Dette er en vandrehistorie
Her er reglerne for en vandre-historie i LAP-bladet:
• Fortsæt fortællingen om hovedpersonen, undlad at flette nye hovedpersoner ind i historien.
• Når bipersoner optræder, da afslut forløbet med dem i din vandre-historie. Den næste skribent ved ikke, hvis du har en plan om, at en biperson skal optræde senere.
• Hold dig til plottet. Undgå at gøre det mere indviklet. Det er måske dig, der skal rede trådene ud igen.

Gabriel Hauser talte i mobil på vej gennem ankomsthallen i Københavns Lufthavn. I den anden ende var Søren Hansen kommet forbi sikkerhedskontrollen i Rønne med et falsk boardingpas til København. Det havde taget et kort øjeblik at forfalske med en bærbar tre i en printer, på toilettet. Det tynde, glatte papir havde de købt hos Post Danmark. Det var det samme som postvæsenet brugte til deres kasseboner. På det originale boardingpas stod der stadig Gabriel Hauser.

Gabriel var velklædt og rank i hvid skjorte og skræddersyet jakkesæt og frakke. Han bar sort hat, sort paraply i familiestørrelse, og i en rem på hans skulder hang der en lædermappe på størrelse med en lægetaske. De ankomne flypassagerer kom ud i en jævn strøm fra bagagehallen. Deres flyrejse var officielt slut, når de havde passeret toldkontrollen. En sensor inde fra toldområdet fik svingdørene til at åbne sig. Gabriel påtog sig en distræt ansigtsmimik. Han førte højre hånd ned i inderlommen på sin cottoncoat og greb fat i sit rødbedefarvede pas. Han strittede med det og forsøgte at spille dum og forvirret, da han gik i modsat retning gennem toldstedet. En sensor registrerede straks den modgående færdsel og en brummetone gik i gang med staccato-agtig lyd, som på et hangarskib når alarmen går i gang. Der var ingen toldere; der var passagerer, der kiggede nysgerrigt, men ingen der standsede ham.

Gabriel var ikke noget ondt menneske. Han var en fantast, der troede på det lykkelige samfund, bygget på tillid og selvregulering. Han brød sig ikke om autoriteter og kontrollerende myndigheder. Han mente, at et liv skal leves i frihed, men med ansvar for, at det enkelte individs handlinger er til gavn for andre, eller i hvert fald ikke påfører andre skade. Han var udmærket klar over, at han var i færd med et direkte brud på sin overbevisning om ikke at skade andre, hvis hans plan gik galt. Han havde nøje tænkt på problemet om at komme til at skade andre, som han forsvarede med, at det var et vigtigt bidrag til det moderne menneske, at fortælle at autoriteter og regler ikke er det bedste at sætte sin lid til. I folkeskolens 4. klasse fik han en anmærkning i kontaktbogen, som han skulle vise til sine forældre. Han lavede et falsk svar fra sin mor, da han følte anmærkningen uberettiget. Han havde støjet i timen og været ukoncentreret. Men to andre elever, der havde været med til at håne læreren, var sluppet for tiltale og anmærkninger. Det blev aldrig opdaget, at lærerens budskab ikke nåede frem til Gabriels forældre, så han følte, der måtte være en retfærdig Gud tilstede, som han ind imellem stadig troede på.

Der lagde sig en hånd på Gabriels skulderblad: ”De er kommet uhindret igennem toldområdet. Jeg er securitygard i cph-airport. Hvad laver De her?”

