En debat på face book i forbindelse med forsøget med tvungen opfølgning kom ind over begrebet omsorg.

Dette har fået mig til at reflektere lidt over indholdet i det begreb. Indsætter lige et par citater fra debatten:

Det, Hanne udtrykker her, er en ret almindelig opfattelse af begrebet, men om det er den rette, kan man diskutere.

Et af de positive resultater i anden fase af Gennembrudsprojektet er, at begrebet ”pårørende” er flyttet fra blodsbeslægtet familie og ud i begrebet omgivelser, således at det nu skal ses som både familie, vennekreds og netværk.

Men hvilken omsorg er det så brugerne efterspørger? Der findes ikke et entydigt svar på det spørgsmål. Hvis vi nu til en start ser på sætningen ”Omsorgssvigt er når mennesker med en psykisk sygdom bor i eget skidt, ikke bliver vasket, etc.”

For det første er der nogle nuancer her, som spiller ind. Det der er skidt for den ene, er det ikke for den anden, naturligvis kan det gå helt ud i ekstremer, og så kan en praktisk hjælp være fornøden. Men den skal og bør følges af flere andre ting, såsom analyse af: Hvorfor er personen kommet derud, hvor overblikket er gået tabt? Hvor er den enkelte persons behovsniveau, hvad er tolerabelt for personen? Og ikke hvad er tolerabelt for os andre udenforstående. Hvis du vil vise omsorg for et andet menneske, hvad enten du er faguddannet hjælper eller privatperson, må du ALDRIG bruge dine egne normer. Du skal lytte dig ind til personens behov, du skal forstå personens behov og respektere dem, også hvor de strider mod dine egne behov.

Og derfor kan omsorg aldrig systematiseres. Hvis man ser sig om i sin omgangskreds, vil man kunne se, hvor forskellige grænserne er, lige fra personer der tømmer askebæger, bare der er slukket en enkelt cigaret, og til mennesker, der siger: min hjerneaktivites tid er vigtigere end bare et ugentligt møde med støvsugeren. Nu hører jeg sige: ”jamen personen sidder bare apatisk hen”. Ja, men hvad foregår der inde bag den apatiske maske? Ved vi det? Eller ser vi kun masken og reagerer på den? Hos psykiatribrugere kan den maske dække over mange ting, lige fra tilbagetrækning til en indre verden og til en apati, der er opstået via kunstig passivisering grundet medicinering. Her er omsorg nok ikke først fysisk praktisk hjælp og pres på personen for at gøre praktiske ting. Men nok snarere at finde vej til at hjælpe personen med at få afløb for og at udtrykke dette indre liv. Eller at finde andre medicinerings former eller udtrappe helt eller delvis, hvis skaderne ikke er blevet permanente.

Vi skal også, når det drejer sig om omsorg være opmærksomme på, at de evidens baserede systemer i deres forenkling af omsorg faktisk kan fremkalde modstand mod omsorg, fordi den opleves som overgreb på det i os alle liggende behov for selv at styre vores liv. For lige at vende tilbage til første citat, der grunder sig på en debat om forsøget med ”Tvungen opfølgning”; så vil jeg driste mig til postulatet at ”Tvungen opfølgning”, som det er baseret og tænkt, i sig selv er et omsorgssvigt. Omsorgssvigtet fremkommer, fordi man stadigt har undladt at foretage en seriøs og dybtgående undersøgelse af årsagerne bag ”Drop out”, og den lægefaglige ekspertises postulat om manglende sygdomsindsigt holder altså ikke vand i byretten.