Jeg ved ikke, hvor gammel tvangen i psykiatrien må være, men mit bekendtskab til den stammer fra årene 1999 – 2003. Jeg har selv arbejdet som sygeplejerske i 20 år, og jeg kan ”kun” sige, at havde jeg nogensinde behandlet noget menneske, som det jeg har set og stået model til i psykiatrien, så ville jeg ikke kunne leve med så dårlig samvittighed, som det ville give mig.

Jeg blev indlagt den 5. november 1999, da man på Frederikshavn sygehus vurderede, at min manglende evne til at tale var psykisk betinget, men jeg var sat i behandling med Remeron, da jeg var deprimeret over, at opløse et hjem for mine børn. Jeg var under separation. Jeg fik 15 mg Remeron i 4 dage, og skulle så stige til 30 mg, og det påvirkede mig så meget, at jeg kunne komme til at lade vandet i sengen om natten og ikke høre vækkeuret om morgenen, og en aften kunne jeg næsten ikke tale. Jeg blev så forskrækket, at jeg straks stoppede med det. Nogle dage senere havde jeg en tid hos min psykolog, som jeg fortalte om bivirkningerne. Det havde hun aldrig hørt, og jeg skulle helst starte op med Remeron igen, hvilket fik fatale konsekvenser for mig.

Jeg havde en dundrende hovedpine den 3. november. Havde sovet over men kom på arbejde, hvor jeg til sidst slet ikke kunne fortælle, hvad jeg manglede at lave ude i byen og inde på plejehjemmet, så jeg skrev det så godt, som jeg kunne, og kørte og kom på mirakuløs vis hjem og gik i seng med en spand ved min side. Jeg havde frygtelig kvalme. Om aftenen kom min søster og svoger, og jeg blev kørt på Frederikshavn sygehus. Jeg viste lægen æsken med Remeron – kunne INTET sige og havde kraftnedsættelse i venstre side af kroppen, og man konstaterede et lille hjerneinfarkt, hvilket man ikke mente, betød noget, men at det var psykisk betinget grundet min separation.

Med behandlingen i psykiatrien, kan jeg godt forstå, at man kan miste mælet psykisk. Fra at ha’ al mulig grund til at være glad, blev mit liv lagt totalt i ruiner. Man lyttede ikke til mig, og jeg blev ikke troet på. Er ellers opdraget til at være ærlig samt behandle andre, som jeg selv gerne vil behandles, og det efterkommer jeg gerne. Det jeg havde behov for eller bad om hjælp til, blev jeg nægtet, eller man gjorde det modsatte. Personalet vidste jo MEGET bedre. Det er ikke årsagen man behandler, men symptomerne – med medicin, som mange får frygtelige bivirkninger af, og som personalet totalt ignorerer. Jeg græd og græd i sorg over, at mine børn og jeg skulle gøres så ondt. I psykiatrien er disse følelser det samme som vrede og aggression. Mig bekendt to vidt forskellige følelser, men dem skal jeg bestemt heller ikke tro, at jeg har forstand på.

Da jeg ikke kunne tale, skrev jeg, og analyserede mig frem til, hvorfor jeg altid havde lidt af manglende selvværd/ tillid samt af angst. Min søster gjorde aldrig andet end skælde mig ud. INTET ved mig var godt. Jeg tror, at den behandling, hun gav mig, er årsag til, at vrede er så negativ og forbudt en følelse for mig. Hun har uden tvivl været et lille forurettet barn, hvilket er utroligt synd for hende, men jeg troede dog, at vi nu var voksne og dermed ansvarlige mennesker, men sådan er det desværre ikke. Hun fik hjælp til fortsat at behandle mig så gement, trods den svære situation, jeg da befandt mig i, og sådan behandlede personalet mig også.

Jeg havde til et møde med mine søskende bedt om at tale med lægen alene. Det imødekom man ikke, men tilsidesatte i stedet diskretion patient/ læge/pårørende. Til samtalen med mine søskende fortalte lægen dem, at jeg var et menneske, som ”kun” selv kunne føle skyld eller give andre skyld. ”Kun” kunne se sort eller hvidt. Dette resulterede i, at min søster vendte det hele til, at jeg ”kun” kunne give andre skyld, trods jeg havde påtaget mig skyld for alverdens ting. Da fik jeg vendt hele min familie imod mig, og der var ingen hjælp at hente i psykiatrien, som ellers i en pjece: ”Det drejer sig om dig”, lovede hjælp til den indlagte og hele familien! Det blev så familien imod mig. Julen 1999, havde jeg det så dårligt af ”behandlingen”, at jeg første gang prøvede at tage livet af mig selv under et hjemmebesøg. Da jeg kom tilbage til afdelingen, spurgte en læge mig, om jeg havde tænkt på og prøvet at suicidere, hvilket jeg fortalte ham, men ikke hvordan. I journalen skriver man, at jeg hverken havde tænkt på eller kunne finde på noget sådant! Jeg virkede heller ikke depressiv inden jul!

