ForsideForlaget frydenlund, ISBN 978-87-7887-810-6
Sider: 271. Bogen er skrevet i samarbejde med Trine Munk-Petersen.

En bog om Palle Simonsens 40 år inden for socialpolitik og hans indsats for samfundets udsatte.

Inden jeg kom på Det Sociale Netværks psykiatriske topmøde (kan læses andetsteds i bladet under Psykiatritopmøde) havde jeg set, at vor fhv. konservative minister Palle Simonsen havde udgivet en ny bog. Den vakte straks min interesse, og jeg besluttede at læse den. Men inden jeg fik taget tilløb til at skaffe den, mødte jeg så Palle Simonsen personligt på topmødet, og jeg fik en god snak med ham. Så inden længe havde han lovet at sende et eksemplar til mig, som jeg her vil skrive lidt om.

Palle Simonsen er ikke helt ung længere, men hans liv har været fyldt med gode gerninger og bestyrelsesposter i et stort antal af sociale foreninger udover et arbejdsliv som tæller direktørpost i ATP, tidl. Socialog finansminister og præsident for AIDS-Fondet. Ja, rækken af tidligere og nuværende poster er enorm, og P.S. har modtaget en række priser gennem årene for sit sociale engagement.

Det forstår man, når man har læst denne interessante og ikke spor tørre bog om et langt liv som ”anstændighedens vogter”.

Dagbladet Information kaldte i et interview Palle Simonsen for ”Anstændighedens vogter”- det mener jeg er den perfekte fortolkning af en person, som har ydet og bidraget så meget for at højne det moralske politiske incitament, når det gælder om det at hjælpe samfundets svage.
Bogen er delt op i afsnit med forskellige titler og emner indenfor det sociale område. Det er værd at bemærke at Palle S. i 1930´erne er opvokset på landet, hvor forældrene blev bestyrerpar på fattiggården Aptrup i Midtjylland. Det har nok lagt grunden til hans sociale engagement, mener han selv.

”Længst muligt i egnet hjem” – endnu et afsnit i bogen - og ikke som Ældre Sagen skrev for 15 år siden: Længst muligt i eget hjem! P.S. har også været bestyrelsesformand i Ældre Sagen, den gang jeg selv var ansat der.

Sygdom i sindet er stadig et tabu. – Et afsnit fra bogen omhandler psykisk sygdom, og at hver anden familie kommer i berøring med det psykiatriske behandlersystem. Alligevel er det noget, vi helst ikke vil tale om. Citat: Hver gang der gives 1 krone ud til somatiske sygdomme, er der kun 25 øre til psykiatrien! I år blev en ung soldat (fra krigen i Bosnien) med psykiske problemer skudt og dræbt af politibetjente, da han gik amok og angreb dem med en sabel. Forældrene til soldaten havde i flere år søgt hjælp til de psykiske problemer han havde, men det var ikke lykkedes. Det er jo dybt tragisk.

I 1998 var hver fjerde førtidspensionist en person med psykisk sygdom – i dag er det hver anden, der får pensionen på grund af en psykisk lidelse. LAP bliver omtalt i forbindelse med en ny undersøgelse, som viser at de fleste psykiatribrugere har et ønske om at opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. Jo, Palle S. har fået det hele med i sin bog om samfundets svageste.

”Der er altid et alternativ til selvmord.”


Besøg hos livslinien. Igen et af afsnittene i bogen, som omhandler det svigt samfundet udøver, når der er en selvmordstruet person – der nævnes et eksempel på en person, der overlevede et selvmordsforsøg og absolut ingen hjælp fik på hospitalet; i stedet fik han dette svar ”Du må nok hellere opsøge en psykolog”. Og det var den besked, han blev udskrevet med. Det er da rystende (red.).

Et lidt anderledes indlæg i bogen hedder ”Fra hattedamer til sociale entreprenører”, og det handler om frivilligt socialt arbejde, som blev gjort i de gode gamle dage. Så tag ikke fejl af hattedamerne fra dengang, f.eks. visesangerinden Agnes Johansen gjorde et stort arbejde med indsamling af penge til Børnehjælpsdagen. Palle Simonsen var formand for Gentoftes Børnevenner fra 1975 og helt frem til 1982, hvor han blev socialminister.

En kommentar fra bogen:

En af de ting, der gør livet svært i dagens Danmark, er al den bureaukrati og kontrol som ligger i sagsbehandlingen – hvorfor vi har den udvikling, hænger sammen med den voksende ligegyldighed overfor det samfundsmæssige perspektiv. At opnå anstændighed som politiker er ikke noget, den siddende regering har haft som første prioritet, mener Palle S.

I slutningen citeres et Piet Hein Grug: ”Mennesker skal passe i samfundets skuffer Samfundet kræver det ingen ved hvorffor Listeligt lempes man lirium larium Ned i et rum i et stort skuffedarium.”