Du kan ikke ændre stigmatiseringen og diskriminationen af mennesker med psykiske lidelser, medmindre det psykiatriske behandlingssystem ændres, siger Heinz Kanzig, Ludwig Boltzmann Institute, i Wien, Østrig. På europæisk niveau arbejder han med at udvikle en metode for at undersøge alle psykiatriske institutioner for at checke, hvorvidt menneskerettighederne overholdes.

- Nogen siger, at man ikke kan ændre stigmatiseringen, medmindre man ændrer den måde, hvorpå de psykiatriske systemer fungerer. Er du enig i dette?

- Jeg er fuldstædig enig, siger Heinz Kanzig.

– En af hovedårsagerne til stigmatisering er den behandling, der foregår på de store psykiatriske institutioner, og hvor ingen forstår, hvad der foregår. Jeg har altid sagt: Hvis man har været patient i en psykiatrisk institution og lokalsamfundet ved, man har været indlagt, så har man ikke behov for andre fjender at slås med. Det er nok, at man har fået et stempel, fordi man har været indlagt.

- Så en ting er, at man er syg, men resultaterne af den psykiske sygdom er endnu værre? At man bliver sat af?

- Ja. Hvis du f.eks. har diabetes, har du også problemer at slås med, men så har du også andre menneskers medfølelse og sympati. Men drejer det sig om psykisk sygdom, så har mennesker med psykisk sygdom en ekstra byrde at slæbe rundt på: De må altid være på udkig efter den diskrimination, der foregår. Psykiatribrugere prøver at holde det skjult, fordi man ved, det er en oplysning, der ikke vil blive taget godt imod. Så det er en ekstra byrde. Ikke bare har man sygdommen at slås med, f.eks. hvis du er deprimeret, men du er også ekstra belastet, fordi du er nødt til at skjule det og forklare dig overfor andre mennesker. Du er nødt til at trække dig tilbage fra kontakt til andre. Dette er meget belastende og kan yderligere forværre din sygdom.

Heinz Kanzig mener, et øget fokus på menneskerettigheder kan ændre dette. - Det er vigtigt at undersøge, om folks basale menneskerettigheder bliver overholdt. Samtidig skal man forsøge at placere støtteforanstaltninger lokalt. Det vil gøre, at folk med psykiske lidelser i højere grad kan blive inkluderet i samfundet. Det kan kun ske, hvis de tilbud, man har behov for, er placeret tæt på det almindeligt levede liv.

Hvad skal der til, for at folk kan blive mere inkluderet i samfundet?

John Hallowan, European Network, en sammenslutning af socialchefer på europæisk niveau: - På den ene side er der vanskelige tider, rent økonomisk, hvor arbejdsgiverne mere kan vælge og vrage mellem ansøgerne. Men systemerne hjælper heller ikke folk til at få et arbejde, fordi reglerne er så ufleksible. Enten har du et traditionelt arbejde, hvor du arbejder 9 – 17 hver dag, eller også har du slet ikke noget arbejde. Det er ikke et valg, der nødvendigvis er godt for folk. Ikke bare folk med psykiske lidelser men alle mennesker kan have behov for nogle mere fleksible rammer at fungere i.

Hvad skal man gøre for at bekæmpe diskrimination og udstødelse?

- En ting er, at folk er meget uvidende. Psykiske lidelser er en af de ting, der skræmmer folk. Ser du en person i en kørestol er det måske medfølelse, du har. Det ku’ også ske for dig. Men med psykiske lidelser ved folk ikke, hvad de skal tænke. Medierne er også et problem. Det er noget, der virkelig skal arbejdes med. Det gælder om at få folk i medierne, som har haft psykiske problemer.

I dag har vi faktisk en masse folk, der står frem og fortæller deres historie. Når kendte står frem i offentligheden og siger: ”Jeg har haft en voldsom psykisk lidelse”, bli’r det også lettere for andre at tale om.

John Bowis, tidligere medlem af Europa parlamentet:

- Hvis man skal reducere stigma, bliver man nødt til at lytte og lære af dem, der har haft erfaring med psykisk lidelse. Og så inddrage psykiatribrugere i planlægningen af de tilbud, der gives. Man bliver også nødt til at kigge på den diskrimination, der er der. Man bliver også nødt til at se på om lovgivningen omkring diskrimination er tilstrækkelig klar.

Om hvordan folk kan blive bedre inkluderet:

- Først skal folk blive mere inkluderet i de beslutningsprocesser, som vedrører den enkelte. Dernæst skal de involveres i beslutningsprocesser, der involverer de tilbud, der etableres i psykiatrien. Endeligt skal psykiatribrugere involveres i alt muligt andet, i samfundet, på arbejdspladsen, i skolerne og i familien. Som alle andre også er det.

På spørgsmålet om, hvorved EU kan gøre en forskel

- EU kan give eksempler på god praksis. EU bør påvirke virksomhederne til i langt højere grad at offentliggøre, hvad de foretager sig for at øge mental helse i virksomhederne.

Hvis virksomhederne skal begynde at redegøre for deres politik på området med psykisk sygdom, kan det være de får øjnene op for, at det er noget, de skal beskæftige sig med. - Det kan føre meget godt med sig. Vi ved, der er grænser for, hvad EU kan gøre. I mange tilfælde er det op til medlemsstaterne, men der er ingen grund til, at EU ikke skulle sige: ”Hey, medlemsstater! Det her er god praksis! Fortæl os venligst, om I har tænkt jer at leve op til det!”

Faktaboks: Lise Jul holdt sammen med Marianne Cohen fra Århus Kommune et oplæg om recovery i forbindelse med den store EU-konference i Lissabon i november om øget mental helse og samfundsmæssig inklusion. Konferencen blev afholdt i forbindelse med EUs fattigdomsår. Læs mere om projektet på kontrakten.dk