Jeg blev genindlagt flere gange efter denne første indlæggelse. Jeg havde brug for, at man byggede mig lige så meget op, som jeg var blevet ødelagt, men jeg har desværre erfaret, at samvittighed og ansvar er fuldstændig ukendte begreber i det system. Under en senere indlæggelse fik jeg allernådigst lov til at gå tur med to stk. personale (jeg er jo meget aggressiv, når jeg græder, så jeg er farlig!). Jeg gav mig til at græde ved tanken om lige så elendig en jul med mine børn i år 2000 som i 1999. Det skulle jeg holde op med, for der var afsat tid til at snakke, når vi havde gået tur. Da blev jeg vred og sagde: ”Hvis ikke vi kan snakke, når vi går tur, så hører alt dog op!”

Sådan må man ikke tiltale ansatte i det regi, så vi skulle gå tilbage, men jeg ville ha’ lov at ha’ noget frisk luft, når jeg endelig var kommet ud, så jeg klamrede mig til et træ, men de var store og stærke, og kunne nemt få mig fri, og ellers havde de jo deres alarm. Ja, jeg blev slæbt tilbage som en anden storforbryder. Hvad skulle sådan en behandling gavne? Ydermere havde de på afdelingen sagt, at jeg både havde spyttet, slået, sparket og bidt. Jeg var dybt rystet, og spurgte dem begge, om de havde god samvittighed: ”Ja, den fejlede skam ikke noget”.

Under indlæggelsen ville jeg gerne med min datter på konfirmand-weekend. Noget både hun og jeg gerne ville, men det blev jeg nægtet. Da råbte jeg, så hele afdelingen kunne høre det, at siden jeg havde stiftet bekendtskab med psykiatrien, havde jeg været levende død, og man skulle f… ikke tro, at nogen af de ansatte havde børn. Da stod der, jeg ved ikke hvor mange ansatte, klar på gangen til en bæltefiksering. Jeg kom dog ikke i bælte den gang, men senere havde de drevet mig så langt ud, at jeg blev så vred, at jeg kastede et krus hen i et hjørne, og så kan det nok være, at jeg blev overmandet, og lagt så stramt i et bælte, at jeg dårligt kunne trække vejret. Under en senere indlæggelse blev jeg også bæltefikseret. Ved ikke hvorfor, men jeg fik ”lov” at gå på toilettet alene, men pludselig blev jeg flyttet på en stue med toilet, og så skulle jeg finde mig i, at der stod 4 stk. personale og så på, mens jeg var på toilettet. Det er da til at blive drevet til vanvid af. Engang under en bæltefiksering lånte jeg telefonen for at ringe til en veninde og aflyse en aftale, men da jeg bad hende om hjælp, blev telefonen taget fra mig!
Under min sidste indlæggelse i 2003 kom jeg, der da var sidst i 40erne, på en ungdomsafdeling. Det gjorde mig såmænd ikke noget. Jeg har dejligt nemt ved at komme i kontakt med andre mennesker, så vi spillede og gik ture. En aften vi sad og spiste, havde de fleste forladt bordet. De eneste tilbageværende var to stk. personale for enden af bordet, som bare sad og så på, at vi to sidste spiste, og min medpatient, som sad overfor mig, sad bare og stirrede på mig. Det var ikke spor rart. Da var der to, som begyndte at spille bordtennis. De blev straks irettesat af personalet. Der skulle være madro, men så kunne jeg ikke dy mig for at sige, at det da var skønnere, at der skete noget, frem for den pinlige tavshed som herskede. Det skal man bestemt ikke sige, så jeg kunne hurtigt fornemme, at jeg skulle fikseres. Jeg nåede at ringe til nogle veninder og be’ om hjælp, og den ene ringede til personalet og talte med en læge, og de ville bare snakke med mig, men ord og papir er taknemmeligt. Man kan desværre ikke stole på de flotte ord, så jeg blev lagt i bælte og modsatte mig dette, så godt jeg kunne. Jeg sparkede bl.a., hvilket gjorde, at min fod også skulle fikseres, men ikke foden, som jeg nemmest kunne sparke med, men den ind mod muren. Det er da sindssygt.

