Glæde i stedet for bitterhed…
godmorgen – godmorgen du strålende morgen…
solen skinner og himlen er skyfri – godmorgen…
egentlig var jeg trist – men nu har jeg glemt det igen…
her er så dejligt – midt i varmen og stilheden…
tyve år er der gået – bare sådan…
tyve år siden at jeg satte mig ned…
- og blev ked… igen og igen…
tyve år med smerter, tårer – sorg og savn…
nu vil jeg ikke bruge flere år – på det…
det er så nemt at beslutte sig – for glæde…
- i stedet for bitterhed
men at gennemleve beslutningen…
- det er dér prøvelsen – er størst især…
men det lykkes mere og mere – med tiden…
det som er svært at slippe – er angsten…
den angst – de tyve år – har givet…
at andre vil – at de igen skal bestemme…
- over mig og mit liv…
”hvad bilder de sig for øvrigt ind” ???...
gud ske tak og lov – at jeg lærte at sige fra…
bag døden – to gange…
i jesu navn amen…
The Rosewoman, Lillian Rank 2010
D. 8. april
Hvordan mon at du har det – efter disse år der er gået…
Mon du tænker – det samme – om mig…
Mon du har lukket mig ude af dit liv og hjerte…
- for længe siden…
Min forstand – kan have svært ved at acceptere…
Mit hjerte – nægter at forstå det hele…
Min fortid – fortæller sandheden – om det…
- imens at jeg spekulere over… hvad skete der ???
At fødes uønsket – er én ting…
- men at forblive uønsket – er noget helt – helt – andet…
Det kan næsten slå et menneske ihjel…
- at være ”levende død” – for ens slægt og familie…
Men jeg undrer mig – igen og igen – over dig…
- hvordan kan du – holde dit liv ud…
Hvordan er det at bo – inde i din sjæl…
- jeg kan slet – slet ikke – følge din tankebane…
Men jeg kender dig – slet ikke mere…
- det gjorde jeg engang…
Jeg tror du har det – ligesådan med mig…
Amen…
The Rosewoman, Lillian Rank 2010
Min recovery - at komme sig
Jeg går ned ad alléen, træer på begge sider, solen skinner og står stadig højere og højere på himlen, himlen har en naiv blå farve, og er specielt klar i dag. Træerne står med deres nøgne bark, svøbt i naturens egen bladgrønne dragt. Vejen skråner nedad, skridtene føles lettere og lettere, det er som om sjælen letter gangen. Fuglene synger, forekommer det mig smukkere og smukkere, skridt for skridt. Panoramaudsigten ud over fjorden, gør også sjælen lettere og mere fri, ikke bundet af den meget strenge vinter mere, det er som vinteren tør, og må give efter for forårets ungdomsbudskab, ikke den første ungdom, men den anden ungdom, men ingenlunde dårligere, end den første, en mere moden ungdom vil jeg sige, en ungdom med mere livserfaring og mere livsmod. Ungdommen startede med puberteten, efter pubertets problemerne var de første skridt kluntede, jeg skulle lære at gå på ny, lære at leve livet igen. Jeg var fanget af en frygtelig sygdom, og dens mørke magter, da jeg kom fri fra dens hårde jerngreb, mærkede jeg en indestængt glæde, der langsomt begyndte at gro og vokse igen. Det er mere og mere som om fuglene synger ”En lærke letted, og tusind fulgte”. De lyse magter har vundet over de mørke. Det er mit livs forår og jeg er fri. Det er forår og jeg går ud ad livets vej i livets skole, som en anden elev.
Else Elise Hermansen