Poul Nyrup har stået i spidsen for en årlig konference, der sætter fokus på psykiatrien i dagens Danmark. Det var fjerde år i træk, at den løb af stablen, igen foregik den på Frederiksberg Gymnasium.
Man kan roligt sige, at det er den samme velkendte og gode form - altså kendte mennesker på scenen, god musik, god mad, foredrag samt en følelse af ”samhørighed” - som Nyrup lykkes med ved at samle alle de forskellige psykiatriforeninger. De myldrer til arrangementet og har deres stande udenfor salen. Tilmed fylder medlemmerne godt op i salen, så godt at den er fyldt - det vil sige 1000 pladser. Tilmed er det gratis at deltage, da Rockwoolfonden betaler gildet; det hedder, at de er sponsorer, det lyder pænere end den første formulering. I år var det i stedet for Reimer Bo Christensen, Cecilie Frøkjær der var konferencier, musikken stod Peter Belli og Sys Bjerre for. Stjernekokken Nicolaj Kirk havde sammen med en masse frivillige, kreeret den dejlige frokost, som ikke nok med at den så godt ud også smagte godt - jeg skal love for, man blev mæt.
Men, som man siger, ingen roser uden torne. Den opmærksomme læser har sikkert bemærket, at jeg ikke har omtalt foredragene, da de er tornene. Og hvilke torne. Jeg havde nær sagt, at traditionen blev også fulgt der. Man så kritisk på systemet, alt for kritisk, det der kom frem var ikke opbyggeligt. Der var ingen konkrete forslag til forbedringer. Der var få eksempler på noget, der fungerede, men helt galt var det, da der kom en kvinde, Mary O’Hagan fra New Zealand, som på engelsk fortalte om sit syn på systemet. Hun havde bl.a. en karrikaturtegning, der viste en læge, som trak en vogn med firkantede hjul. Oppe i vognen lå alle psykiatribrugerne, der var udformet som hjul. Signalet var selvfølgelig, at brugerne har løsningen på problemet, deres egen sygdom, nemlig hjulet, der kan få vognen til at rulle. Intet mindre. Hvis det var rigtigt, havde de helbredt sig selv. Det ”billede” blev sagt i mange afskygninger, så man ”skød light” på personalet, samt ophøjede brugerne til noget, de ikke er. Disse sætninger er selvfølgelig dejlige/rare at høre for brugerne, som der var mange af. Det er for øvrigt meget sigende for de foredrag, der har været gennem alle årene.
Det er den røde tråd i dem. Jo, foredragsholdere er nogle kloge mennesker, der ved hvad publikum vil have. Sundhedsminister Astrid Krag holdt også en tale, som hun ikke selv havde skrevet, det taler til hendes fordel, da der blev sagt noget helt forkert; nemlig at i TV- programmet ”Gal eller normal” havde man blandet sindslidende med diagnoser med raske personer. Læger skulle så se, om de kunne ”spotte” de normale og de gale. Det kunne de ikke. Så man kan ikke se på folk, om de er sindslidende, konkluderede sundhedsministeren. Men præmissen for hendes konklusion var forkert, for i TV- programmet var der nemlig INGEN der var sindslidende eller var diagnosticeret i nutiden, det var alt sammen noget de HAVDE haft. De var jo raske nu. I programmet hørte vi hele tiden, at det var værst for år tilbage. Selvfølgelig kan man da se forskel på raske og folk, der er invalideret af sygdom. Hvis man kun er ”light”- syg, kan det selvfølgelig ikke ses.
Men hvorom alting er, så kommer jeg gerne igen til næste år, da det er et godt arrangement, trods alt. Hvis man vil se flere billeder fra mødet, kan man klikke ind på LAP’s hjemmeside, gå ind under arbejdsgrupper og klikke på Livsglædegruppen, så er der åbnet op for et billedgalleri af den anden verden.