Jeg har aldrig set nogen tjene deres penge så nemt som ansatte i psykiatrien. De sidder bag hermetisk lukkede døre og hygger sig. Hvordan kan man så observere patienterne? Hvordan kan man trænge ind til patientens problemer, når man ikke gør noget for at tale ind til dem og skabe tillid? Psykiatrien er personalepleje og desværre ikke patientpleje. Man skaber patienter. Man skal være stærk for at klare et sådant bekendtskab, eller have nogen til at hjælpe sig, ellers kan man basere sig på at være/blive sindssyg eller levende død, og det er desværre ikke ”kun” ét menneske man ødelægger, men hele familier. Det er aldeles sørgeligt. Jeg vidste ikke af, at man er sindssyg, når man ejer følelser og samvittighed, men det er jeg så, og hvis personalet i psykiatrien anser sig selv for normale, så er jeg dog utroligt glad for at være sindssyg, for jeg skammer mig bestemt ikke over mine menneskelige kvalifikationer. Det blev jo så også en positiv øjenåbner ved bekendtskabet, men det gør mig ondt, at der ikke sker forbedringer i psykiatrien. Mange dør af medicinforgiftning, og dem finder sundhedsstyrelsen ikke grund til at obducere – hvorfor?

Når jeg læser kopi af min journal, er jeg særdeles rystet, for sikken da en livlig fantasi læger/personale har. De kan jo skrive lige nøjagtigt, hvad der passer dem, og så er deres dokumentation i orden, og jeg er stemplet godt og grundigt. Jeg har klaget til patientklagenævnet, patientforsikringen og patientskadeankenævnet, og min lange journal bliver sendt til vurdering hos en speciallæge i psykiatri, og det er så efter ”dokumentationen” en behandling efter bedste specialist standard, som jeg har fået. Jeg har ikke haft et møde med nogen som helst i klagesystemet, og jeg kan efter bedste evne ikke konkludere andet end, at det er eksperttyranni som hersker i bedste velgående.

Skulle jeg gøre mig håb om at vinde en retssag, så skulle jeg stille med lægefaglig dokumentation på, at det har været en forfærdelig behandling, og hvor finder jeg en psykiater som vil gå imod et system, som vedkommende selv lever af? Det er da aldeles håbløst. Jeg kan, som tidligere skrevet, godt forstå, at folk tror, at det er løgn, hvad jeg fortæller, men det er det desværre ikke, og hold dog op hvor ville jeg ha’ brug for hjælp, hvis jeg nogensinde blev indlagt igen. Jeg har aldrig oplevet noget så falsk og ondskabsfuldt som psykiatrien, og dog har jeg overlevet deres fysiske og psykiske tortur og flere selvmordsforsøg. Er ikke i tvivl om, at jeg har været fysisk stærk. Bestemt ikke psykisk, men jeg har af en eller anden grund haft en skytsengel. Det har jeg ikke været glad for, men er det nu, hvor jeg er ved at komme ovenpå igen med mit nye netværk af gode venner. Dem jeg troede kendte mig, mistede jeg, men gode venner skal jo også kendes i nødens stund.

Jeg har været til et foredrag af Jørn Eriksen, leder af Slotsvænget, som fortalte om behandling af skizofreni, og hvor gode resultater de opnår, ved at skabe tillid og dermed trænge ind til problemet, men ham har psykiatrien ikke lyst til at lære noget af. Jeg forstår slet ikke, at man ikke er interesseret i bedre resultater i psykiatrien, end tilfældet er. Igen er det årsagen, som skal behandles og ikke symptomerne. Det ville da være evolution af format.

Under min første indlæggelse blev jeg spurgt, hvorfor jeg fandt mig i så meget, som jeg gjorde, men hold da op hvor blev jeg sat på prøve, og det lykkedes da psykiatrien at gøre mig vred, men da det endelig lykkedes, skulle der da i den grad lægges låg på. Ja, jeg ville gerne behandle personalet, som de behandlede mig, for ting læres åbenbart bedst ved selv at prøve. Hvor evner de dog ikke empati og deres ansvar lægges over på patienterne.