Stigmatisering - eller rettere - kampagne mod stigmatisering er oppe i tiden lige nu. Der udkommer glimrende rapporter omkring temaet, men tager de fat om det egentlige problem?

Lad os se lidt på ordet Stigma betyder brændemærke på græsk, man brændemærkede for at udskille fra resten af befolkningen. Den kristne kirke lånte ordet om et andet fænomen, kaldet stigmata. Det beskriver spontant opståede kopier af den korsfæstedes sår, noget der opstår i relation til en art religiøs ”hysteri” i den Freudske betydning.

Nutidig brug af ordet stigma og stigmatisering henviser til en udelukkelse fra et fællesskab, bl.a. kan personer med psykosocialt handikap og/eller psykiske ubalancer opleve sig stigmatiserede på grund af deres handikap.

Men hvor kommer denne stigmatisering så fra? Er den et resultat af det sære behov for ”prügelknaben”, som samfundet synes at have? Eller er der andre årsager?

Der er i alt fald en anden årsag, der springer i øjnene. Den stigmatiserende effekt hele behandlersystemet har, fordi de ser sig selv som behandlere.

Vi må hellere her lige se på ordet behandle, der er en germanisme og den tyske udgave af ordet ”behandlung”, indeholder ordet hand = hånd. Så behandling er i sin oprindelse noget, der er udsat for påvirkning af en hånd = omformning at en tilstand. Det parallelle ord er manipulation, indeholdende ordet mani = hånd.

Tilbage til behandlergruppen. Netop behandlergruppen - ikke hjælpergruppen - har før sagt: ”du skal ikke bruge dine normer når du skal hjælpe” og det er netop det, behandlergruppen gør. Derved gør de brugerne til noget særegent, der skal tilrettes til en normalitet. Og det særegne er det brændemærkede, der skiller sig ud fra en påstået norm.

Problemet er bare, at den norm er en ikke eksisterende størrelse, selv om vi bruger den som parameter, også til de undersøgelser der ligger bag den nu igangværende kampagne.

Faktisk er hele sygdomstilgangen til psykiske ubalancer i sig selv en stigmatisering, så skal vi stigmatiserings oplevelsen hos mennesker med psykosociale handikaps til livs, så skal vi først have gjort op med denne tilgang og ikke kun hos behandlergruppen omend de står forrest, men også hos visse typer af pårørende – så følger resten af samfundet lidt efter lidt med. Jeg tror ikke så meget, det drejer sig om sprog og ordvalg, selvom det kan være medspillende, så ville ”political correctness” være det sidste vi skulle ønske os.