I Retten

Onsdag den 2. december skulle jeg møde i Kolding Byret stillet over for en anklage om at have truet en psykiatrisk overlæge på livet i forbindelse med en indlæggelse på lukket afdeling her i foråret. Jeg er selv af den opfattelse, at anmeldelsen er grebet ud af den blå luft, og at det i virkeligheden handler om, at overlægen har et horn i siden på mig af helt andre grunde.

Inden retssagen havde jeg aftalt med min forsvarer, at han, hvis ikke det lykkedes at få mig frikendt, skulle undlade at få sagen ind under straffeloven §16, der siger at man er straffri, hvis man på grund af sindssyge var utilregnelig i gerningsøjeblikket. Det ville ellers have været oplagt, da jeg på det tidspunkt, hvor lægen beskylder mig for at have truet ham, var i en alvorlig psykotisk tilstand.

Kommer man ind under §16 bliver man imidlertid tvunget til at lade sig mentalundersøge og bliver som regel dømt til behandling i 3 til 5 år selv for helt ubetydelige lovovertrædelser. Jeg ville hellere have en regulær strafudmåling, hvis jeg blev fundet skyldig. En sådan strafudmåling skulle, mente vi, foretages efter princippet om formildende omstændigheder (straffelovens §82 og 83), og kunne så blive en betinget dom, samfundstjeneste eller bortfald af strafudmåling, idet ubetinget fængsel for en så lille forseelse var usandsynlig.

Efter at jeg var blevet afhørt af anklager og forsvarer, blev overlægen afhørt, og det stod hurtigt klart, at han og anklagemyndigheden havde en dårlig sag. Lægen havde ”ingen erindring” om, at han kort tid efter, han havde anmeldt mig, var blevet afhørt af politiet, ligesom han havde svært ved at forklare, hvorfor han oprindeligt havde anmeldt en helt anden patient for det, han valgte at beskylde mig for. Hans forklaring i retten var på flere punkter helt i modstrid med det, han var citeret for i politirapporten.

Det var tydeligt, at han ikke havde nogen situationsfornemmelse, da han blev bedt om at uddybe, hvorfor han i min journal har tilladt sig at skrive om mine personlige psykiatripolitiske holdninger. Jo mere negativt han udbredte sig om mig, jo mere utroværdig blev hans fremstilling, om at jeg skulle have udsat ham for en alvorlig trussel.

Som sagsakter fremlagde min advokat bl.a. min korrespondance med psykiatridirektionen i regionen og en udtalelse, som jeg selv havde fremskaffet fra egen læge. Der forelå også en såkaldt personundersøgelse fra Kriminalforsorgen, hvoraf det bl.a. fremgik, at jeg havde sagt nej til at give adgang til at indhente lægelige oplysninger og til frivilligt at lade mig mentalundersøge.

Efter en pause, hvor dommer og domsmænd skulle votere, ventede jeg og de mange tilhørere (dels familie – dels LAP medlemmer) spændt på afgørelsen. Det var naturligvis en stor lettelse, da dommeren startede med at sige: DU ER FRIFUNDET!! Præmissen for frifindelsen var, at man mente, at jeg havde sagt til lægen, at jeg ville henrette ham, men at man situationen taget i betragtning ikke mente, at de ord på nogen måde kunne opfattes som en reel trussel.

I virkeligheden har jeg nok sagt: ”I vil henrette mig”, men det vigtige er jo, at jeg blev frifundet. For andre, der kommer i en lignende situation, kan sagen her forhåbentlig bruges til at hævde det princip, at man ikke skal straffes eller dømmes til behandling for, hvad man kommer til at sige til personale på psykiatriske afdelinger, når man tydeligvis er ude af sig selv. Ligesom man heller ikke bør kunne dømmes for at forsvare sig mod overgreb som bæltefiksering og tvangsmedicinering.

Klage til Region Syddanmark

Uddrag af e-mail til psykiatridirektionen (22.09.09) ”… Jeg blev den 7. maj ved 8-tiden om morgenen bragt til Psykiatrisk Afdeling H4 i Kolding af et par politibetjente, som var blevet tilkaldt af Munkebjerg Hotel, hvor jeg havde indlogeret mig samme dags morgen, og hvor personalet havde undret sig over min tilstand. Jeg var ved indlæggelsen i en alvorlig psykotisk tilstand – overbevist om at jeg befandt mig midt i en atomkrig. Jeg følte mig hverken tryg ved politiet eller ved personalet på afdelingen, men sagde ja til at lade mig frivilligt indlægge. Senere samme dag ved 13 tiden blev jeg tvangsmedicineret med 150 mg cisordinol acutard og 10 mg stesolid. En medicinering der bragte mig i en koma-lignende tilstand, så jeg kun har meget svag erindring om hændelsesforløbet efter selve indlæggelsessituationen og et par dage frem. Bliver efter to døgn på afdelingen tvangstilbageholdt på behandlingsindikation. Udskrives den 15. maj og genoptager mit arbejde efter yderligere 14 dages sygemelding.

