Landskampagnen mod dødsfald i psykiatrien

Som pårørende og medinitiativtager til oprettelse af foreningen ”Død i psykiatrien”, har jeg været meget glad for samarbejdet med de øvrige LAP medlemmer i KORS- gruppen og det var altid med glæde, jeg tog fra København til gruppens møder i Odense. Det har været dejligt at opleve den entusiasme, som mødedeltagerne lagde i opgaven og ikke mindst at se hvordan Paul, med sine tidligere erfaringer fra Roskilde, holdt ”fanen højt” og med sin gejst og sit store engagement holdt fast ved planen under arbejdsprocessen, uanset udskiftninger af KORS-gruppens medlemmer undervejs.

Det er desuden min opfattelse, at da Karl indgik i gruppen som den faste tovholder, referent og koordinator i det store planlægningsarbejde, så tog landskampagnen for alvor form, og vi begyndte at få overblik over de mange opgaver, vi hver for sig og sammen skulle løse, så alt kunne blive klar til kampagnestart 25. september.

Arbejdet med og diskussionerne i forbindelse med at beslutte teksten på de hvide kors, plakater, postkort og plancher, som skulle produceres, synes jeg var spændende at deltage i, og det gav gode og konstruktive drøftelser om det alvorlige og vigtige emne, vi beskæftigede os med. Alle brændte virkelig for sagen, og selvom ”bølgerne gik højt” af og til, og vi måske talte forbi hinanden i kampens hede(?), så var der altid plads og overskud til et kram som afslutning på de enkelte møder. For mig har det altid været meningsfyldt og aldrig kedeligt at deltage i KORSgruppens arbejde.

Mine personlige erfaringer som pårørende til en datter, som har mistet livet p.gr.a. psykiatrimedicinen, betød, at jeg kunne bidrage med nogle input til indholdet i kampagnen, som eksempelvis planlægning af de historier, vi besluttede at fortælle om i de offentlige rum rundt omkring i landet.

Det var en særlig oplevelse for mig at være med rundt på pladserne i de største byer Ålborg, Århus, Odense og til sidst i København, hvor jeg selv var tovholder.

Da min mand Peder og jeg kørte til Ålborg den 24. september om aftenen for at være med til at starte kampagnen, blev vi modtaget på vandrerhjemmet af ”korsridderne” Jan og Bjarne m.fl., som var kørende i kampagnebussen. De havde i dagens løb haft travlt med at placere hvide kors og sætte plakater op i Ålborg og omegn. Det var rigtig hyggeligt at spise aftensmad sammen i fællesrummet og mødes igen morgenen efter på første kampagnedag, hvor vi alle var spændte på at komme i gang.

Det var køligt efterårsvejr, men septembers himmel var blå og solen skinnede det meste af første kampagnedag. Efter at scenen var klar og hvide trækors var skruet sammen og placeret ved scenen og indgangene til pladsen, gik det løs med velkomst ved Jan som tov holder og Nils som ordstyrer. Søren fra Roskilde og ”The Rose Woman” Lillian fra Ålborg spillede og sang så dejligt og med stort engagement. Et TV hold kom og optog klip fra musikken og Jan fortalte om formålet med kampagnen. Bodil fra Ålborg indledte med beretningen om sin søn Mike, som døde af psykiatrimedicin i 2007 og fortalte om foreningen ”Død i psykiatrien”. For mig var det en følelsesmæssig stærk oplevelse for første gang at stå ude i det offentlige rum og igennem en højtaler fortælle om min mentalt følsomme og dejlige datter Julie, som havde kæmpet med de negative stemmer, de mange medicinbivirkninger og de dårlige oplevelser, hun havde haft med psykiatrien og socialvæsenet igennem de tre år, hun havde været i kontakt med ”de offentlige væsener”, inden hun døde.

