I flere årtier op til 1970-erne var psykiatrien i Danmark et statsanliggende, og der var mange tusinde sengepladser rundt om i landet. Der var Risskov, Augustenborg, Nykøbing Sjælland, Sct. Hans og Middelfart statshospitaler. Andre hospitaler var egentlige “åndssvageanstalter”, hvor bl.a. “sinker” (mentalt udviklingshæmmede og mennesker med Downs Syndrom) var anbragt. Det var mere undtagelsen end reglen, at man nogensinde blev sluset ud i samfundet igen.

Fra 1970-erne og 80-erne blev der nedlagt flere tusinde sengepladser i psykiatrien, og flere og flere skulle nu bo i egen bolig. Distriktspsykiatriske Centre (ambulante behandlingssteder) blev etableret i starten af 90-erne, så der var en del år, hvor der manglede sengepladser. Igennem de senere år er der skåret yderligere ned på sengepladserne i psykiatrien, så der rent faktisk i dag ikke er sengepladser nok. Alt for mange patienter udskrives for tidligt. Det kan være meget vanskeligt at få den gode behandling med psykoterapi og psykologbistand. Det synes altid at være medicin, der skal løse opgaven.

På grund af dette, er flere og flere patienter overladt til sig selv i egen bolig, evt. med bistand fra de Psykiatriske Opsøgende Teams. Stadig mangler der tilstrækkeligt økonomiske ressourcer i psykiatrien, og man forsøger at lappe på det med de såkaldte SATS-puljemidler, som egentlig er tiltænkt de allersvageste i samfundet, f.eks. hjemløse.

Man kan kun håbe på, at der i de kommende år bliver rettet op, så der kommer flere og bedre ressourcer til psykiatrien i Danmark.