Jeg har fået flere henvendelser, som kræver forklaring af det sidste nummer af LAP-bladet. Derfor vil jeg først supplere lederens bemærkning om, at det var en enstemmig landsledelse, som vedtog at jeg skulle ophøre med at deltage i landsledelsesmøderne. Det kunne misforstås, som om en enig landsledelse udelukkede mig fra landsledelsen. Dette er forkert. Jeg havde selv stillet det forslag, der afværgede, at jeg blev udelukket fra landsledelsen, og mit forslag blev enstemmigt vedtaget, som lederen skriver.
Jeg stillede afværgeforslaget, bl.a. fordi det gamle FU havde lavet dagsorden sådan: Først stod personsagen (et forslag om at udelukke et LL-medlem/ mig fra landsledelsen). Dernæst: FU havde helt nægtet at sætte nogle af de saglige spørgsmål, der indgik i personsagen, på dagsorden. Resten af de saglige spørgsmål havde FU sat allersidst på dagsorden, efter beslutningen i personsagen. Endelig var rutinepunktet ”Orientering fra FU”, som jo måtte give diskussion af denne absurde praksis, sat efter beslutning i personsagen, samt mere af den slags.
Sådan en dagsorden er jo usaglig manipulation. Det så jeg og flere andre. Nogen kan jo godt se, hvorfor det må knibe med sagligheden i LL, og hvorfor LL’s personsagsbehandling ikke holder i retten og koster LAP så mange penge; men - som det fremgår udtrykkeligt af referatet - er det sådan LL plejer at gøre.
FU fik da også sin dagsorden vedtaget med flertal, og på denne baggrund er LL’s vedtagelse af mit forslag et godt kompromis: For det første skal jeg og mine modparter i spørgsmålet om, hvad der skal til i en ordentlig organisation, ikke spilde tid med gnidninger, som ikke kan sikres en saglig behandling p.g.a. LL’s amatøragtige forretningsorden. For det andet er jeg stadig medlem af landsledelsen med fuld adgang til oplysninger. Jeg er en slags ”eksternt medlem af LL” indtil næste landsmøde. Jeg vil forberede forslag til landsmødet som LAP’s øverste ledelse, og bagefter kan jeg igen møde op i LL, forhåbentlig med støtte i nogle retningslinier fra landsmødet, som kan sikre mere saglighed i LL fremover.
Jeg er enig med Erik Thomsen i, at LL og LAP har brug for selvransagelse. Jeg fastholder, at landsledelsen sidste år gav og brugte ukorrekte oplysninger, som den ikke realitetstjekkede, selv om det blev sagt (og det er fortsat i år), samt at årsberetningen til LM 2012 var misvisende. Som LL-medlem har jeg fået flere oplysninger, og de bekræfter dette. Derfor er det forkert, når Erik Thomsen skriver, at min kritik af landsledelsens ukorrekte oplysninger ødelagde en debat om selvransagelse.
Min kritik kræver tværtimod mere selvransagelse. Min kritik lå desuden, hvor den hørte til, under årsberetningen og under mit eget forslag til dagsorden. Hvis Erik Thomsen havde anden selvransagelse at byde landsmødet på, kunne han have fremført den under årsberetningen eller sat den på landsmødets dagsorden; ingen af delene skete.
Til slut: Thoridt Allermand skriver, at LAP fra at være en protestforening var blevet lidt tandløs. Det er ikke korrekt. LAP er aldrig tandløs. Når LAP ikke viser tænderne mod sine ydre ”fjender”, bliver de bare brugt, ved at LL-medlemmerne bider efter hinanden. Trods mange års konflikter har LL hverken vedtaget principper for konfliktløsning eller bare en saglig dagsorden. Når moderate medlemmer kommer i LL og stiller konkrete krav om bedre internt samarbejde, så snapper tænderne internt. Så kender LL’s tradition kun ét middel: Find de skyldige. Peg på indre fjender og ryg dem ud med en kombination af ukorrekte oplysninger, hemmelighedskræmmeri, manipulerede dagsordener og meget mere af den slags. Ud af arbejdsgruppen, personalet, landsledelsen eller hele LAP.
Jeg har gennem mange år peget på, at LAP først kan vokse til sin fulde størrelse, når foreningen kan holde på sine medlemmer. Det kræver, at LL vedtager en praksis for bedre intern problemløsning end at bruge sine tænder på personkonflikter i stedet for saglig behandling af politisk uenighed.
