Vækkeuret ringer, og min chef, politikerne og kollegaer venter på mig på arbejdet, men jeg har ikke sovet hele natten. Jeg kunne simpelthen ikke sove, så jeg er totalt kvæstet. Det føles som om, at sengen hiver i mig, og omkring mit hoved er jeg så søvnig, som jeg aldrig har været det før. Det er sådan en dum ide, at man kan melde sig syg, når det ikke hver gang er derfor, at jeg ikke vil gå på arbejde.

Jeg giver op, jeg kan ikke stå op, og derfor så foretager jeg mig ikke mere i sagen. Udover bare at blive liggende, og håbe på at jeg snart får sagt op på mit arbejde. Med de tanker går jeg ud som et lys i min seng, og et øjeblik inden jeg falder i søvn, rammes jeg af en lille skræk over foretagendet. Derefter så vågner jeg kl. sytten, og skal snart lave aftensmad, og samtidigt med det bliver jeg skrækslagen.

Fordi hvad vil folk nu sige, hvordan er min situation og min hverdag, hvis det her fortsætter. Pludseligt ringer telefonen, og jeg skuler af frygt over på den - uden at tage den. Det er min chef, og han er den sidste, jeg vil tale med. Jeg bliver igen overvældet, fordi hvordan skal jeg kunne sove i nat, når jeg har sovet hele dagen. Ud af mine øjne strømmer det med væske, ja jeg er faktisk psykisk syg. Jeg har søvnforstyrrelser, hører stemmer, og min hjerne er på ingen måde klar til at huske på arbejdsopgaver.

To dage efter forsøger jeg at gå på arbejde, fordi det bestemmer politikerne, det gør jeg ikke selv. Jeg kommer for sent, og mine kollegaer er efter mig, de er faktisk i en helt anden rytme og humør end mig. Jeg føler mig udenfor, og det eneste sted, jeg har lyst til at være, er ude på toilettet. Så der bliver jeg nødt til at gå ud og tænke på, hvad min familie laver. Jeg er frygteligt træt, og er faktisk faldet ud af sengen.
Jeg beslutter at tage tilbage til mig selv, så jeg kan nyde morgenstunden, en morgen hvor freden og dagen starter mildt og dejligt, uden at jeg skal ud af døren, det vil jeg bare ikke undvære. Ved håndvasken på toilettet opfatter jeg faktisk, at der står et spøgelse.
Det er min kollega, som er totalt grå og bleg i ansigtet, jeg spærrer øjnene op, og har faktisk lige i dette øjeblik taget min beslutning. Og derfor siger jeg til min kollega: ”godnat arbejde, goddag pension”.