Gabriel svarede med let forurettelse: ”Jeg leder efter mit flybevis, så jeg kan garantere, at jeg har ret til at være her, unge mand.”
”Hvor er flybilletten?”
”Jeg må have smidt den ud i en skraldespand her i nærheden.”
”Hvilken?”
”Her omkring,” svarede Gabriel og pegede på et område, hvor der stod en pølsevogn og et par transportbånd, der kørte i ring med kufferter.
”Hvorfor gik de tilbage til bagageudleveringen?” spurgte vagten.
”Jeg har glemt mit halstørklæde.”
”Så skal de henvende dem i informationsskranken ude i ankomsthallen. Af sikkerhedsmæssige årsager kan vi ikke have folk rendende frem og tilbage,” belærte vagten ham.
”Jo, det skal jeg huske til en anden gang, selv om jeg ikke ønsker, at der skulle blive en anden gang. Det var et halstørklæde jeg fik af min mor sidste jul. Hun vil blive meget ked af, hvis jeg mister det. Hun er døende og meget skrøbelig over for selv de mindste tab. Det ligger lige her oppe på et toilet, jeg besøgte. Jeg vil så gerne have det med i dag, i stedet for at hente det på et hittegodskontor i morgen, hvis det da overhovedet bliver fundet,” sagde Gabriel.
”Hvor kommer De fra?” spurgte vagten.
”Jeg har været til møde på Hotel Fredensborg i Rønne på Bornholm,” sagde Gabriel.
”Jeg har familie på Bornholm, det er et dejligt sted,” sagde vagten og blev mindre brysk.
”Hvornår opdagede De at De havde glemt deres halstørklæde?” spurgte han.
”For to minutter siden.”
”Så må deres boardingkort stadig ligge øverst i en skraldespand. Jeg hjælper dem med at lede efter det, og så kan jeg vise dem vejen til toilettet i håbet om, at vi finder deres halstørklæde. Jeg må desværre ikke lukke dem ind i afgangshallen, uden at de har et boardingkort.” Vagten fortsatte: ”Må jeg lige se deres pas?” Gabriel stod klar med det i hånden.
”Tak! Aha, Hr. Hauser. Er de af tysk afstemning?”
”Nej. Det er min mor,” svarede Gabriel.
Vagten konkluderede, at hvis Gabriel var kommet fra Rønne, var hans bagage leveret på bagagebånd nr. 4. Det var i overensstemmelse med det område, som Gabriel havde søgt hen til.
”Har de været forbi pølsevognen,” spurgte vagten.
”Ja. Det har jeg, men jeg synes at priserne var for høje, så jeg købte ikke noget.”
Vagten svarede Gabriel med imødekommenhed:
”Ja. De tager sig godt betalt for maden herude.”

De gik over til Pølsevognen for at rode i de to affaldsspande, der hang ude på vognen. Søren Hansen var netop gået forbi i sine karakteristiske, slidte jeans. Ren men laset, yndede Gabriel at kalde ham i drilskhed. De havde været venner i mange år. Søren havde frekventeret pølsevognen og nydt en frankfurter med ketchup og sennep, mens security vagten og Gabriel havde talt sammen. ”Her ligger boardingkortet!” udbrød Gabriel. Det var fedtet ind i ketchup og sennep og var blevet lettere ulæseligt. Pølsemanden spurgte: ”Leder i efter hash? Det finder I ikke i min pølsevogn.”

Vagten grinede, og spurgte om han måtte bruge et par servietter til at tørre boardingkortet fri fra alt hans pølsesnask. ”Ja, lad gå, men så skylder du mig en tjeneste” svarede pølsemanden indforstået som kollegaer kan gøre på en stor tværfaglig arbejdsplads med mange forskellige opgaver.

Gabriel kunne mærke lidt sved på panden under hatten. Det var nu, at hans trick med det forfalskede boardingkort skulle stå sin prøve. Vagten fandt en lille klar plastpose med lukkefunktion frem fra sin lomme. Han foldede boardingkortet og lagde det med forsiden opad og lukkede posen. ”Så kan vi gå på oplevelse” jublede vagten, der med en fremstrakt håndbevægelse førte Gabriel mod endnu et lukket område, hvor passagererne kun måtte gå én vej. Nu var Gabriel på vej igennem, den forkerte vej. Uden om sikkerhedskontrol, uden om check-in og med en vagt ved sin side, som har familie på Bornholm.

På toilettet lusker Gabriel en halv liter Coca-Cola flaske med en fremmedartet væske op af sin taske, mens vagten leder efter Gabriels halstørklæde på et tilstødende toilet. Han har farvet indholdet, så det er sort som cola. Flasken er næsten helt fyldt, men bærer tydelige spor af, at det skal se ud som om, at der er blevet drukket en tår Cola på toilettet.

Søren var checket ind på Hilton, der lå op til lufthavnen, og havde sat mobil og computer op, så han kunne følge Gabriel.

Fortsættes