Mødet, jeg tænker på, er et såkaldt bruger-pårørende møde, det er et møde, hvor man debatterer de forhold, der er for indlagte patienter på psykiatrisk hospital i Risskov. Det kan lyde til at være kedelige møder, men det er det faktisk ikke. På møderne er der en del både ledende overlæger og ditto sygeplejersker. Samt endnu flere repræsentanter fra x, y, z patient foreninger så som Sind og LAP. Man kan kalde møderne for en stor ”tænke tank”, forstået på den måde at personalet svarer på de spørgsmål/kommentarer, der er fra foreningerne, det hele skulle så gerne munde ud i forbedringer for de indlagte patienter i sidste ende. Det rejser så det underspørgsmål, om det også gør det?
Lad mig prøve at svare på det spørgsmål ved at fortælle om sidste møde: Vi starter med at få de sidste nye informationer om hospitalet: sengeafsnit er flyttet, samt der er kommet en patient journal, så patienten kan se sin journal via en hjemme side.
Udover de informationer, de forskellige foreninger har, er der også konkrete forslag til forbedringer. Sind have et par, som alle var i den tunge ende. Fx. blev det nævnt, at en indlagt kvinde ville have hjælp til at gå i bad, men der var ingen kvindelige personaler til stede, så hun måtte vente. Det resulterede i, at hun forsøgte at kvæle sig selv i nogle slanger; for god ordens skyld skal det nævnes, at det ikke lykkedes for hende. Kritikken (forbedringen) gik altså på, at der hele tiden skulle være kvindeligt personale til stede.
Et andet kritisabelt forhold var, at når patienter, der er indlagt på de lukkede afdelinger, skal ”luftes” i parken der er uden om, så er der selvfølgelig et stk. personale med, de fleste gange går det selvfølgelig godt. MEN en dag løb en patient i fuld firspring fra personalet og ned til jernbanen og ud foran et tog. Sind havde ingen konkrete forslag til forbedringer i det regi. Man mente åbenbart, at plejerne, der var med, skulle være to meter høje samt kunne løbe 100 m. på 15,5 sek., eller også skulle patienten være lænket til personalet; det er de eneste foranstaltninger, der ville kunne forhindre, det gentager sig. Det er for øvrigt kun på hospitalets areal, man kan tilbageholde patienten, hvis han når ud på vejen eller ind i en skov, der er ved siden af, så må personalet ikke tilbageholde ham, men må ringe efter politiet.
Et tredje punkt gik på, at personalet skulle benytte hospitalspræsten i højere grad, konkret skulle personalet have så meget empati, at de kunne vurdere, når det var relevant at skabe kontakt mellem præsten og patienten, og når det ikke var. Det sidste må personalet slet ikke, da religion er en privat sag, men også en følsom sag. De må gerne henvise til præsten, hvis patienten ønsker det, men altså ikke bruge deres empati i det regi, da man jo i sagens natur kan ramme ved siden af.
Med hensyn til de to andre kritikpunkter, så er personalet opmærksomme på problemet. Kurven over selvmord har været nedadgående i de sidste 10 år, men det er ikke muligt at forhindre alle hændelser. Hændelserne indberettes i systemet, hvor disse analyseres, så man kan se, om der er behov for ændringer af dette eller hint.
Ovenstående 3 forslag til forbedringer var ønskværdige, men det kan jo ikke lade sig gøre. Man må leve med de eksempler, som blev nævnt. Personalet er jo ikke ”Guder”, der kan alt, og slet ikke ”læse folks tanker”, altså fx have så meget empati, at man kan se, når det er relevant at henvise til præst eller ej. Lad mig slutte positivt af, det eneste forslag, der blev arbejdet videre med, var et som LAP’s repræsentant kom med. Det gik på de forventninger, man har som patient ved indlæggelse, såsom hvad kan man forvente af personalet, samt hvordan bliver man en bedre bruger/pårørende. Fx havde en patient forventet, at personalet på hospitalet mødte hende med nærvær og kærlighed. Intet mindre. Hun var dybt skuffet, da det ikke skete. Det korte svar var, at man vil lave en informationspjece, der vil blive drøftet på næste møde. Vi vil endvidere få tilsendt et inspirations-eksemplar af det er hæfte, man ovre i København har lavet, og som man får udleveret, når man bliver udskrevet; konkret er der en masse råd og forslag til, hvordan man kan stå på egne ben igen.
Så et godt møde, hvor man får mange informationer fra hospitalsverdenen, men hvor der også er meget tunge emner, emner eller rettere sagt kritikpunkter, man ikke kan gøre noget ved, men som sagt også et godt og opbyggeligt emne, som patienterne får gavn af: en brochure der fortæller om indlæggelsen, samt hvordan man bliver en bedre patient/pårørende. Så ja til spørgsmålet jeg stillede i starten, det er til gavn for de indlagte patienter.