Jeg oplevede på mange måder indlæggelsen i foråret som relativt uproblematisk. Sammenlignet med forholdene i 2004 var der en mere afslappet omgangsform, og der blev langt hen ad vejen givet plads til den enkelte patients ønsker og behov inden for en lukket afdelings begrænsede rammer. Det kom derfor helt bag på mig, da jeg ved gennemlæsning af min journal en måneds tid senere konstaterer, at overlæge E.K. havde anmeldt mig til politiet med en påstand om, at jeg, kort tid efter jeg blev indlagt, skulle have sagt, at jeg ønskede at henrette ham. Samme overlæge anfører i øvrigt samtidig i journalen: ”Karl har i årenes løb demonstreret en ganske solid antipati mod psykiatrisk behandling og har givet udtryk for største mishag ved psykiatrien.” Jeg har ved en senere samtale med E.K. sat ord på min undren over hans handlemåde, og fik så følgende begrundelse for, at han havde valgt at anmelde mig: ”I skal lære at tale ordentligt til os”. Jeg erindrer ikke at have fremsat nogen verbal trussel mod E.K. men husker, at hans fremtoning i militærlignende påklædning var med til at forstærke mine vrangforestillinger om en igangværende krig.

For en måneds tid siden blev jeg så indkaldt til afhøring hos politiet i Kolding. Jeg fik oplæst en forklaring afgivet af E.K. om et hændelsesforløb, som jeg slet ikke kan genkende. Det blev ved afhøringen mere end antydet af betjenten, at anmeldelsen måtte formodes at hænge sammen med mit kritiske engagement på psykiatriområdet! Betjenten var enig med mig i det groteske i anmeldelsen, og han formodede, at der ikke ville komme mere ud af den sag. Han gjorde mig i øvrigt opmærksom på, at E.K. i første omgang havde anmeldt en helt anden patient for det påståede udsagn, men mange dage senere var kommet i tanke om, at det var mig han ville anmelde.

Den 11. september modtog jeg imidlertid et brev fra anklagemyndigheden, om at jeg ved Retten i Kolding ”med påstand om straf” tiltales for overtrædelse af Straffelovens §119, stk. 1 ved ”med trussel om vold at have overfaldet” E.K..

Uanset om ordene, som påstået af E.K., skulle være kommet ud af min mund, finder både jeg, mine pårørende, venner og bekendte det krænkende, at jeg er bragt i en situation, hvor jeg grundet indlæggelse i en akut psykotisk tilstand, risikerer at blive kriminaliseret og i værste fald at blive dømt til behandling. Jeg har på intet tidspunkt i forbindelse med indlæggelsen udsat medpatienter eller personale for nogen form for fysisk aggression eller vold og har heller ikke i andre sammenhænge brugt vold mod andre mennesker. Det er i forvejen svært at komme til hægter efter en psykotisk episode, og det kan kun gøre mit liv vanskeligere, at jeg nu skal stille i retten med en sådan anklage hængende over mig.”

Regionens svar

I et officielt svar (29.10.09) fra den lægefaglige direktør for Psykiatrien i Region Syddanmark står der bl.a.: ”På baggrund af denne sag har vi fundet det fornuftigt, at få drøftet procedurer i forbindelse med politianmeldelse. Vi vil understrege, at afdelinger i Psykiatrien i Region Syddanmark ikke automatisk politianmelder patienter, der truer personalet… Politianmeldelser bør håndteres ud fra en individuel og uvildig vurdering, med afdelingsledelsens involvering…

Fremadrettet vil vi sætte yderligere fokus på kvaliteten af dokumentationen i patientjournalen, herunder sprogbrug. Dernæst, hvad der principielt kan stilles af krav til medarbejdernes beklædning, så denne ikke virker unødigt provokerende på patienter og pårørende.”

Regionens psykiatridirektør Agnete Philipsen siger, hun har skammet sig over anmeldelsen, hun mener slet ikke, man skal anmelde psykotiske patienter og skriver supplerende (11.11.09) : ”Jeg er meget ked af denne sag, og jeg forstår til fulde din frustration. Sygehusledelsen har oplyst mig om, at de har gjort, hvad de kunne for at få anmeldelsen trukket tilbage, men desværre uden held. På mit sidste møde med alle afdelingsledelser og sygehusledelsen drøftede vi – i forlængelse af denne sag – afdelingernes ”anmeldelsespraksis”, og her var der generelt enighed om, at det er en meget alvorlig sag at anmelde patienter. Jeg tror denne drøftelse … har sat det helt nødvendige fokus på problemet, og sygehusledelsen vil følge op på denne praksis.