Operaen – igen i år var dette skønne sted rammen om PsykiatriFondens årlige arrangement.
Igen i år stod en masse mennesker fra en bestemt fløj af psykiatribrugere, med fakler og store plakater linet op ved indkørslen over broen til Operaen. Men sidste år blev vi jo advaret, så virkningen var ikke så overvældende og prellede af på andre end mig og mine venner i bilen. Det var ikke LAP-medlemmer, som stod her – de befandt sig inde i Operaen.
Kl. 18.50 stod jeg med mine venner uden for i kulden og måtte afvente at Kronprinsesse Mary med følge (politi sørgede for at dette skete) skulle ankomme. Først derefter måtte vi komme med ind i varmen. Traditionen tro skulle publikum stå op indtil hun var kommet på plads på 1. række som protektor for Psykiatri- Fonden i selskab med de mest celebre personer (læs: kendisser) inden for psykiatrien.
I flæng vil jeg nævne nogle af de mest spændende oplevelser denne aften.
Den nye formand for PsykiatriFonden, overlæge Anne Lindhart, centerchef for Psykiatrisk Center København, åbnede aftenen ved bl.a. at fortælle om sine personlige grunde til at uddanne sig som psykiater. Hun en kvinde som tager de etiske aspekter i psykiatrien alvorligt. Og jeg må jo til at vænne mig til at Jes Gerlach, som havde stor medietække, ikke længere er formand for den forening, som jeg har været med i siden den startede for mange år siden. Det går lidt bedre nu, efter at hun holdt dette lidt mere personlige oplæg.
Martin Krasnik, journalist, forfatter og tidligere psykiatribruger var en glimrende konferencier hele arrangementet igennem. Forrige år stod han selv i det samme forum og holdt sit eget oplæg om dengang, han fik en depression, og hvordan den blev behandlet.
Tina Neve Christensens (”Foredragsgruppen 2010”) flotte oplæg uden en eneste fejl eller rysten på hånden, udløste stående klapsalver fra publikum – hele 2.000 mennesker. Hun gør det fantastisk professionelt og meget troværdigt.
Agnes Obels smukke sang tvang en lille tåre frem hos mig og min veninde – Agnes fik i øvrigt tildelt Dansk Musik Award´s pris, som vistes på DR1, lørdag den 5. nov.
Jørgen Leth, digter, forfatter og cykelkommentator, præsenterede en oplæsning af en digtsamling til rytmisk jazzmusik. En lidt speciel måde at få leveret prosa på, men ikke ueffen.
Til slut vil jeg nævnte Dansk Danseteater, som gjorde en fantastisk performance - derudover var der ballet, Krysters Kartel og Peter Bastian spillede på sugerør! Og en del klassiske tiltag, såsom barokmusik – det er ikke lige min smag – men jeg er jo et rummeligt menneske! Alt sammen udgjorde dette endnu en uforglemmelig aften i Operaen.