salmernes tekster udtrykker generelt en glæde over Kristus som menneskets bedste ven og som den, der trøster i sorg og nød. To af salmerne er takkesange til hhv. forfatterens mor og far. Netop disse 2 er meget smukke, både mht. indhold og form. Men der er også megen pragtfuld poesi i de salmer, som handler om hans forhold til Kristus, medmennesket og naturen. Knud kan på en enestående måde fortolke naturens spirende kræfter og nybrud som symbol på det nye liv, der bryder frem med Kristus, også det evige liv, som venter alle mennesker og hele skabningen. Han fornyer en næsten glemt dimension i kristendommen, ved at digte ”apostlenes sag, de vender tilbage en skønne dag”, nemlig at det ikke er 144.000 specielt udvalgte, der skal dømme verden, men Kristus og hans 12 apostle, som skal frikende og benåde verden. (Jens vil her gerne henvise til andre poeter, f. eks. Bob Dylan: ”Ring them bells for the chosen few, who will judge the many, when the game is through.” (Oh, Mercy, 1989), og K. L. Aastrup: ”Da skal korsets ord med fynd, slægten frem for dommen råbe, flænge hver en hellig kåbe, alt indslutte under synd, åbenbare så sin gåde, at alene Gud er god, slægtens syndeskyld i nåde, soned han i Jesu blod.” (Herrens kirke er på jord, 1936, DDS 352)).
Når det gælder melodierne, sangen og musikken, er det helt eminent, så godt de understreger teksterne. Melodierne og fremførelsen af dem er udført stille og nænsomt. Sangerinden har en meget smuk, dog lidt spinkel stemme, så man bør skrue lidt op for lyden, for at få det fulde udbytte af ordene og sætningerne. Fordelen ved CD’en er, at der følger teksthæfte med. CD’en kan skaffes hos enhver boghandler gennem forlaget Queenswood. Vi anbefaler hermed, at så mange som muligt, uanset tro eller livsholdning, giver sig tid til at lytte til denne CD.