Den 10. oktober på Verdens Mentale Sundhedsdag sluttede LAP´s landskampagne mod dødsfald i psykiatrien med en demonstration på Nytorv i København. Igennem 14 dage havde LAPbussen været rundt i de større byer i Danmark – og det med succes. En del medieopmærksomhed kom der også ud af det – en del meldte sig ind i LAP og nogle meldte sig ud. (flere oplysninger om kampagnens forløb kan læses andet sted i bladet eller på LAP´s hjemmeside www.lap.dk)
Min aften på denne særlige dag sluttede i Operaen, hvor PsykiatriFonden havde inviteret 1.500 mennesker til det årlige arrangement med underholdning, oplæg og andet spændende. Sammen med fire andre LL-medlemmer oplevede jeg både opera, ballet, oplæg af Raben Rosenberg om stress, depression og hjerneforskning, Rytteriet - v/Rasmus Botoft og Martin Buch, en prolog af Ib Michael, Safri Duo og meget mere - og til slut formanden Jes Gerlachs bevægende afskedstale som han kaldte ”Et eventyr”. Man mærkede ikke på ham, at os, der i bil kørte over broen ind til P-pladserne ved Operaen, havde oplevet et scenarie, vi gerne havde været foruden. En stor demonstration af hvidklædte personer med fakler og store hvide skilte med slagord mod psykiatrien og anden ubehagelig propaganda stod opstillet netop her, hvor rigtig mange gæster kørte ind. En af disse, professor Raben Rosenberg, var rystet over dette skue, og rettede dagen efter henvendelse til LAP for at få en forklaring, idet han antog at det var LAP´s landskampagnen som demonstrerede der.
Det kunne jeg og FU skriftligt afvise - vi har anelser om hvem der stod bag. Meget kedeligt og også meget frækt, at denne protestgruppe gennemførte deres sektlignende demo under dække af LAP-landskampagnen. Der var ingen mediedækning om PsykiatriFondens storslåede aften, udover et lille input i TV-2 dagen derpå, hvor protektor Kronprinsesse Mary tonede frem. Det var bestemt en meget smuk og bevægende aften i Operaen.
Kærlige julehilsner fra
Inger-Liss
Om Psykopati og personlighedsforstyrrelser
Den 5. nov. var jeg tilmeldt ovenstående temadag på Århus Universitetshospital – det var der mindst 100 andre, der også var. Der var rigtig mange gode oplæg. Professor Raben Rosenberg holdt et spændende foredrag om psykopater og personlighedsforstyrrelser med titlen ”Psykopati i neuro-psykiatrisk lys”. Det blev holdt på en meget letforståelig måde og alligevel med megen faktuel oplysning om denne uhyggelige sygdom. Jacob Holdt, fotograf og foredragsholder, startede en times oplæg med underholdning snittet til med billeder på storskærm og mange hurtige kommentarer om hans eget liv blandt hjemløse, forbrydere og Ku Klux Klanen i USA. Lidt ligesom Münchausen eventyr. Han kunne næsten få en morder til at virke uskyldig.
Psykolog Claus Werchmeister, Retspsykiatrisk afd., Risskov holdt et interessant oplæg om bl.a. psykopati – psykopatologi. Det blev nævnt at Peter Lundin (myrdede kæreste og to børn for nogle år siden) var en fuldblods psykopat, følelseskold og socialt dysfunktionel. To brugere, Christina, som havde levet med en psykopatisk, kristen far og oplevet overgreb i barndommen samt en anden kvinde, der havde levet med en personlighedsforstyrret ægtemand i mange år - fortalte begge rørende om deres dramatiske oplevelser som slut på temadagen.
Der var workshop bagefter, men det deltog jeg ikke i – jeg havde fået nok med hjem at skrive om. ”Masken” som en ægte psykopat bærer, viser at vedkommende spiller rollen og ikke har emotionelle følelser for andre end sig selv. Hele tiden finder han/hun nye ofre som kan misbruges på forskellig vis. Ofte er det svært at se dette, før der sker et endeligt brud og man mærker den syges sind for fuldt blus.
Jeg er i gang med at skrive en større artikel om personlighedsforstyrrelser versus psykopati. Der kan i øvrigt lånes en masse bøger om psykopati hos PsykInfo, Skovagervej 2, 8240 Risskov. www.psykinfo.dk
Nu bliver det atter jul
Julen nærmer sig med hast – forretningerne har allerede i skrivende stund linet hele nissemenageriet op, og alverdens grønt, pynt, glimmer og gaver kan købes for penge. Frosten er ikke kom-et endnu, så man kan stadig sætte forårsløg i haven. Jeg har sat tre stykker løg af de 4-verdenshjørner i krukker og god jord - indendørs - og håber nu, at der kommer en rød, en hvid og en rosa/hvid frem inden juleaften. De er så smukke og stolte, når de er sprunget ud, og holdbarheden er lang.
Første dag i advent skal der laves juledekorationer hos min søn og svigerdatter, hvor det traditionen tro er hele familien, der inviteres til at producere alt hvad kreativiteten magter at frembringe. Vi plejer at være op til 20 mennesker. Selv de helt små børn får noget gran og lys at pynte med – voksne drenge kan også finde mange ideer frem med en klat ler, gran og nogle fine lys. Lilla skal min adventskrans være i år, både lys og sløjfer. Der er glögg og æbleskiver om eftermiddagen, og måske en and eller noget andet spændende til aftensmad som min kokkesøn vil fremtrylle. Det skaber en stemning af sammenhold og absolut julehygge af højeste kaliber. På selve juleaften skal vi ikke være så mange, og jeg har fået lov at læse juleevangeliet op i år, inden vi går rundt om det pyntede træ. Det har ikke været tilfældet de tidligere år; muligvis fordi det føltes mere kristent og højtideligt for den unge generation. Jeg synes nu alligevel at mine børnebørn skal vide, hvorfor vi fejrer julen.
Der kunne være meget andet at skrive om…
Rundt om i bladet kan I læse om mange andre oplevelser – måske ikke de særligt julede - så derfor vil jeg slutte klummen af med mit eget lille LAPjuleevangelium:
Må julen komme godt ind og hjem til jer alle i foreningen og bringe lidt lys og glæde for fremtiden. Giv ikke op før alt er afprøvet. Hold hovedet højt selvom du hører om tabuisering, føler dig stigmatiseret og/eller har en diagnose, hvor du er nødt til at bruge medicin for at få livskvalitet. Glem alt om Janteloven – vid at du er noget unikt i dig selv – på trods af sygdom, diagnoser og andet – du er et menneske som alle andre bag masken. På den måde kommer du videre i dit måske svære liv, kan udvikle dig, være kreativ og gøre en forskel. Det frivillige arbejde i mange sociale lag er en efterspurgt vare, som man bør udnytte chancen for at deltage i, hvis man har ressourcer til det. Man behøver ikke at hedde Poul Nyrup Rasmussen for at gøre en forskel – det handler ikke om, hvor stort, det du gør, er eller bliver, men blot om at du gør noget. På den måde gør du også meget for dig selv og andre.
Det kan vist kun være en Win-win situation.
BRUG JULEN TIL AT TÆNKE OVER HVAD DU KAN GØRE FOR DIG SELV!
GLÆDELIG JUL!