For et stykke tid siden drømte jeg, at mit vanvid var et forsvar mod sorgen. Tidligere troede jeg, at smerten blev skabt af stemmerne, af psykosen. Nu forstår jeg, at det er omvendt; psykosen er en (ubevidst) flugt fra en ubærlig virkelighed, fra sorgen og smerten.

Da jeg var ung, oplevede jeg to traumatiske begivenheder, bl.a. en dyb men ulykkelig forelskelse. Som jeg oplever det, resulterede disse to hændelser i en grundlæggende, dyb smerte i mit sind, i mit indre. Og den ulykkelige forelskelse blev tuen, der væltede læsset.

Så jeg oplever, at psykose kan være et forsvar mod smerte og sorg, omend det er irrationelt og uhensigtsmæssigt. Men når man ser sådan på det, har man pludselig en chance for at komme sig igen ved egen, bevidst kraft. Man kan vælge, i hvert tilfælde forsøge, at se smerten, sorgen i øjnene som den er. Og ikke længere flygte fra den. Det gør ondt, men dét gør livet jo af og til. Men det er også som at få boret en syg tand ud; det gør ondt, og måske har man brug for bedøvelse (medicin); men resultatet vil være mere sunde tænder. Fred.

Når jeg ser sådan på det, tror jeg mere end nogensinde på, at det faktisk er muligt at overvinde skizofrenien. At komme sig. Ikke ved et trylleslag, men ved hårdt arbejde; ved at se mig selv i øjnene og bearbejde de svære følelser af smerte og sorg og vrede. Se det i øjnene.

Mere end nogensinde tror jeg på, at der er en vej at gå. Jeg har fået øje på den i tågen, i regnen. Eller også er dette blot næste skridt på den vej, jeg altid har gået. Håbets vej. Jeg tror, at jeg er ved at komme mig for alvor.