Vrede, smerte og følelsen af ikke at blive forstået af omverdenen, synes ofte at figurere i LAP bladet. Meget forståeligt, da man må tage i betragtning, at en psykisk sygdom kan betyde, at ens indre liv bliver hårdere, end hvis man var foruden.

Her i dag fik jeg Medlemsbladet, og jeg faldt over et læserbrev der hedder ”Nej til dødslister”. Det er en protest mod, at der synes at være en usmagelig bevægelse mod at indtage medicin.

Det kan være, at nogle har det godt med medicin, og vi er sikkert rigtigt mange, der har prøvet at lade være med at tage den. Og (tror jeg) med fatale udfald. Personligt røg jeg lige ind på den lukkede.

Men jeg tror hyppigt, at det er vores egne dæmoner vi tager med, når vi føler os uden for samfundets ”normale” samfundsstøtter. Personligt har jeg næsten kun oplevet positive mennesker. Min familie er helt fantastisk og gør deres, for at jeg skal have et rigt liv på trods af skizofrenien. Der er dog grænser for, hvor meget jeg kan klare. Det er en ting, jeg arbejder med på mit bosted. Men lige så stille, dag for dag er der en lillebitte forskel. Og det er ikke mig selv, der gør det store arbejde. Det er omgivelsernes positivitet. Jeg kan ikke blive ved med at protestere, når det er, hvad jeg bliver mødt med. For himlen skal vide, at jeg godt kan være trist. Men så snakker jeg med en af mine kontaktpersoner om alle de ting, min førtidspension betyder.

Jeg kan studere og har jeg brug for forlænget tid, så kan jeg få det. Eller bare en ting som at kunne tage på højskole. Det vil jeg frygtelig gerne og om et par år, så tror jeg, at det er realistisk. Jo, vi skal også huske på alle de muligheder, vi har - også med vores begrænsninger. Så skal det nok gå.