Forebyggelse eller kontrol?

I Frederiksberg Kommune indledte man i 2004 et såkaldt PSP–samarbejde mellem politi, sociale myndigheder og psykiatri. I en gruppe med ledende repræsentanter for de tre instanser har man løbende kunnet bringe sager op, hvor man har ment at en udsat borger var i risiko for kriminalitet eller social deroute (for at ”gå i hundene”). Gruppen kaldet ”operativgruppen” har så haft til opgave at vurdere sagen og tage stilling til, hvilken af de tre myndigheders frontmedarbejdere, der evt. skulle tage kontakt til og følge op i forhold til den pågældende borger.

Ifølge en opsamling af erfaringerne med PSP samarbejdet i Frederiksberg1 viser det sig, at man i forbindelse med i alt godt 70 personsager ikke i ét eneste tilfælde har indhentet samtykke-erklæring fra den borger, hvis sag på en eller anden måde har været drøftet. Det problematiske i den måde at arbejde på blev på et tidspunkt påtalt over for Ombudsmanden, som præciserede de gældende regler om udveksling af personfølsomme oplysninger:

”Der må ikke videregives oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold fra en myndighed til en anden med mindre videregivelsen sker til varetagelse af offentlige eller private interesser, der klart overstiger hensynet til den, oplysningen angår”. Det kan ifølge Ombudsmanden i ganske særlige tilfælde være lovligt at videregive oplysninger af hensyn til den pågældende person selv, nemlig hvis det i det konkrete tilfælde skønnes at være afgørende for den nødvendige behandling af pågældende.

Med en ændring af Retsplejeloven (§114 og 115) er der nu åbnet op for, at udveksling af oplysninger om enkeltpersoners private forhold kan foregå i større omfang end tidligere. Ifølge loven kan personfølsomme oplysninger nu videregives mellem politiet og de sociale og psykiatriske myndigheder af hensyn til kriminalitetsforebyggende arbejde og indsatsen over for socialt udsatte borgere. Andre institutioner, som samarbejder med politi, sociale og psykiatriske myndigheder, kan ligeledes tage del i videregivelsen af oplysninger. Hvor ombudsmanden understreger, at udveksling af personfølsomme oplysninger kun må finde sted på myndighedernes lederniveau, er dette ikke en betingelse i den nye retsplejelov.

PSP samarbejdet i Frederiksberg har ifølge erfaringsopsamlingen, der er foretaget af forskere fra SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd, haft følgende positive resultater:

• Samarbejdet synliggør en udsat borgergruppes problemer og mobiliserer myndighederne til en tidligere og mere vedholdende indsats. Denne styrkede indsats medvirker til forebyggelse af borgerens sociale deroute og kriminalitet.

• Samarbejdets koordinering af viden om særligt udsatte borgere og af myndighedernes indsatsmuligheder danner et finmasket net omkring socialt udsatte og medvirker derved til at samle borgere op, der ellers har risiko for at ”falde imellem” de tre myndigheder.

• Det, at man i operativgruppen i PSP-Frederiksberg i fællesskab ’følger sager til dørs’ skaber både koordinering og tilbagemelding.

• Der skabes et udvidet gensidigt kendskab til de involverede myndigheders arbejdsområder, arbejdsformer og lovgivningsmæssige begrænsninger.

Dette kendskab resulterer både i tværfaglig kompetenceudvikling, og i en gensidig respekt for hinandens arbejde, samt en fælles ansvarsfølelse i forhold til borgersager. Samtidig medvirker samarbejdet også til en form for intern ”vagthund”-funktion, hvor systemfejl påpeges og søges afhjulpet.

På baggrund af erfaringerne med PSP-samarbejdet i Frederiksberg har folketinget besluttet, at der overalt i landet fra 1. april i år skal iværksættes et tilsvarende samarbejde. ifølge en officiel pjece2 er formålet med PSP samarbejdet:

• at koordinere politiets, de sociale myndigheders og psykiatriens indsats i forhold til socialt udsatte. Initiativet skal sikre, at disse borgere får bedst mulig hjælp. Samtidig skal PSP-samarbejdet forebygge, at de udsatte borgere udvikler eller fortsætter en kriminel adfærd.”

• Hvis en borger havner i et tomrum mellem myndigheders ansvarsområder, er der risiko for, at han eller hun ikke får den nødvendige støtte. PSP-samarbejdet er derfor målrettet borgere, der har behov for hjælp, men som ikke falder klart ind under et myndighedsområde som fx lovovertrædere, patienter i psykiatrien eller brugere i socialsektoren.”

• En sag vil typisk blive bragt op i PSP-regi, hvis den myndighed, der kender sagen, ikke føler sig klædt på til at løse opgaven alene og samtidig finder det påkrævet at gøre andet og mere for borgeren. Det er også et gennemgående træk ved mange PSP-sager, at der er tale om borgere, som har flere forskellige problemer og mangler ressourcer til at samarbejde om at forbedre deres egen situation.”

Det er politidirektøren i alle politikredse, der skal sikre, at der bliver etableret et PSP-samarbejde. Ifølge pjecen kan lokale myndighedspersoner her drøfte og aftale løsninger i vanskelige borgersager. Det fritager hverken politi, kommuner eller regioner for ansvar, men er tænkt som en effektiv vej til at styrke samarbejdet og koordinationen på tværs. Det nævnes som en forudsætning for samarbejdet, at myndighederne kan drøfte enkeltpersoners situation i et uformelt forum. Som typiske karakteristika ved målgruppen for pSp-samarbejdet nævnes:

• Truende adfærd over for andre.
• Voldsomt udadreagerende adfærd.
• Til fare for sig selv eller andre.
• Har børn/familie, der skal have hjælp.
• Er ude i kriminalitet.
• Erkender ikke egen sygdom/sociale situation.
• Er i risiko for at miste bolig eller på anden måde sit eksistensgrundlag, hvis der ikke gribes ind.
• 3. person klager over vedkommende.
• ”Usynlig” og i fare for at ”gå til” i egen lejlighed.
• Karakteriseret ved flere samtidige problemstillinger.

Som medlem af en følgegruppe for SFI’s forskningsprojekt har jeg foreslået, at man spørger de borgere, hvis forhold har været bragt op i PSP-samarbejdet, om deres mening, når resultaterne af samarbejdet på Frederiksberg evalueres. Da disse borgere faktisk ikke har sagt ja til eller er blevet informeret om, at deres forhold har været vendt på møderne, har forskerne valgt den mulighed fra. Til gengæld har man talt med lokale repræsentanter for LAP, der ligeledes har slået på, at princippet ”intet om os uden os” burde gælde i PSP-samarbejdet, således at borgeren fik ret til at være med på møder, hvor hans/hendes sag bliver drøftet. Ændringen af retsplejeloven peger i en helt anden retning, og der er efter min opfattelse en åbenlys risiko for at udsatte psykiatribrugeres retssikkerhed sættes yderligere over styr!

1. Kortlægning af PSP-Frederiksberg – koncept, praksis, erfaring. Af: Kathrine Vitus & Agnete Aslaug Kjær. www.sfi.dk
2. PSP. Et tværsektorielt samarbejde mellem politi, sociale myndigheder og psykiatri – inspiration til organiseringen. Rigspolitiet, Det Kriminalpræventive Råd,
Direktoratet for Kriminalforsorgen, Danske Regioner, KL - Kommunernes Landsforening.