”Professor Hieronimus” (1895) og ”På St. Jørgen” (1895).

Amalie Skram blev i slutningen af 1894 indlagt på Kommunehospitalets 6.afd. i København under overlæge Knud Pontoppidans ledelse. Hun var blevet overanstrengt ved at være forfatter, hustru og mor og fik et nervøst sammenbrud. I samråd med sin mand og Knud Pontoppidan lader hun sig frivilligt indlægge på hospitalet. Hun trænger til forståelse og hvile, men oplever et chok i mødet med det autoritære system og de fængselslignende celler på hospitalet. Senere bliver hun overført til St. Hans mod sin vilje. Hun er indlagt i alt 51 dage, 25 dage på 6.afd. og 26 dage på St. Hans. Alt dette beskriver hun i nogle selvbiografiske nøgleromaner, efter at hun er kommet hjem.

I ”Professor Hieronimus” (læs Pontoppidan) er hovedpersonen en kunstmaler ved navn Else Kant, og vi hører om hendes oplevelser af 6.afd., hvor den eneste behandling består i sengeligning og observation af patienterne, og at de om aftenen får et sovemiddel, der hedder kloral. Selv mener hun ikke, at hun er sindssyg, men blot overanstrengt. Professor Hieronimus mener imidlertid bl.a. p.g.a. hendes ”abnorme” malerier, at hun er bindegal. Hele romanen er nu et opgør med professorens magt og umyndiggørelse af patienterne. Selvom hun vil væk fra afdelingen og mener, at hun er rask, er det professorens subjektive mening, der tæller, og hun kommer først ud, når han, patriarken, er tilfreds. På daværende tidspunkt er afdelingen opdelt i mænd og kvinder, og hun beretter indgående om forholdet til sine kvindelige medpatienter og sygeplejersker, som hun i almindelighed synes godt om.

I ”På St. Jørgen” er forholdene generelt bedre, møbleret værelse, patientbibliotek samt gåture i haven, ellers får man indtryk af, at sådan noget som moderne ergoterapi overhovedet ikke eksisterer. Patienterne er helt overladt til sig selv og egen beskæftigelse (som regel brodering og andet håndarbejde).

Overlægen på St. Jørgen er sympatisk fremstillet, og ham er hun tilfreds med. Hun kommer godt ud af det med de andre patienter, nogle har været der en årrække og kommer aldrig ud af anstalten. Under opholdet på 6.afd. og St. Jørgen er hun fast besluttet på at skrive om forholdene, når hun kommer ud.

I virkeligheden skriver Amalie Skram da også de 2 romaner efter udskrivelsen. Bøgerne rejste en folkestemning mod afdeling 6 på Kommunehospitalet og en kraftig pressehetz mod overlægen. 2 år efter udsendte han et forsvarsskrift med titlen ”6. Afdelings Jammersminde”, hvor han afviste alle anklager. Senere forlod han København og blev ansat i Århus. Alt tyder på, at Amalie Skrams nervøse sammenbrud og indlæggelse havde en katastrofal betydning for hele hendes tilværelse. Efter skilsmissen fra hendes mand, forfatteren Erik Skram, levede hun alene med sin datter i en lejlighed på Østerbro, hvor hun under en depression tog livet af sig. Hun blev 59 år gammel.

Litteratur: Amalie Skram: ”Professor Hieronimus” Pax Forlag, Oslo 1991 og ”På St. Jørgen” Pax Forlag, Oslo 1976.

Søren Kjær-Jensen
Smørumvej 291, st.tv. 2700 Brønshøj