Jeg kunne høre ekkoet af min stemme og fornemme, at Julies historie nåede fra torvet og helt ned til gågaden, hvor folk var på lørdagsindkøb. Da jeg efterfølgende sammen med de øvrige ”Lapper” delte postkort ud til de få forbipasserende på torvet, var det min opfattelse, at der var en del, som gerne ville tale om problemet om medicinrelaterede dødsfald i psykiatrien, og de var også interesseret i at studere plancherne og drøfte indholdet med os. Men der var også nogle, som afviste kortene og tydeligvis blev provokeret af at se de hvide kors foran scenen og på pladsen.

I Århus ”smilets by”, hvor Jan igen var tovholder og Nils ordstyrer, oplevede jeg langt større interesse fra forbipasserende borgere, som gerne ville i dialog for at fortælle om egne erfaringer og modtage postkort, foldere m.m. Der var meget fin pressedækning med lokal TV og interviews af aktive kampagne medlemmer.

I Odense var Patricia og Ole, som er forældre til Mark som døde i 2008, tovholdere og Jan var dagens ordstyrer. Udover de personlige historier var der fine klassiske musikalske indslag med studerende fra konservatoriet samt tale af en tidligere lokalpolitiker, en kunstner og en gadepræst og 3 dramatiske lydbilleder forfattet og fremført af Olga fra København.

Til den sidste kampagnedag i København, havde Karl hjulpet med at skaffe en stor scene, som blev opstillet på Nytorv, tæt på domhuset. LAP´s Københavns afdeling havde udlånt 3 flotte bannere, som lyste op på den kolde, men efterhånden solbeskinnede scene, og sceneforkanten var pyntet med efterårsløv.

Der var en fin kampagnegejst med Jan som ordstyrer og Paul og Marianne m.fl. delte postkort ud på Strøget imens ”det gik der derudaf” på scenen, hvor sangerinden Natasha indledte med sin sang ”Linedans”, som hun har skrevet og komponeret for LAP til Landskampagnen. Så smukt! Derefter var der oplæsning af personlige historier fra foreningen ”Død i psykiatrien”, fine musikalske indslag med sang og guitarspil af Søren og Tom fra Roskilde, sang og guitarspil med Lillian fra Ålborg, samt jazzmusik med Johs. på klarinet og Per på banjo plus irsk musik og sang med Seamus Cahill fra København. Olga fremførte ind imellem sine lydbilleder i tre akter.

Psykiatriordfører for SF Özlem Cekic holdt tale og midtvejs holdt gadepræsten Mia Rahr Jacobsen fra Trinitatis kirke en kort og meget smuk mindehøjtidelighed med et øjebliks stilhed, inden der blev tændt levende lys for nogle af de afdøde psykisk syge, som blev nævnt ved navn.

Selv synes jeg, at det blev en meget fin kampagneafslutning, som jeg er meget glad og stolt over at have været en del af.

Tak til alle ”Korsridderne,” som har knoklet landet rundt med opsætning af hvide trækors og plakater, samt transporteret kort, div. foldere og LAP materiale, kaffekander m.m. i kampagnebussen. I mødte altid op med godt humør.

LAD OS FORTSÆTTE KAMPEN SAMMEN!

MÅLET ER?

Det er så sjette gang du bli´r indlagt.
Har ventet på skadestuen i timer.
Journalen er vokset, så meget er sagt,
stemmerne og angsten står i stimer.
De har foreslået dig at ta´ medicinen,
en ny, som skal hjælpe og få dig på banen.
De si´r at ” målet er, at du lærer at acceptere skizofrenien.
Og ta´r medicinen, så det bli´r vanen”.
Du stiger i dosis, men er der effekt?
Af det ny præparat, som gi´r hjerteflimmer.
Lægen viser slet ingen respekt
for dine livsvilkår – du bli´r mere bimmer.
Snart er du på det maximale.
Hjertet banker uregelmæssigt, og du bli´r bange.
EKG`erne bliver så unormale.
De siger, at de har forsøgt flere gange,
at få fat i ham hjertespecialisten.
Er målet nået? De tjekker listen.
Du kæmpede tappert, lige til det sidste,
for drømme og håb, med din stærke krop.
Lægerne var dem som vidste, at du risikerede hjertestop.

NOVEMBER 2009.