Lørdag den 3. oktober 2009 på Frederiksberg Gymnasium

Topmøde”DET SOCIALE NETVÆRK” MED POUL NYRUP RASMUSSEN I SPIDSEN HAVDE FOR FØRSTE GANG FORMÅET AT SAMLE MANGE AF DE PRIVATE PSYKIATRIORGANISATIONER UNDER ÉN PARAPLY.

Også LAP var inviteret og havde sin egen stand, ligesom de andre foreninger som SIND, Bedre Psykiatri, Depressionsforeningen og mange flere – i alt ni foreninger deltog. Ideen med at samle foreningerne under en hat er givet vis, at vi alle sammen arbejder for den samme sag – dog på hver vores måde. Men som Nyrup påpeger – når vi står sammen, står vi stærkere! Det er god gammeldags socialpolitik.

Jeg må tilstå, at mine forventninger ikke var de største, da jeg tilmeldte mig dette møde – men det skulle da afprøves. Og dér blev jeg overrasket – det var et forrygende topmøde, som jeg tror vil komme til at rykke positivt i psykiatriregi, hvis idegrundlaget holder vand.

Og hvorfor nu det? Min oplevelse både af selve arrangementet og det store opbud af deltagere (ca. 800) var overraskende, og selv fik jeg lejlighed til både at trykke Poul Nyrup Rasmussen og Palle Simonsen i hånden.


martin krasnik
Journalist Martin Krasnik

Da jeg jo er lidt af en lobbyist, når jeg er ude til arrangementer, måtte jeg da have en samtale med Palle Simonsen, tidl. konservativ social- og finansminister, og det fik jeg. Mage til socialt engageret menneske skal der ledes længe efter – og den varme, entusiasme og viden, han udstrålede, gjorde mig næsten mundlam. Jeg spurgte til han ny-udgivne bog ”Gemt – eller glemt”, og selvfølgelig skulle jeg have tilsendt et anmeldereksemplar til LAP-medlemsbladet. Vor samtale blev pludselig afbrudt af en dame, som kom drønende i elektrisk kørestol og parkerede lige ud for mig, hvorefter hun begyndte at udspørge Palle Simonsen om alt og intet. Nu vil jeg ikke her afsløre for meget - men Palle S. blinkede til mig og sagde, ”jeg sender bogen til dig” (jeg har anmeldt bogen ”Gemt- eller glemt” andetsteds i bladet). Det var en dårlig oplevelse at blive overfuset af én, som jeg godt kendte i forvejen, men vi taler jo om sårbare sjæle – og det indså jeg, at hun i den grad var. Så måtte jeg jo være den stærke.

HVAD VAR DER SÅ AT BYDE PÅ?

Et scenarie, hvor topmødet åbnede, var sat op ved Jacob Haugaard som konferencier og journalisten Martin Krasnik, som sørgede for slagets gang.

Anisette kom listende ind på scenen og fremførte et af sine dramatiske sangnumre, som vist berørte os alle. Derefter kom formanden for Det Sociale Netværk på scenen med temaet ”Nyt fokus – vi kan forandre”. Nyrup, som, jeg føler, virkelig brænder for at dette skal blive en succes, fortæller om intentionerne med at samle flere psykiatriorganisationer om det fælles projekt, nemlig at rette op på psykisk syges vilkår her i Danmark.


Poul Nyrup Rasmussen
Poul Nyrup Rasmussen

Udtrykket ”psykisk sårbare” bliver brugt for at samle grupperne, og forsker Christian Bjørnskov bruger også denne vending i sit oplæg ”Hvor skal vi hen? Det gode liv – også for psykisk sårbare.” Jeg har intet imod at psykiatribrugere omtales som psykisk sårbare, for det er vi jo – alle andre mennesker uden psykosociale problemer kan jo også være sårbare i perioder. Der er intet odiøst i det. Senere kommer Lise Jul Pedersen fra LAP med sit bidrag i debatten, og det gjorde hun ganske godt – også selvom vi i landsledelsen har hørt dette mange gange før, kan det ikke siges for tit. Hun havde i øvrigt også en opgave som filminstruktør og fotograf under det meste af topmødet, og en del klip herfra er lagt ud på bl.a. Facebook og You- Tube. Der var også en interessant oplægsholder i Dorte Nielsen fra foreningen PS, som fortalte sin egen historie.

SÅ ER DER FROKOST!

Klokken var blevet 12.00 og det var tid til frokosten, som blev serveret af selveste Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg fra kogeriet kirk & maarbjerg – Det var dejlig sund mad, laks med masser af grønt serveret på bambusskål og med kildevand – uhyre delikat.Efter pausen var der indlæg fra bl.a. Sinds formand Knud Kristensen og Thorstein Theilgaard fra Bedre Psykiatri. Så var der et nyt underholdningstiltag – denne gang i form af Billedsporet, som kalder sig Sjælens Teater. Altid fest og drama i samme moment. Der var efterfølgende dialoggrupper og debat i plenarsalen, hvor en del politikere var mødt op.

Til sidst spillede pianistinden Katrine Gisling Chopin, og bagefter var der fællessang – det sidste deltog jeg selv ikke i. Alt i alt en spændende og god dag, hvor man altså samlede det lidt triste med det positive – og selvom de fleste måtte sidde i timevis på betonrækkerne, var der ikke mange der forlod Frederiksberg Gymnasium i utide – hvorfor mon? Jeg tror det skyldtes at topmødet, og ideen bag Det Soc. Netværk var en succes. Jeg kan ikke få armene ned.

poul Nyrup Rasmussen takker nogle af de aktive i laps stand. Forrest til venstre (med kasket) ses Henrik. bag ham skimtes stig.

Poul Nyrup Rasmussen takker nogle af de aktive i laps stand. Forrest til venstre (med kasket) ses Henrik. Bag ham skimtes Stig.

poul Nyrup Rasmussen er klar til at overrække blomster til katrine Gislinge (tv.) for hendes fremførelse af et Chopin-stykke... eller skal hun give et ekstranummer?

Poul Nyrup Rasmussen er klar til at overrække blomster til Katrine Gislinge (tv.) for hendes fremførelse af et Chopin-stykke... eller skal hun give et ekstranummer?