Kære læsere af LAP bladet!

Vi var en lille nystartet LAP forening i det naturskønne Odsherred - LAP Odsherred. Vi holdt stiftende generalforsamling og efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde torsdag den 12. november 2009 i det psykiatriske Værested ”KIK IND” i Vig, i Odsherred.

Desværre var vi kun 4 fremmødte. Vi havde tidligere hørt under LAP Holbæk, men forsøgte altså sidste år med held at oprette en selvstændig LAP forening her i Odsherred, men med nød og næppe, da vi kun lige klarede os igennem med 3 bestyrelsesmedlemmer, formand Henriette, næstformand Else og kasserer Toke.

Derudover var vi kun 10 passive medlemmer under LAP Odsherred. Det siger jo sig selv, at det var hårdt med meget arbejde at være nystartet, og at det var endnu hårdere, når vi bare var 3 bestyrelsesmedlemmer. Var vi bare det dobbelte ville det være noget lettere, og nogle passive medlemmer at trække på, når ”arbejdet kaldte”, ville også være rart. Men vi var fortrøstningsfulde, og håbede og regnede med at begge dele kom, når vi nu bare var etableret.

Og penge er ikke alt, men de var jo ligesom en forudsætning for at vi kunne arrangere noget i vores forening. Vi fik heldigvis 3.000,- kr. i opstart af Landsforeningen LAP, tak til jer. Vi holdt nogle arbejdsgruppemøder, hvor vi udsendte referater og andet materiale til vore medlemmer, og hvor vi skrev et par ansøgninger og søgte om fondsmidler, da vi manglede kapital, fordi vores mål bl.a. var at arrangere nogle socialoplysende foredrag her i Odsherred.

Men vi var for få om arbejdet og havde bl.a. heller ikke den viden der skulle til, for at skrive ansøgninger, for at ansøge om legater og fondsmidler til LAP Odsherred. Kære læsere, I har sikkert bemærket, at hele det ovenstående stykke er skrevet i datid, og rigtigt gættet, det er LAP Odsherred også nu!

Vi har desværre været nødsaget til at nedlægge LAP Odsherred. Venlig hilsen Henriette Buemann Jensen, Toke Jensen og Else Hermansen.